Tilbageblik på 2011

Af Nettmagasinet Revolusjon

De norske marxist-leninisters gør status ved årsskiftet og trækker perspektiver op for 2012: Barometret står på storm Orkanen Dagmar kunne være et forvarsel

Kommunistisk Politik 1, 2012

Året 2011 har rystet verden på mere end én måde: Oversvømmelsesmkatastrofer i Asien, jordskælv, tsunami og reaktornedsmeltning i Japan; nye NATO-bombardementer og massakrer mod Libyen, Afghanistan og Pakistan; drakoniske krisenedskæringer i Europa og nedtrampning af lande som Grækenland og Italiens nationale suverænitet.

Orkanen 'Dagmar' ramme havnen i Vaasa, Finland
Foto: AleGranholm, flickr

De arabiske folk har fået grunden til at skælve under imperialisterne og deres lokale despoter i Mellemøsten. Tunesierne fik følge af ægypterne, og både Ben Ali og Hosni Mubarak måtte bide i græsset. Folket i Jemen fulgte efter, men har endnu ikke høstet sejrens frugter.

Imperialisterne sundede sig hurtigt efter det første chok og har siden manøvreret hektisk for at distancere sig fra dens gamle nikkedukker som Ben Ali og Mubarak. Pludselig blev USA-imperialismen, Storbritannien og Frankrig de arabiske folks ’venner’ og støtter i kampen for demokrati og uafhængighed. I en sådan grad at de infiltrerede det gryende libyske folkeoprør, manipulerede FN og sønderbombede både Libya eng sikkerhedsrådets resolution 1973.

2011var året hvor NATO udvidede sine terrorkrige til det afrikanske kontinent, med norske F-16 blandt de dygtigste mordmaskiner over Libyen. Efter at FNs sikkerhedsråd gav grønt lys for en flyforbudszone over Libyen, voldtog NATO straks  hele resolutionen og lavede et flyforbud om  til en bestialsk bombemassakre for regimeskifte – i alliance med ultrareaktionære islamister. De norske jagerbombers drabsindsats er lovprist i NATO og i Washington. I partnerskab med islamisterne og al-Qaida er Libyens relative velstand og velfærd raseret.

’De vestlige demokratier’ sørgede for at Muammar Gaddafi blev likvideret på en om mulig endnu mere primitiv og bestialsk måde end Saddam Hussein og Osama bin Laden. Tallet på ofrene for NATO-krigen bliver beregnet til 30.000. Sikkert en ringe pris at betale, nu hvor NATO-landes oliemonopoler har fået fri adgang til Libyens formidable olieressourcer.

Det har givet smag for mere. Ved udgangen af året forbereder imperialisterne anslag mod Syria efter libysk opskrift. Også her vil man gøre brug af kamuflagestrategien  ’Responsibility to protect’ (R2P), ifølge hvilken imperialisterne angivelig drives af empati og omsorg for civilbefolkningens ve og vel, og ikke har de fjerneste selviske  interesser i regionen.

Det eneste som mangler, er at vetomagterne Rusland og Kina presses og bestikkes til at godtage en resolution som åbner for ny militær intervention. Chancerne derfor bliver større, fordi Medvedev og Putins autokrati har travlt  på hjemmebanen nu hvor russerne har fået nok af valgfusk og oligarkernes magtmonopol. NATO har allerede tropperne opstillet: I Tyrkiet i nord, og i Jordan i syd.

Hvis NATO lykkes med sin plan for regimeomstyrtelse også i Damaskus, har den aggressive alliance omsider sikret sig kontrol over absolut alle stater i Middelhavsregionen. Og så vil USA-imperialismen og NATO have ryggen fri til det længe planlagte opgør med Iran.

Verden går derfor mod nye krige og ny NATO-aggression. Ingen behøver tvivle et sekund på at Norge vil være med på færden. For en sikkerheds skyld er amerikanernes mand, han som for flere år siden forsikrede USA om, at Stortinget ville væge amerikanske kampfly uanset pris, indsat som ny krigsminister. Med Espen Barth Eide ved roret bliver det både nye våben og nye krige.

Miljøødelæggelser og klimaændringer, menneskeskabte eller ikke, får stadig større omfang og følger. Verdens allermest påtrængende miljøtrussel er de imperialistiske krige, sammen med konsekvenserne af den fortsat ukontrollerede radioaktive forurening fra Fukushima i Japan. Men dette står ikke øverst på dagsordenen for miljøkampen og miljøaktivisterne. I stedet kører de fleste miljøorganisationer med på de kapitalistiske regeringer ræs ved at prædike om klimakvoter eller kræve højere priser for strøm.

Vestmagterne som efter hundrede års undertrykkelse fremstiller sig som arabernes venner, er de samme borgerlige demokratier som sørger for at holde deres egne befolkninger nede. Economist Intelligence Unit's (EIU) Democracy Index for 2011 viser, at demokratiet får stadig trangere kår. I de fleste regioner er den gennemsnitlige pointsum for 2011 lavere end i 2010, også i de udviklede lande i Nord-Amerika og Vest-Europa.

Stadig færre lever i det som kaldes et udviklet demokrati, for i 2011 sank procentandelen til sølle 11 procent. I 2011 har nedgangen været størst i Europa, siger rapporten, og bekræfter ikke overraskende at fem af landene som har mistet demokratipoint er medlemmer af eurozonen; Grækenland,  Italien, Portugal, Spanien og Irland.

Flere af disse lande er frataget deres suverænitet og sat under administration fv EU og den europæiske centralbank ECB. Massive velfærdsnedskæringert har ført til et utal af strejker og masseprotester i Grkenland, Italien, Spanien og andre lande. Arbejdsløsheden er på 20 procent, folk kastes på gaden og ungdommen – i Spanien er hveranden uden jobb – har ikke længere nogen fremtidstro. De har erobret gader og torve i protest. Og endnu er vi bare i startfasen.

Borgerklassen i ind- og udland forbereder sig til klassekamp med øget brug af magt,  mere politi og drakoniske overvågningsforanstaltninger. Når det gælder om at styrke statens voldsapparat er budgetnedskæringer et fremmedord.

Internettet og de tilhørende sociale medier er det nyeste mål for overvågning, censur og manipulation. Det bliver sagt, ikke uden grudn, at hvis det ikke var CIA som opfandt Facebook, så burde de have gjort det. På den ene side bliver nettet brugt til psykologisk krigførelse og overvågning, på den anden side giver det folket tidligere utænkelige muligheder for kommunikation og fælles handling.

I USA foreligger der forslag til en hastelov – Stop Online Piracy Act (SOPA) – som skal sørge for blokering af uønsket indhold med kopi- og ophavsretten som påskud. Bliver den vedtaget, kan det betyde at det link du lagde ud om en film eller bog, du kunne lide (eller ikke lide) på din Facebook-væg kan give di op til fem års fængsel!

Parallelt med denne udvikling styrker den usminkede fascisme sig. Den har været finanskapitalens redningsmand før, og kender sin besøgelsestid, når kapitalen kæmper for at bevare samfundskontrollen. Fascistiske og nazistiske partier har styrket deres positioner i en række europæiske lande. I Ungarn marcherer stormtropperne åbenlyst. I Tyskland er der afsløret tætte forbindelser mellem fascistiske terrorgrupper og statens efterretningsorganer. I Spanien er de gamle frankister på fremmarch igen, rigtignok under Partido Populars skørter. I Italien fisker fascisterne i stadig mere oprørte vande.

Fascismens mest hæslige ansigt viste sig i Norge i form af Behring Breiviks ideologisk motiverede terrormassakre den 22. juli. Men i Norge vil magthaverne ikke have fokus på terrorismens fascistiske og racistiske arsenal. Så er det belejligt med retspsykiatere som affejer hele problemstillingen ved at hævde at Breivik var paranoid skizofren og dermed utilregnelig. Det har han formodentlig været i samfulde ni  år, mens han forberedte udåden. Som ’utilregnelig’ kan han heller ikke dømmes, dersom vurderingen fortsat er gældende, når retssagen kommer op til foråret.

Den berygtede nazitorturbøddel og kommunistjæger Henry Oliver Rinnan blev til sammenligning dømt for ’bare’ 13 mord. I Frostating lagmandsret i 1946 herskede der ingen tvivl om at han og resten af banden var fuldt ud tilregnelige.

Allerede i nytårstalen for et år siden varslede statsminister Stoltenberg, at Norge skulle vise muskler med markeringen af Roald Amundsens erobring af Sydpolen i 1911. Det blev da også gjort med chauvinistisk ståhej. Med statsministeren på plads markerede Norge sit ’retmæssige krav’ på en femtedel af det enorme Antarktis.

Den norske ishavsimperialisme har længe optrappet sin aktive rolle i polarområderne, især efter at Rusland og Norge blev enige om en endelig delelinje i Barentshavet. Norge bedriver en omfattende militarisering af Svalbard, noget som selvfølgelig benægtes. Norske radarstationer på Svalbard bruges til militære formål, i fuldstændig strid med Svalbardtraktaten. For at finde flere knager at hænge norsk dominans i polarområderne op på, har regeringen bestemt sig for at udvikle ny minedrift på Spitsbergen. Dette er den samme regering, som mener at gas må eksporteres til Europa for at erstatte de forurenende kulkraftværker …

Modstanden mod denne regering for krig og miljøødelæggelse er næppe mærkbar. Højresiden har ikke stort at indvende, mens venstresiden er lammet af socialdemokratisk impotens. De revolutionære kræfter findes, men de er invaliderede  og selvoptagne – i hvert fald set med arbejderøjne. Budskapet fra klassebevidste arbejdere er nu som før: Se nu for helv … at samle de kommunistiske kræfter! Måske lykkes man i 2012? Det er tilladt at håbe.

Til den som synes, at dette blev et noget dystert tilbageblik, må det siges, at det er vanskeligt at undgå som  verden ser ud. Men alt ser heldigvis ikke mørkt ud!

Det fejer en oprørsvind over verden. Den har bevæget sig fra Latin-Amerika til Mellemøsten og Nord-Afrika. Oprørsmonsunen blæser friskt fra syd og kan øge i styrke på sin vej op fra  Grækenland, Italien, Spanien og Portugal. Mens orkanen ’Dagmar’ hærgede kysterne på Nordvestlandet, tyder de politiske vejrudsigter på, at det bygger op til en ’Alexandra’ (Kollontaj), fulgt af en ’Clara’ (Zetkin) som kan ende med orkanen ’Rosa’ (Luxemburg) før man aner det.

Den gamle fagbevægelse i Europa kæmper en ihærdig forsvarskamp, mange steder med stor kraft og styrke. Men den europæiske fagbevægelse er grundlæggende reformistisk i  toppen. Den er svækket, både medlemsmæssigt og i sin sammensætning. Det merværdiproducerende industriproletariatet er blevet stadig mindre.

Kapitalen har flyttet industrien til Asien, og det er her millionhæren af industriproletarer er i færd med at blive en klasse for sig selv, og ikke kun i sig  selv. Strejker og besættelser er blevet et dagligt fænomen i verdens store produktionshaller, det vil frem for alt sige lande som Kina og Indien. Det er måske her arbejderklassens revolutionære klassekamp først vil blive genfødt og give internationale rystelser.

Det norske folks EU-modstand er mere konsolideret end nogensinde. Fire ud af fem nordmænd siger nej til medlemskab af Unionen. En ny drejning i EU-modstanden er,  at kampen mod EØS har tvunget sig ind på dagsordenen. Tendensen med resigneret at godtage, at ethvert EU-direktiv bliver integreret i norsk lovgivning som følge af denne aftale, er ved at vende.

Flere af de reformiststyrede LO-forbund har følt presset fra grundplan og vender sig nu skarpt mod både Postdirektivet og ikke mindst Vikarbureaudirektivet, med krav om at Norge bruger sin reservationsret. Postkom og Fellesforbundet er ikke kendt for ar være blandt LOs mere  radikale forbund. Begge kræver at vetoretten bliver brugt. Trykket har været så stærkt, at tilmed landsmødet i Arbeiderpartiet påførte partiledelsen et sviende nederlag.

Magteliten kæmper på flere områder. Meget  kan gå i den rigtige retning, hvis arbejderne og de progressive kræfter evner at udnytte mulighedene. Kampen for at komme ud af EØS starter i 2012 med aktionsdagen den 18. januar. Kampen for at hindre nye NATO-krige og norsk deltagelse er allerede i gang.

Godt nyt kampår!

Originalartikel her

Netavisen 3. januar 2012