Bolignød og dyrtid

Af Revolusjon, Norge

Under socialismen findes der ikke bolignød eller et ’boligmarked’. Ingen ejendomsmæglere og ingen skødeafgift



Også i 2012 fortsatte boligprisernes himmelflugt og håbet om egen bolig blev stadig mere fjernt for de fleste unge. 

Bolignød, boligmarked, boligdyrtid og boligboble er begreber man møder i samfundet i dag. Det at få tag over hovedet er som udgangspunkt en menneskeret, men alle unge der har opsøgt det såkaldte boligmarked i storbyerne ved, at denne ret kun gælder hvis du har en velspækket tegnebog eller rige forældre - noget de færreste unge har.

For en lille lejlighed med et eller to værelser må en ung lægge mindst halvanden million på bordet. Det er i praksis en umulighed for alle der ikke får arveforskud eller låner af sine forældre.

Men kan de ikke leje?
Nogen kan, men det er så hunde dyrt at en ung aldrig vil kunne lægge nok til side imens til at kunne købe en permanent bolig. Desuden har Norge forsvindende få lejeboliger sammenlignet med de andre nordiske lande.  


Forudsigelig boligkrise

Kom boligmangelen som et chok for politikere og entreprenører?

På ingen måde. Alle har vidst, at behovet er øget. Selv når en kapitalistisk regering har alt hvad der kræves af statistik foran sig, er den ude af stand til at planlægge og ’styre markedskræfterne’. For boligbyggeriet har i en årrække været alt for lille i forhold til det forventede behov og bygningsindustrien har været hårdt ramt af krisen.

Men hvordan kan det hænge sammen? Kapitalismen er jo så smart indrettet, at udbud og efterspørgsel udligner hinanden?

For det første er dette en sandhed med store modifikationer. For det andet passer det særlig dårligt på boligmarkedet. Høje priser på lejligheder skulle ifølge borgerlig logik sikre, at det var interessant og profitabelt at bygge massevis af boliger. Men sådan er det ikke nødvendigvis. For netop de høje priser skaber nervøsitet i byggebranchen.

Man er bange for ikke at få solgt og dermed ikke få realiseret profitten.

Boliger er klart nok nødvendige. Men det nytter ikke, hvis folk ikke har råd og ikke kan få lån. Et resultat af dette er, at der dårligt nok bygges normale familielejligheder i storbyerne. Det er de små hybler med et eller to værelser som sælger og som stiger mest i pris. For det er det de eneste lejlighder folk har råd til.

Staten og boligbanken har mere eller mindre kasseret resterne af det som i sin tid hed socialt boligbyggeri, noget der fandtes dengang boligkooperationen sikrede boliger hvor prisen tilnærmede sig kostprisen og priserne for videresalg var strengt regulerede. Det er efterhånden længe siden.


Tiggergang og gældsslaveri

Altså må mange først gå tiggergang til forældre og bedsteforældre for at skaffe egenkapital (for tiden 15 %) så de kan fortsætte tiggergangen hos banken. Og derefter gøre sig til gældsslaver for resten af livet. Dem der ikke klarer at skaffe egenkapitalen bliver enten boligløse eller flået på det trange udlejningsmarked.

Nogle tal der kan illustrere dette:

I 1992 havde fem procent af husholdningerne en gæld der var tre gange så stor som den samlede indtægt. I 2011 gjaldt dette for femten procent. Hver sjette småbørnsfamilie har i dag en gæld på mere end tre millioner. Kun ét land i verden har højere vækst i boligpriserne, nemlig Brasilien.

Siden 1992 er boligpriserne i Norge øget med 430 procent ifølge den officielle statistik fra ejendomsmæglerbranchen og analysebureauet Pöyry. I same periode blev den nominelle indkomst fordoblet. Det vil sige, at boligudgifterne er steget fire gange så meget som lønnen.

Fra november 2011 til november 2012 steg boligpriserne i gennemsnit 7,5 %. Allermest stiger prisen på lejligheder og specielt et- og toværelsers. Alle der tænker nærmere over dette forventer, at det ikke kan vare ved – boblen må springe på et tidspunkt.

Skyfri horisont igen?

Men akkurat som før den såkaldte finanskrise blev erkendt i 2008, siger alle de økonomiske eksperter at himlen er skyfri og man bare skal låne derudaf fordi boligpriserne vil fortsætte deres himmelflugt. Og de får støtte af selveste Norges Bank, som dog tilføjer, at der er en vis grund til bekymring, men at centralbanken ikke kan foretage sig noget som helst eftersom kriserenteniveauet i det øvrige Europa er så lavt…

Friheden under kapitalismen består i, at du kan sælge din arbejdskraft til hvem du vil, hvis nogen da vil have den. Den anden frihed er, at du får lov til at være gældsslave livet ud. Norske husholdninger har en samlet bruttogæld på 2350 milliarder kr. Det er ikke meget mindre end Oliefonden.

Hvad betyder dette? Det betyder, at de færreste egentlig ejer det de tror de ejer – det er banken som ejer dem. Og det folk tror er store opsparede reserver på grund af opblæste boligpriser, kan vise sig at være småpenge, når krakket kommer. Som det allerede er sket i Irland, i Grækenland, i Spanien.


Men hvorfor skulle et sosialistisk samfund løse boligkrisen?

For det første: Socailismen betyder, at statsmagten tjener arbejderklassen, ikke ejendomsspekulanter, entreprenører eller bolighajer. Tag over hovedet er en ret du har, ikke noget du skal ud på markedet for at forsøge at skaffe dig.

Noget af det første der sker efter en socialistisk revolution er, at ejendom skabt gennem andres sved bliver eksproprieret. Det indbefatter bankerne og alle kapitalistiske finansinstitutioner. Almindelige menneskers gæld bliver slettet, arbejdsfolk vil aldrig igen blive gjort til gældsslaver for banker og finansinstitutioner.

Al jordejendom bliver overtaget af staten. Det er slut med, at grunde eller boliger kan omsættes på et såkaldt frit marked. Dermed gør socialismen kort proces med ejendomsspekulation.

Hotelejere som Olav Thon og Petter Stordalen vil ikke længere være hotelejere. Måske vil hotellerne blive brugt til at huse de hjemløse i en overgangsfase mens den nye arbejderstat sætter gang i et omfattende boligbyggeri.

For det andet: Socialismen har til opgave, at tilfredsstille folkehusholdningens materielle og kulturelle behov. Det kan kun gøres gennem en langsigtet plan for samfundsudviklingen.

Det vil sige, at det ikke er markedet der bestemmer antallet af boligprojekter, men den demografiske udvikling og de økonomiske og kulturelle planmål.

De økonomiske planer under socialismen kan være både præcise og langsigtede fordi dette ikke er et system der hærges af kapitalistiske kriser, af markedets uforudsigelighed eller kapitalejernes ret til at styre.

Når den økonomiske plan lægger op til en nybygning af en industrivirksomhed, som lad os sige Hønefoss, så planlægges der samtidig hvor mange boliger der skal stå færdige når fabrikken er klar og den tager højde for, hvor meget tilgængelig arbejdskraft og råmaterialer der kræves for at opgaverne kan løse til rette tid. Der er ingen risiko for, at fabrikken bliver nedlagt efter få år fordi produktionen indgår i den samfundsmæssige plan for at sikre folkets behov for bestemte industri- eller fødevarer. Den er ikke oprettet for at give profit til private ejere, men for at skabe fælles værdier, som kommer hele samfundet til gode.

Under kapitalismen vil nybyggeri af boliger ved Hønefoss først ske når entreprenørerne finder det profitabelt. Det vil i praksis sige, efter fabrikken står færdig og der opstår mangel på boliger i området.

Når fabriksejerne efter nogle år finder ud af, at virksomheden ikke giver tilstrækkelig profit, kan de blot nedlægge den. Hundredevis af arbejdere bliver arbejdsløse, de tvinges til at flytte og sælge med store tab. Et stort antal boliger vil blive forladt.

For det tredje: Under socialismen vil det ikke være tilladt, at lade boligkomplekser stå tomme og forfalde når folk mangler boliger. Det vil hele tiden være en samfundsmæssig opgave, at sørge for at disse ressourcer bliver udnyttet til samfundets bedste. På samme måde som staten garanterer arbejde til alle, garanterer den en bolig til alle.

Arbejdsfolk vil ikke lave revolution blot fordi de er vrede på det rådnende samfundssystem. De vil først være sikre på, at der findes noget bedre at sætte i stedet.

’Javist, kapitalismen fører meget møg med sig, men vi har det trods alt ganske godt her i landet. Hvordan skulle socialismen betyde, at vi fik det bedre?’

Alle kommunister og revolutionære har mødt indvendinger af denne type i diskussioner med arbejdskammerater, familie og venner. Det er ikke fordi folk er bagstræberiske eller reaktionære, men fordi de ved hvad de har og vil have styr på, hvad de får i stedet.

Socialismen må være et konkret og håndgribeligt mål som det er værd at kæmpe for.

Socialdemokrater fra Ap til Rødter helt holdt op med at tale om socialisme, de snakker hellere om, at ’begrænse finanskapitalens magt’ og om ’økonomisk demokrati’. Desto vigtigere er det, at vi kommunister bliver bedre til at forklare hvad vi kæmper for og hvorfor revolution og socialisme vil betyde enorme forbedringer for det arbejdende flertal.

Denne artikel er den første i en serie.


Oversat af Kommunistisk Politik fra Bolignød og dyrtid

Netavisen 28. december 2012