Forbundsleder og kommunist

Af Nettmagasinet Revolusjon, Norge
Kommunistisk Politik 10, 2012

Rolf Jørgensen er ny forbundsformand i Norsk Lokomotivførerforbund – og marxist-leninist

Den nye forbundsformand i Norsk Lokomotivførerforbund (NLF), Rolf Jørgensen, har haft lang tid i tjenesten, både som jernbanemand og som marxist-leninist.

Nettmagasinet Revolusjon: - Tillykke med hvervet! Du er kendt som kommunist og mangeårigt medlem af ML-gruppen Revolusjon. Dermed er du en relativt enlig svale i norsk LO’s sekretariat?

Rolf:  - Det kan du roligt sige. Nu er det forbund, jeg leder, jo også et af de mindste i LO-systemet. Men frem for alt så er jeg jo tillidsvalgt for lokomotivførerne, og min opgave er at sikre gennemslag for forbundsmedlemmernes interesser og krav.

- I flere sager har I også vist internationalt engagement, der er blevet lagt mærke til uden for Norges grænser. Vi husker specielt markeringen til støtte for palæstinenserne i Gaza under Israels massakre i 2009, da alle tog standsede i fem minutter for at vise aktiv solidaritet. Hvilke slags reaktioner blev denne aktion mødt med?

- Denne aktion lagde de palæstinensiske frihedskæmpere og de palæstinensiske myndigheder i Gaza mærke til. Det er vigtigt at vise solidaritet med undertrykte folk og nationer, der udsættes for grov undertrykkelse, krig og terror. Samtidig skaber aktioner, som den vi gennemførte, interne diskussioner. I vort forbund er der en større aktivitet og bevidsthed om, hvad forbundet gør og ikke gør, end hvad der er normalt. Derfor vil der bestandig være intern diskussion, da vore medlemmer har forskellige standpunkter. Jeg opfatter det kun som en sund ting, at der er diskussion. Radikale vedtagelser, der ikke engagerer medlemmerne, har ikke den samme værdi.

- NLF deltager også aktivt i Den Internationale Transportarbejderføderation/ITF og dens europæiske afdeling. Kan du give nogle eksempler på kampområder, I arbejder med i denne sammenhæng?

- Jeg vil fremhæve to ting. Det ene er kampen mod social dumping på europæisk niveau i et jernbanenet, der liberaliseres stadigt mere, og hvor det bliver mere almindeligt, at lokomotivførere kører på tværs af landegrænser. Arbejdet for sammenhold imellem de faglige organisationer i Europa, der organiserer lokomotivførere, er her uhyre vigtigt.

Den anden ting, jeg vil fremhæve, er solidaritet med de thailandske jernbanearbejdere, hvis fagforeninger  udsættes for grov undertrykkelse (union busting). Det hele startede med aktioner, som lokomotivførerne gennemførte for at tage vare på sikkerheden, men har udviklet sig til en principiel kamp for faglige rettigheder. Vort forbund og fagforeninger samler penge ind, og vore tillidsvalgte deltager via ITF aktivt i den faglige kamp i Thailand.

- NLF er et lille forbund. Inden for LO-systemet er der et stort pres for at slå de mindre forbund sammen i større. Har NLF følt noget pres for at fusionere med for eksempel det langt større Jernbaneforbund?

- Nej, jeg vil ikke sige, at vi oplever noget pres for at fusionere med andre forbund. Sandt nok så oplever jeg, at vi anses som lidt ’sære’, men vi har 100 % opslutning inden for vort organisationsområde, god aktivitet, en stabil og god økonomi og ingen tarifkonflikter med andre forbund. Derfor mener vi, at vore faglige interesser varetages bedst som eget professionsforbund. Hvis vi gik ind i et større forbund, vil tilhørsforholdet til forbundet blive svækket og evnen til at  sikre 100 procent organisering være mindre.

Når det gælder forholdet til Norsk Jernbaneforbund, så er det særdeles godt og et samarbejde, som bygger på gensidig respekt og tillid.

- I det seneste årti er også jernbanesektoren blevet delprivatiseret og stykket op i flere selskaber. De tider er forbi, hvor modparten kun var det statsejede NSB. Nu har vi tarifaftaler, der omfatter både staten, Spekter og NHO (arbejdsgiverforeningen Næringslivets Hovedorganisasjon). Alligevel har NLF som eneste LO-forbund formået at opretholde en imponerende organisationsgrad på hundrede procent. Mange undres sig over, hvordan I har klaret det …

- Ja, mon dog ikke. Det vigtigste er, at vi er en faglig organisation, som medlemmerne føler samhørighed med, og som er et redskab til at varetage vore faglige interesser. Vi lægger vægt på, at vi er en faglig organisation, hvor medlemmerne udgør den reelle styrke, og ikke i første række en ’service- og forsikringsorganisation’, selvom vi også har forsikringsordninger for medlemmerne.

Samtidig hænger 100 % organisering nok sammen med den specielle arbejdssituation, en lokomotivfører har, ved at man arbejder alene, og med den tryghed, der ligger i at have en organisation i ryggen, hvis noget skulle ske. Og sammen med dette en lang og stolt fagforeningstradition.

- Kan du give nogle eksempler på, hvad det betyder for forbundets forhandlingsstyrke og evnen til at få gode aftaler i stand for medlemmerne?

- Et eksempel er, at nye virksomheder inden for branchen opfatter det som nødvendigt at indgå tarifaftaler, før man etablerer sig på det norske jernbanenet. Et andet eksempel er, at etablerede jernbanebedrifter lægger vægt på et samarbejde med os og ved, at hvis tiltag skal lykkes, må man tage hensyn til vore synspunkter og krav.

- Hvad anser du som de vigtigste kampsager for NLF i tiden fremover?

­- Det er uden tvivl kampen for at sikre de gældende overenskomster og kampen mod social dumping. Vi ser i dag jernbanevirksomheder, der varsler overgang til NHO. Det gør de helt oplagt, fordi de ønsker at gøre noget ved overenskomstaftalerne. Vi vil ikke godtage, at dette skal svække værdien af vore tarifaftaler. Hvis der sker yderligere privatisering af persontrafikken og udbud af det, som kaldes offentligt køb af persontogtjenester, så vi får arbejdsgivere, der har en helt anden tradition i forhold til fagforeninger, vil det lægge hårdt pres på løn og arbejdsvilkår.

Kampen mod social dumping hænger tæt sammen med organiseringsgrad og tarifaftaler og det internationale samarbejde mellem fagforbund på tværs af landgrænserne. Ser vi på togets største konkurrent for godstrafik, nemlig vejtransporten, ser vi en branche med lav organisationsgrad og brug af udenlandske chauffører, uden at dette er reguleret i tarifaftaler. Dette vil vi aldrig acceptere på jernbanen.

Vi ser i dag, at EØS-aftalen bevidst bruges til at svække tarifaftaler, og vikarbureaudirektivet er en del af det. Norsk fagbevægelse må aktivt kæmpe for, at EØS-aftalen bliver sagt op, og at der bliver etableret alternative ordninger.

EU er en konstruktion, der først og fremmest har til opgave at varetage arbejdsgivernes interesser og svække tarifaftaler og arbejdsfolks rettigheder. Det mærker vi tydeligt på jernbanen ­– og specielt os, som kører togene på tværs af de nationale grænser.

Netavisen 15. maj 2012