Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti er APK's søsterparti. Det analyserer her situationen omkring det såkaldte kupforsøg, som ikke var noget kup
I nogle måneder har Ecuador været skueplads for en intensivering og udvidelse af de sociale kampe, som forskellige sektorer af arbejdende, fagforeningsmedlemmer, oprindelige folk, bønder, lærere, studenterungdom, offentlige funktionærer, små forretningsfolk og pensionister har udviklet for at modsætte sig Rafael Correa-regeringens politik, som har skadet landets, folkenes og de folkelige organisationers interesser. Denne politik forstærker og støtter en nyliberal privatiserings- og udsalgspolitik.Arbejderne har iværksat aktioner til forsvar for faglige rettigheder, som regeringen har villet aflive. De oprindelige folk har over hele landet kæmpet for at forsvare vandet som en vital menneskelig ressource. Landsbyerne og de indfødtes samfund har modsat sig minelovens karakter af både brandudsalg og rovgriskhed. Lærerne har forlangt bedre garantier for den nationale uddannelse, i modsætning til straffende og eksklusive bedømmelser. Studenterne og alle landets universiteter er imod en lov om højere uddannelse, som eliminerer universiteternes autonomi, studenterdeltagelsen i universitetets drift, gratis adgang og andre fremskridt og rettigheder. De offentligt ansatte har mobiliseret for at forsvare stabile indtægter, som er opnået efter lange kampe, pensionisterne for at forbedre deres pensioner og deres behandling i de sociale ordninger. De små forretningsdrivende er gået på gaderne for en lov, der garanterer deres ret til arbejde, social sikkerhed og andre opnåede rettigheder.
Disse demonstrationer og protester har også fordømt regimets underkastelse for de imperialistiske olie-, mine- og telekommunikations-selskaber, dets villighed til at afbetale på udlandsgælden på ufordelagtige vilkår, for at involvere landet i Plan Colombia og fremme en politik, der er skadelig for den nationale suverænitet ved at underskrive Konventionen om Rettigheder til Havet (CONVEMAR).
Præsident Correa har besvaret disse kampaktioner og fordømmelser fra de sociale organisationers side med en repressiv politik, som kræver døde og sårede som ofre og store materielle skader som i tilfældet med angrebet på landsbyen Dayuma, på minearbejderne fra Azuay, mordet på shuar-professoren Bosco Wisuma (Shuar er et af de oprindelige folk i Ecuador, o.a.), den voldelige fordrivelse af minearbejderne i Zamora og med andre aktioner. Ledere af organisationer af arbejdere, oprindelige folk, bønder, studenter og lærere er blevet tilbageholdt, anklaget og forfulgt. De er genstand for afskyelige angreb og sladder i en øredøvende og overdreven kampagne i de store medier, som regeringen kontrollerer, som beskylder dem for at være ’middelmådige’, ’terrorister’, ’korrupte’ osv.
I denne kontekst opstod der den 30. september i forskellige dele af landet en opstand fra polititropperne, som besatte barakkerne og gik på gaden som svar på den lovgivende forsamlings godkendelse af Loven om offentlige tjenester og præsidentens veto, som fjernede en række fordele, tilkæmpede goder og bonusser, som de havde vundet gennem kamp i en årrække.
De oprørske tropper fordømte disse regeringshandlinger, de forlangte også ændringer i deres topledelse, men de opfordrede ikke på noget tidspunkt til et regeringsskifte eller for, at den skulle væltes. De opfordrede snarere til dialog, til at de autoritære holdninger blev lagt bort, og at der vistes forståelse for deres situation. Under disse omstændigheder føjede polititroppernes kamp sig til rækken af kampe fra andre folkelige sektorers side til forsvar for deres ønsker, rettigheder og tilkæmpede goder.
Vi revolutionære, venstreorienterede og kommunister ser det som vor pligt at støtte denne og alle kampe, som forsvarer de folkelige interesser og landets interesser. Vi betragter det som et bedrag at sige, at disse handlinger er en del af en ’konspiration’ mod demokratiet, imod den siddende regering, og at de er en del af et ’kupforsøg’ fra ’fascisternes’, ’højrefløjens’ side, med ’venstrefløjens deltagelse’, uden at disse udtalelser på nogen måde bevises.
Regimets vedholdende fordømmelse af det påståede ’statskup mod det ecuadorianske demokrati’ opnåede øjeblikkelig støtte fra den amerikanske regering og fra FN, men samtidig fik det også støtte fra UNASUR (De Sydamerikanske Nationers Forbund) og af regeringer i regionen som Venezuela, Bolivia, Argentina, Paraguay, og også fra Colombia, Chile og Peru.
Det er også nødvendigt at pointere, at de fleste sociale organisationer, som har fremsat deres krav og fordringer, har opstillet demarkationslinjer og fordømt virkelige eller formodede konspiratoriske højrefløjs-aktioner fra de gamle regeringspartiers, oligarkernes og imperialismens side. På denne måde har CONAIE (Sammenslutningen af oprindelige nationaliteter i Ecuador), ECUARRUNAR (Bevægelsen af indfødte folk i Ecuador), fagforbundene, Folkefronten og alle dens organisationer udtrykt sig, så anklagerne om en sammensværgelse falder til jorden.
Lederen af fælleskommandoen for de væbnede styrker, general Ernesto Gonzalez, støttede selv den konstitutionelle orden og insisterede på ønsket om revision eller fjernelse af Loven om offentlige ydelser, som er konfliktens kerne, da han stillede op til den ubegrænsede og obligatoriske transmission i alle landets medier, som regeringen beordrede. Han fremlagde også det krav for medierne, som alle talsmændene for det oprørske politi havde fremsat, at deres behov blev tilgodeset. Den meget omtalte ’sammensværgelse mod demokratiet’, som regeringen og dens tjenere fordømmer, eksisterer ikke.
Begivenhederne var seriøse og almene, men de kom ud af kontrol, da Correa i en demonstration af arrogance, med en utilsløret fræk holdning, begav sig hen for at konfrontere rebellerne og blev afvist, også med vrede overdrivelser, af folkene fra regimentet i Quito. Han forblev isoleret i politihospitalet, hvorfra han blev fjernet om natten ved en militær overraskelsesoperation af overdrevne proportioner, hvilket bragte den øverste statsembedsmands eget liv i alvorlig fare, og som af radio og tv blev udbredt til hele landet. Denne aktion krævede flere dødsofre, tital af sårede og alvorlige skader på hospitalet og dets udstyr.
Efter sin spektakulære exit ankom Correa til Plaza Grande til sine tilhængeres applaus og hurraråb, hvor han gentog sine autoritære, arrogante og intimiderende gestus – med anklager uden bevis, fordrejning af sandheden og krav om ’offentlig afstraffelse’, at han ’ikke vil tilgive og ikke glemme’ de sammensvorne osv.
Vi revolutionære, kommunister, arbejdere og folk ved meget vel, at demokrati er et resultat af massernes kamp i hundreder af år, og derfor forsvarer vi det på trods af dets mangler og ufuldstændighed. Repræsentativt demokrati er et udtryk for de herskende klassers magt, det beskytter deres interesser. For det store flertal, for de arbejdende klasser, er det fortsat retorik, i hvis navn de ekskluderes og de hensynsløst trampes på.
Med en klar forståelse af disse begreber må det konstateres, at den sociale kamp, arbejdernes og folkenes aktioner, og selv polititroppernes oprør, ikke foreslog eller planlagde at nedbryde landets institutioner, og endnu mindre er et resultat af konspiratoriske ønsker og kupmagere fra højrefløjen, de gamle regeringspartier og imperialismen.
Arbejdernes og folkenes og det revolutionære venstres vej er klart defineret: det er den uafhængige march i søgen efter deres definitive befrielse og i den daglige kamp for deres sociale og demokratiske rettigheder, forhåbninger og opnåede resultater.
Vi må ikke desto mindre konstatere, at regeringens sang om, at et ’statskup’ fandt sted, havde succes, og den forvirrede en del af den offentlige mening i vort land og i udlandet. I den folkelige arena er sagen klar. Gårsdagens begivenheder er en ny episode i den sociale kamp.