Fire soldater mistede livet, da det pansrede køretøj, de sad i, sprængte i luften den 27. juni. Dette er så langt det største norske tab i kolonikrigen i Afghanistan. De norske marxist-leninister har denne kommentar. En af de omkomne, Andreas Eldjarn, skal være fætter til Bård Vegar Solhjell (SV), en af regeringschef Stoltenbergs egne ministre (undervisningsminister, KP). Men heller ikke dét rokker ved de rød-grønnes NATO-loyalitet. Statsministeren gør det krystalklart, at regeringen vil fortsætte med at sende norske soldater ud i denne uretfærdige krig, som i snart ni år er blevet udkæmpet under falsk flag.
Den afghanske modstand mod okkupation er retfærdig, ligegyldigt hvad man ellers måtte mene om Taliban eller Hezb-i-Islami. Ansvaret for de norske dødsfald ligger hos krigsminister Faremo og statsminister Stoltenberg, som har sendt soldaterne på dødsmission i en blodig uretfærdig krig. Hvor længe skal den norske opinion lade sig bedrage af krokodilletårerne hos ministre, som dybt bevæget iscenesætter overdådige parader og helteceremonier, når kisterne kommer hjem? Hykleriet kender ingen grænser:
- I dag, mere end længe, bliver vi mindet om, hvor dyrebar frihed og tryghed er, siger statsministeren, som selvsagt er «stolt af de norske soldaters indsats i Afghanistan».
Det er som bekendt en indsats til forsvar af amerikanske og vestlige økonomiske og strategiske interesser i Centralasien og har mindst af alt noget at gøre med frihed og tryghed. Ikke for de norske soldater eller for det norske folk, og endnu mindre for afghanerne. Det er en krig for ressourcer og transitruter.
Krigen er ikke bare uretfærdig, den er også en tabt krig for imperialistblokken, som Norge er en del af. Stadig flere af de militære eksperter og generaler har indset dette, og splittelsen øges både mellem de imperialistiske regeringer og mellem politikere og generaler. Supermanden med lyssky operationer som speciale, general McChrystal, tog bladet fra munden og fik omgående en fyreseddel af præsident Obama, mens NATO-toppen med Fogh Rasmussen og den indsatte præsident Karzai i Kabul gerne ville have beholdt ham.
Den store operation, som skulle «udrense» Taliban, er en fiasko, og NATO har mistet dobbelt så mange mand i første halvår 2010 sammenlignet med i fjor. Den 10. maj indledte Taliban sin forårsoffensiv – «Al-Fatah» (Sejr) – mod amerikanerne og NATO-tropperne. Det Islamiske Emirat Afghanistan (dvs. Taliban) bekendtgjorde dengang, at offensiven «vil omfatte aktioner mod de fremmede og deres medhjælpere over hele landet. Den vil indeholde en taktik for vellykkede overraskelsesangreb, operationer ind mellem byer og belejringer af disse, blokade af vejene, som leder til militære centre, brug af vejbomber, likvideringer af regeringens tjenestemænd, tilfangetagelse af udenlandske angribere samt martyrangreb efter behov».
Løbet er snart kørt for NATO og USA i Afghanistan. Den rød-grønne regering giver af og til nogen kryptiske signaler om, at den faktisk ved og forstår dette, men vover ikke engang tanken om at bryde den hellige NATO-loyalitet. Det gør dem til endnu værre krigsforbrydere, fordi de med åbne øjne fortsætter med at sende afghanske civile og norske soldater i døden.
Hvis det skal komme noget godt ud af de nyeste fire norske dødsfald, som langtfra bliver de sidste, måtte det være, at den norske opinion for alvor vågner og konfronterer et parlament, hvor ikke en eneste repræsentant tør give mæle til krigsmodstanden fra en stadig voksende del af folket fra stortingets talerstol.