Latinamerikas ”21. århundredes socialisme” i historisk perspektiv
Kommunistisk Politik 23, 2009
Den kendte amerikanske amerikanske sociolog, professor James Petras, analyserer ’det 21. århundredes socialisme’ – og finder at den på trods af enkelte originale elementer er en fortsættelse af det 20. århundredes socialdemokratisme i Latinamerika og i Europa i årene efter 2. verdenskrig, hvor ’velfærdsstaterne’ dannedes. Det danner også baggrund for et billede af dens fremtid.
Af James Petras
Introduktion
Valgsejrene for centrum-venstre regeringer i mindst 3 latinamerikanske lande (Venezuela, Bolivia og Ecuador, KP) og deres søgen efter en ny ideologisk identitet, der skal legitimere deres styre, har fået ideologerne og de siddende præsidenter til at dyrke forestillingen om, at de repræsenterer en ny version af socialismen – det 21. århundredes.
Prominente skribenter, akademikere og talsmænd for regimerne har lovprist en helt ny variant af socialismen, som komplet adskiller sig fra, hvad de kalder for den fejlslåede sovjettype socialisme fra det 20. århundrede. Fortalere og talsmænd for ”21ås.” taler om en ny politisk-økonomisk model, der funderer sig på, hvad de betegner som et radikal brud med både de indtil nu eksisterende nyliberale frie markeds regimer, og de gamle ”statsliggjorte” versioner af socialisme, som legemliggjordes i det tidligere Sovjetunionen såvel som i Kina og Cuba.
Denne artikel vil fortsætte med at undersøge de mange kritikpunkter fremsat af ”21ås” omkring både nyliberalisme og det 20. århundredes socialisme (”20ås”), såvel som det reelle i påstandene om nyskabelse og originalitet, og fremsætte en kritisk analyse af deres aktuelle optræden.
“21ås” kritik af nyliberalisme
Det “21ås” regimer voksede ud af kriserne og de bankerotte nyliberale regimer, som prægede Latinamerika fra midt i 1970’erne til slutningen af 1990’erne. Disses død fremskyndedes af en række folkelige opstande, der blev drivkraft i fremkomsten af centrum-venstre regimer, der var baseret på en afvisning af nyliberale sociale og økonomiske doktriner og som gav løfter om grundlæggende forandringer til gavn for det store flertal. Selvom der er vigtige programmatiske forskelle blandt regeringerne, der hylder ”21ås”, så deler de en fælles kritik af seks træk ved den nyliberale politik.
1. De afviser forestillingen om, at markedet skal have forrang og dominans over staten, hvorved de mener logikken om, at kapitalistklassens profitmaksimering alene skal udforme den offentlige politik. Kollapsen for den markedsdrevne kapitalisme under krisen i 2000-2002 (i Latinamerika, KP) og massefattigdommen miskrediterede doktrinen om ”rationelle markeder”, da antallet bank og forretningskrak steg med raketfart, middelklassen mistede sin opsparing, og gader og pladser blev stopfyldt med arbejdsløse arbejdere og bønder.
2. ”21ås” regimerne fordømmer den deregulering af økonomien, der førte til væksten af spekulanter frem for produktiv kapitalisme. I de nyliberale regimers regi blev al regulerende lovgivning, der var indført siden krisen i 1930’erne, ophævet, og en politik med kapitalkontrol og finansielt tilsyn blev suspenderet til fordel for et ”selvregulerende” regimente, hvor markedets aktører opsatte deres egne regler, hvilket ifølge kritikerne medførte spekulation og finansiel svindel og udplyndring af både offentlige og private
3. Finanskapitalens overherredømme i forhold til produktion var det centrale led i ”21ås” -regimernes antikapitalistiske analyse. Der lå heri en implicit sondring mellem ”dårlig” kapitalisme, der optjente sine rigdomme uden at producere varer eller tjenesteydelser, og ”god” kapitalisme, som angiveligt producerede værdi til social gavn.
4) I tæt sammenhæng med den generelle kritik af nyliberalismen var der en specifik kritik af sænkningen af toldbarrierer, privatiseringen af offentlige virksomheder til under den reelle markedsværdi, samt afnationaliseringen af ejerskabet til strategiske ressourcer og den massive vækst i uligheden.
5. ”21ås” fremhævede, at de nyliberale regeringer overdrog de økonomiske virkemidler til private og udenlandske banker (som Den Internationale Valutafond), der gennemtvang deflation i stedet for at fremme økonomien via indsprøjtning gennem statslige udgiftsstigninger. De politiske ledere fra centrum-venstre brugte denne kritik af nyliberalismen og de implicitte fremtidsløfter til at bryde afgørende med nyliberalismen - uden at forpligtige sig til et konkret brud med en anden slags kapitalisme.
Mens centrum-venstre kritikken af nyliberal kapitalisme appellerede til de folkelige klasser (arbejdere, småbønder o.s.v., KP), var afvisningen af ”20ås” henvendt til middelklassen og skulle forsikre de produktive klasser (erhvervslivet) om, at de ikke ville anfægte privatejendom som helhed.
Kritik af det 20. århundredes socialisme
I en slags politisk balancegang i forhold til kritikken af nyliberalisme har fortalerne for ”21ås” også lagt distance til det, de kalder det ”20. århundredes socialisme”. Til dels som en politisk taktik for at afvæbne eller neutralisere de talrige og magtfulde kritikker af de daværende socialistiske regimer og til dels for at at gøre krav på at have skabt en ny, up-to-date, socialisme i tidens ånd, fremhæver ”21ås” følgende kritikker af og fokuserer på deres forskelle til det 20. århundredes socialisme:
1. Datidens socialisme blev domineret af et meget tungt bureaukrati, som fejlfordelte ressourcerne og kvalte skaberånden og de personlige valg.
2. Den gamle socialisme var dybt udemokratisk, både i den måde hvorpå den herskede, i organiseringen af valg og med hensyn til ét-parti staten. Undertrykkelse af borgerrettigheder og al markedsaktivitet rangerer højt i ”21ås” fremstilling heraf.
3. ”21ås” identificerer demokrati som en styreform med parlamentarisk vej til magten eller til regimeskift. Regimeskift, der følger af væbnet kamp fra især guerillabevægelser fordømmes, selvom alle de tre ”21ås” regeringer kom til magten via valg, der efterfulgte folkelige opstande.
4. Et af de nøgleargumenter, som fremføres af ”21ås”-regeringerne er, at det før i tiden er mislykkedes for socialisterne at tage de specifikke forhold i de enkelte lande rigtigt i betragtning. Konkret lægger de vægt på forskelle med hensyn til racemæssige, etniske, geografiske, kulturelle, historiske traditioner, politisk praksis osv., som der nu tages hensyn til i defineringen af ”21ås”.
5. I pagt hermed lægger de vægt på den nye globale magtkonstellation i det 21. århundrede, der former politikkerne og angiver mulighederne for ”21ås”. Blandt disse nye faktorer anføres det tidligere USSR’s forsvinden og Kinas overgang til kapitalisme; opstigningen og den relative nedgang for den amerikansk centrerede verdensøkonomi; fremgangen for Asien, specielt Kina; fremkomsten af de venezuelansk iværksatte regionale initiativer; fremgangen for ’centrum-venstre’- regeringer i hele Latinamerika; samt mere flerstrengede markeder, i Asien, inden for Latinamerika, i Mellemøsten og andre steder.
6. ”21ås” regimerne bedyrer, at den ”ny udformning af samfund og stat” ikke er en ”kopi” af nogen tidligere eller nuværende socialistisk stat. Det er næsten som om ethvert virkemiddel, politisk skridt eller institution er designet af de nuværende ”21ås” regimer. Originalitet eller nyskabelse er et argument, der skal forstærke regimets legitimitet overfor udenlandske og hjemlige kritikere fra det anti-kommunistiske højre og til at afvise substantiel kritik fra Venstre.
7. ”21ås”-regeringerne gør det til en pointe at understrege, at lederne ikke har forbindelser til kommunisme, hverken i fortid eller nutid, og i Bolivias og Ecuadors tilfælde afvises marxisme åbent både som analyseredskab og som basis for politiske forskrifter. Undtagelsen er præsident Chavez, hvis ideologi er en blanding af marxisme og nationalisme, der er knyttet til Simon Bolivars ideer. Både Correa og Morales skyer klasseopdelinger, og opstiller i stedet i førstnævntes tilfælde en ’borgernes revolutio’ mod et korrupt partivælde, og i den andens et lkulturelt undertrykt indiansk samfund i Andes mod ’det europæiske oligarki’.
Kritik af det “21. århundredes socialistiske regimer”
Mens “21ås”-regimerne mere eller mindre klart har erklæret, hvad de ikke er, og hvad de forkaster fra fortiden både til venstre og højre, og i generelle termer har erklæret, hvad de er, så har deres praksis, politik og institutionelle sammensætninger rejst alvorlig tvivl omkring deres revolutionære påstande, originalitet og deres evne til at møde forventningerne hos deres brede folkelige vælgerskare.
For mens et antal af ideologer, politiske ledere og kommentatorer refererer til sig selv som tilhængere af ”21ås”, er der en storevforskelle mellem dem i både teori og praksis. En kritisk undersøgelse af landenes erfaringer vil belyse både forskellene mellem regimerne og originalitetskravets rigtighed.
Venezuela: Fødested for ”21ås”
Præsident Chavez var den første og er den mest fremtrædende fortaler for og udøver af ”21ås”. Skønt efterfølgende præsidenter og skribenter i Latinamerika, Nordamerika og Europa er sprunget med på vognen, er der ingen standardpraksis til at matche den offentlige retorik.
På mange måder bestemmer præsident Chavez’ og den venezuelanske regerings handlinger de mest radikale ydergrænser både for udenrigspolitikken, som udfordrer Washingtons krigspolitik, og termerne for de hjemlige sociale og økonomiske reformer. Ikke desto mindre eksisterer der, selvom der findes nyskabende og hidtil ukendte træk i den venezuelanske ”21ås”-model, stærke ligheder med tidligere radikale folkelige-nationale regeringer i Latinamerika og de europæiske velfærdsstatsreformer.
Det mest slående nye og originale træk ved den venezuelanske version af “21ås” er den stærke blanding af den ”historiske” bolivariske nationalisme, af det 20. århundredes marxisme og af latinamerikansk populisme. Præsident Chavez opfattelse af ”21ås” bygger på og begrundes i hans grundige studium af grundlæggeren af venezuelansk selvstændighed i det 19. århundtrede, Simon Bolivars skrifter, taler og handlinger.
Chavez’ forståelse af et afgørende brud med imperiemagterne, nødvendigheden af folkelig massestøtte mod en utroværdig hjemlig elite, der er parat til at sælge landet for at opretholde deres privilegier, er kraftigt forankret i hans studier af Simon Bolivars opstigning og fald. Selvom Chavez ikke gør noget forsøg på at identificere Bolivar med marxisme, argumenterer han kraftigt for de ubestridelige nationale rødder i hans ideologi og praksis. Mens han støtter den cubanske revolution og fastholder en tæt forbindelse med Fidel Castro, gør han tydeligvis ikke forsøg på at assimilere eller kopiere den cubanske model, heller ikke når han tilpasser visse træk ved masseorganisationer til venezuelanske realiteter.
Chavez’ økonomiske praksis indebærer udstrakt nationalisering og ekspropriering (med kompensation) af store dele af olieindustrien, udvalgte nationaliseringer af nøgleforetagender baseret på pragmatiske politiske betragtninger, herunder konflikter mellem kapital og arbejde (stål, cement, tele) og i en bestræbelse på at skabe større fødevaresikkerhed (landreformer). Hans politiske dagsorden indebærer dannelsen af et socialistisk masseparti, der er konkurrencedygtigt inden for rammerne af et flerpartisystem, og afholdelse af frie og åbne folkeafstemninger for at sikre konstitutionelle reformer.
Det nye ligger i opmuntringen af lokalt selvstyre via dannelse af ikke-sekteriske råd, baseret på bydele, for at gå uden om et ineffektivt, fjendtligt og korrupt bureaukratis gustne hånd. Chavez’ mål synes til tider at være udskiftning af ’repræsentativt’ valgte politikere, der er styret af den professionelle politiske elite med et system med direkte demokrati, der er baseret på selvforvaltning på fabrikker og i boligkvarterer. Hvad angår socialpolitikken har Chavez grundlagt en mangfoldighed af programmer, der er designet til at hæve levestandarden for 60 % for befolkningen, iberegnet arbejderklassen, selvstændige, fattige bønder og kvindelige forsørgere. Disse reformer omfatter almen og gratis medicinsk behandling og gratis undervisning op til og indbefattet universitetsadgang.
Ansættelse af 20.000 cubanske læger, tandlæger og teknikere og et massivt program, der spænder over bygning af klinikker, hospitaler og mobile enheder over hele landet med prioritet til lavindkomstbydele, som blev ignoreret af tidligere kapitalistiske regimer og private sundhedsarbejdere. Chavez-regimet har bygget og finansieret et stort netværk af offentligt styrede supermarkeder, som sælger fødevarer samt andre dagligvarer til priser med offentlige tilskud til lavindkomstfamilierne.
Udenrigspolitisk har Chavez konsekvent opponeret mod USA's krig i Mellemøsten og Sydasien og hele begrundelsen for imperialistiske krige, der rummes i doktrinen om ”krig mod terror”
Kritik: Hvor ny er Venezuelas ”21ås”
Adskillige spørgsmål dukker med hensyn til Venezuelas version af ”21ås”:
1. Er det reelt ”socialisme” eller, endnu bedre, repræsenterer det et brud med 20. århundredes socialisme i alle dens varianter?
2. Hvad er ”balancen” mellem tidligere og nuværende kapitalistiske træk i økonomien og de socialistiske reformer, der er introduceret i Chavez-årtiet?
3. I hvilken grad har de sociale forandringer reduceret ulighederne og givet folkemasserne større sikkerhed i denne overgangsperiode?
Venezuela er i dag en blandingsøkonomi, hvor den private sektor fortsat har forrang inden for bankvæsen, landbrug, handel og udenrigshandel. Regeringsejendommen er vokset, og nationale og sociale prioriteringer har dikteret overtagelsen af olieressourcer. Selvom Venezuelas blandingsøkonomi minder om de tidlige socialdemokratiske modeller i Europa efter 2. verdenskrig, så er der én meget væsentlig forskel: Staten ejer den mest lukrative eksportsektor og den vigtigste kilde til indbringning af udenlandsk valuta.
Mens regeringen reelt har øget de sociale udgifter til et sammenligneligt eller øget niveau i forhold til tidlige socialdemokratiske regeringer, har den ikke formindsket den store koncentration af rigdom og indkomst hos overklassen via progressiv beskatning som i Skandinavien og andet steds. Uligheden er fortsat langt større end i det 20. århundredes socialistiske samfund og svarer til forholdene i de eksisterende latinamerikanske samfund. Desuden har de øverste og næstøverste lag i statsbureaukratiet, og især indenfor olieindustrien og relaterede industrier, en aflønning som er sammenlignelig med deres kapitalistiske modparter, sådan som det også var tilfældet i de nationaliserede industrier i England og Frankrig.
Selvforvaltning af offentlige virksomheder, som er en relativ ny ide i Venezuela, har bevæget sig udover grænserne for de tyske socialdemokratiske skemaer for ’økonomisk demokrati’, men er begrænset til mindre end et halvt dusin større foretagender - langt fra det omfattende, nationale netværk, der fandtes i det socialistiske Jugoslavien mellem 1940’erne og 1980’erne
Chavez-regeringens forslag til landreformer har, trods deres radikale hensigt og fremmet med magt af præsident Chavez, slået fejl i forhold til at ændre forholdet imellem landarbejdere, bønder og store godsejere.
Hvor der er taget skridt i forhold til udstykning af jord, har regeringsbureaukratiet fejlet ved ikke at sørge for udvidet service, finansiering, infrastruktur og sikkerhed for de, der skulle have glæde af reformerne.
Nationalgarden har på opdrag eller af undladenhed fejlet i deres opgave med at stoppe godsejernes snigmord på jordreformens ledere og støtter ved hjælp af lejemordere. Over 200 uopklarede mord på bønder er blevet bogført her ved slutningen af 2009.
Mens fortalere for ”21ås” har betonet regeringens nationalisering af olieselskaber på bekostning af de eksisterende ejere, glemmer de at medregne det stigende antal nye fællesforetagender med multinationale firmaer fra Kina, Rusland, Iran og EU. Med andre ord: Mens visse amerikanske multinationales rolle er aftaget, er udenlandske kapitalinvesteringer i mineraler og oliefelter faktisk steget, især i det enorme Orinoco-felt.
Mens skiftet i olieinvesteringspartnere formindsker Venezuelas strategiske sårbarhed overfor USA pres, styrker det ikke økonomiens socialistiske karakter. Disse fællesvirksomheder styrker derimod det argument, at Venezuelas blanding af statslig og privatsektor økonomi nærmer sig den socialdemokratiske model fra midten af det tyvende århundrede.
Det mest tvivlsomme aspekt ved Venezuelas påstand om socialisme er den fortsatte afhængighed af et enkelt produkt (olie) og afhængighed af et enkelt marked, USA, som er en åbenlyst fjendtlig og destabiliserende handelspartner. Chavez-regimets bestræbelser på at finde flere handelspartnere er blevet endnu mere påtrængende med Obamas militærpagt med den colombianske præsident Alvaro Uribe om at besætte 7 militærbaser.
En lige så stor trussel mod den eksisterende massebasis for Chavez’ vej til socialisme er den stærkt stigende kriminalitet, der grunder sig på fremvæksten af et pjalteproletariat og dettes forbindelse til colombianske narkohandlere og civile og militære embedsmænd. I mange fattigkvarterer kæmper dette pjalteproletariat imod lederne af de kommunale råd om overherredømme og anvender uro og vold til at udvide deres magtsfære. Indenrigsministeriet og politiets ineffektivitet og deres manglende nære arbejdsrelation til bydelsorganisationernes er en alvorlig svaghed ved mobiliseringen af civilsamfundet og betegner en begrænsning af kommunalrådsbevægelsens effektivitet.
De bemærkelsesværdige reformer indført af Chavez-regeringen, og den originale syntese af bolivarisk anti-kolonialisme med marxisme og anti-imperialisme markerer et brud med den før så dominerende udbredte nyliberale praksis i Latinamerika i det sidste kvarte århundrede, som stadig praktiseres af mange nuværende regimer, selvom de påstår noget andet.
Det tvivlsomme er imidlertid, om alle disse forandringer beløber sig til en ny version af socialisme, med den givne overvægt af kapitalistiske ejendomsforhold i strategiske sektorer af økonomien og de fortsatte klasseuligheder i både den private og offentlige sektor.
Alligevel bør vi holde for øje, at socialisme ikke er et statisk begreb, men en fremadskridende proces, og at hovedparten af de nye skridt, der tages, tenderer til at udvide den folkelige magt på fabrikker og i bydelene. (...)
Det 21. og det 20. århundredes socialdemokrati
Mens omfanget og dybden af de socialøkonomiske reformer, som ”21ås” langt fra nærmer sig de strukturelle reformer, der fandt sted under de egentlige ”20ås” regimer, hvordan forholder de sig så til den reformistiske eller socialdemokratiske variant?
Tre tilfælde med socialdemokratiske regeringer, baseret på parlamentarisk politik, dukker frem på lystavlen. Arbenz-regeringen i Guatemala (1952-54), Goulart-regeringen i Brasilien (1962-64) samt regeringen Allende i Chile (1970-73). Alle tre daværende socialdemokratiske regimer tilstræbte jordreformer af større omfang, hvor tusinder af bønder ville nyde godt af dem, end de nuværende praktikanter af ”21ås”. Der fandt reelle nationaliseringer af større substans sted i forhold til de to ud af de tre nuværende ”21ås” socialdemokratiske regimer. (Venezuela har eksproprieret et tilsvarende antal firmaer).
Med hensyn til udenrigspolitiske udtalelser og praksis er den anti-imperialistiske politiske retorik ret ens, men de tidligere socialdemokrater var mere tilbøjelige til at ekspropriere udenlandsk kapital. F. eks. eksproprierede Arbenz jord fra United Fruit, Goulart nationaliserede ITT, og Allende eksproprierede Anaconda kobberet. I modsætning hertil har ”21ås” fremmet og inviteret udenlandske landbrugsselskaber og MNS’er til at udnytte landet og mineralressourcerne.
Forskellene med hensyn til politikken for udlandsøkonomien modsvarer forskellene i klassesammensætning og økonomiske alliancer mellem det 20. og 21. århundredes socialdemokrati. Modsat de gængse fejlopfattelser har ”21ås” indgået pagter med regimernes teknokrater, med de multinationale, og med de hjemlige landbrugs- og mineraleliter, der vejer langt tungere i beslutningscentrerne end vælgermassebasen af indianere og arbejdere. Modsat havde bonde- og arbejderbevægelserne større repræsentation og handlingsfrihed både inden for og uden for det 20. århundredes socialdemokratiske regimer. (...)
Nogle verdenhistoriske strukturelle forandringer
En af de nøglefaktorer, der kunne bremse tidligere venstrebølger i Latinamerika, var USA’s økonomiske magt og interventionskapacitet.
Der er stærke tegn på, at USA har undergået en relativ nedgang på begge felter. USA er ikke længere noget kreditorland, det er ikke længere den førende handelspartner for Brasilien, Chile, Peru og Argentina, og man taber terræn i resten af Latinamerika, undtagen Mexico. Washington har mistet indflydelse selv i sin ”patio” (”baggård”), Caribien og Centralamerika, hvor adskillige lande har underskrevet den venezuelansk understøttede olieaftale (Petrocaribe/Oliecaribien).
Washington har for at kompensere for tabet af økonomisk indflydelse (som der er sat yderligere spotlight på med afvisningen af USA’s foreslåede latinamerikanske frihandelsaftale), øget sit militære nærvær ved at udvide syv militærbaser i Colombia. støtte et kup i Honduras mod en socialliberal præsident og øge tilstedeværelsen af den 4. flåde ved Latinamerikas kyster.
På trods af “udvidelsen af den militære magt” har forhold uden for Latinamerika svækket USA’s interventionskapacitet, især de langvarige og uendeligt dyre krige i Irak, Afghanistan, Pakistan og den militære konfrontation med Iran. Den allerede høje grad af udmattelse og modstand i offentligheden gør det vanskeligt for Washington at starte en fjerde krig i Latinamerika. Derfor stoler man på og finansierer militære og civile vasalkombinationer for at destabilisere og vælte modstanderne fra centrum-venstre.
Væksten f globale markeder, særligt i Asien, har givet Latinamerika muligheder for at sprede deres markeder og investeringspartnere, hvilket begrænser de amerikanske multinationales rolle og politiske muligheder som leverandør af udenrigsministeriets politik. Omstillingen af den amerikanske økonomi til finansiel spekulation har undergravet den amerikanske industrielle basis og begrænset dens krav om landbrugs- og mineral-eksportprodukter fra Latinamerika, hvad der flytter dets afhængighed til nye opdukkende magter.
Som følge af de negative konsekvenser af finanskrisen har de latinamerikanske regimer indført regulering af kapitalbevægelser, der begrænser de amerikanske investeringsbankers spekulant-operationer, som er primus motor i den amerikanske økonomi. Mens Washington taler om ”frie markeder” har dets indførelse af protektionistiske forholdsregler (overfor de ledende oversøiske) og støtteordninger til landbrug (sukker, ethanol) skabt dybe modsætninger til latinamerikanske nøglelande som Brasilien. Som førende fortaler for den fejlslagne fri markeds doktrin har USA lidt et enormt tab af ideologisk indflydelse i regionen som konsekvens af den økonomiske verdenskrise 2007-2010.
Af disse grunde er en af store spillere (den amerikanske imperialisme), som har været ansvarlig for den cykliske op- og nedgang for venstreregimer blevet strukturelt svækket, hvilket forbedrer chancerne for deres længere holdbarhed. Dog er USA stadig en betydelig faktor, som har magtfulde ressourcer, baseret på tætte bånd til de stærkeste reaktionære militære og økonomiske kræfter i regionen.
For det andet er centrum-venstre regimerne meget sårbare overfor kriser på grund af karakteren af de udviklingsstrategier, de har valgt – nemlig landbrugs- og mineraleksporten, baseret på udenlandske og hjemlige økonomiske eliter og svingende global efterspørgsel.
For det tredje har centrum-venstre regimerne ikke haft held med at løse grundlæggende regionale ubalancer, eller betydeligt at mindske de sociale uligheder og generobre kontrol med de strategiske økonomiske sektorer. Disse overvejelser rejser spørgsmålstegn ved den længere holdbarhed af de nuværende centrum-venstre regimer.
Der er få interne reformer af statsapparatets karakter og klassestrukturen, som kan forhindre en tilbagevenden til nyliberal politik. Det grundlæggende spørgsmål om hvorvidt de nuværende ”21ås” -regimer er skridt på vej til yderligere socialisering eller simpelthen overgangsregimer, der åbner vejen for genrejsning af nyliberal pro-amerikanske regioner, står stadig til diskussion, selvom der er stadig flere tegn på, at det er det sidstnævnte, ikke det første, der er det mest sandsynlige udfald. (...)
Variationer blandt ”21ås”
Venezuela har nationaliseret store udenlandsk og indenlandsk ejede foretagender (olie, stål, cement, bankvæsen og telekommunikation), eksproprieret store jorder og bosat 100.000 familier dér, finansieret almene offentlige sundheds- og uddannelsesprogrammer og opfordret til kommunale råd og i nogle enkelte tilfælde til arbejderselvstyre.
Bolivia har eksproprieret ganske få, om overhovedet nogen store firmaer. I stedet har Morales fremmet og oprettet offentlige-private fællesforetagender, åbnet døren for snesevis af udenlandske minekonsortier, støttet politiske reformer og udvidede borgerrettigheder for indianerne, og har øget de sociale udgifter til boliger, infrastruktur og fattigdomslindring. Ingen landreformer har fundet sted eller er planlagt.
Den tredje og mest reaktionære variant af ”21ås” findes i Ecuador, hvor store koncessioner til mine- og olieselskaber er ledsaget af privatisering af telekommunikationskoncessioner og af støtteordninger til regionale erhvervseliter. I stedet for at gennemføre jordreformer har Correa overdraget indianske landområder til mineselskabernes udnyttelse.
De vigtigste belæg for påstanden om socialisme findes i det øgede omfang af sociale udgifter, på tilbagekaldelsen af tilladelsen til amerikansk brug af en militærbase i Manta og i en generel kritik af USA’s militær- og frihandels-politik. Correa beholdt den dollariserede økonomi, og har derved begrænset al ekspansiv finanspolitik.
Ved at anvende alment accepterede kriterier for vurdering af den socialistiske natur af både det 20. og 21. århundredes socialisme kan vi nå til en velunderbygget dom om deres resultater m.h.t. at opnå større økonomisk uafhængighed, social retfærdighed og politisk frihed.
Statsejendom
Alle varianter af det 20. århundredes socialisme – på nær den skandinaviske model - opnåede større statslig kontrol over økonomiens kommnandoposter end deres modparter fra ”21ås”. Venezuela er det nærmeste, man kommer erfaringerne fra det 20. århundrede.
Den sammenlignelige præstation af statslige, statslig-private og private modeller varierer: Med henyn til vækst og produktivitet har de statslige selskaber i det 20.århundrede blandede resultater, fra høj vækst til stagnation; de blandede statslige-private selskaber er underlagt markedets og den globale efterspørgsels luner, svingende fra høj vækst i opgangstider og kriseramt udkomme i tider med lave råvarepriser.
Hvad angår sociale forhold, sociale goder og arbejdsbetingelser i den offentlige sektor er socialisme generelt set mere generøs end blandede og privatejede sektorer, selvom aflønning kan være højere i sidstnævnte.
Landbrugsreformer
“20ås” havde langt mere succes med at omdistribuere land og bryde godsejerklassens magt end nogen af de midler, ”21ås” har anvendt. ”20ås” reformer for omdistribuering står i kontrast til de strategier for landsbrugseksport, som de nuværende ”21ås” anvender, som aktuelt har fremmet en større koncentration af landejendom og ulighed mellem landbrugseliter og bønder og jordløse arbejdere på landet.
Imidlertid var landbrugsreformerne dårligt styrede, især i Cubas og Kinas tilfælde og førte til en anden runde af omdannelse, til en gendistribuering af statsfarme til familiebrug og kollektiver.
Som helhed havde det 20. århundredes socialister meget mere succes med at reducere indkomstuligheder (men ikke i at fjerne dem) end deres nuværende modparter. Fordi det 21. århundredes kapitalister, især store mineejere, landbrugskapitalister og banker, stadig kontrollerer de ledende sektorer af økonomien, forbliver de historiske uligheder mellem de 5 % på toppen og de 60 % i bunden uforandrede.
Med hensyn til social velfærd har det 21. århundredes socialister øget de sociale udgifter og hævet mindstelønningerne, men med Venezuela som bemærkelsesværdig undtagelse har de ikke matchet den almene gratis offentlige sundheds- og uddannelsesprogrammer, som blev finansieret af det 20. århundredes socialister.
Mens der var regionale forskelle mellem landet og byen under det 20. århundredes socialisme, så stod fri lægehjælp, social sikkerhed og basal sundhedspleje til rådighed for de fattige på landet under ”20ås”, mens disse for det meste fortsat mangler under ”21ås” regimerne.
Med hensyn til anti-imperialistiske kampe termer er det 20. århundredes resultater det ”21ås” langt overlegne. F. eks. sendte Cuba tropper og militært udstyr til Sydafrika (fortrinsvis Angola) for at afvise en invasion fra det racistiske Sydafrika. Kina sendte i solidaritet med Korea tropper og reddede den nordlige halvdel fra den amerikanske invasionshær. Sovjet gav afgørende våben og luftforsvarsmissiler i støtte til den vietnamesiske befrielseshær og forsynede i næsten et halvt århundrede Cuba med økonomisk støtte og militærhjælp, der tillod landet at overleve USA’s embargo.
Hidtil har ”21ås”, med Venezuela som delvis undtagelse af, ikke givet materiel støtte til igangværende befrielseskampe. Tværtimod. Brasilien, Bolivia, Chile og Argentina fortsætter med at sende militære styrker til den amerikansk støttede besættelse af Haiti.
Når det er bedst fordømmer ”21ås” det amerikansk støttede kup i Honduras (2009), i Venezuela (2002) og militærbaser i Ecuador og Colombia og afviser et frihandelsarrangement med USA i centrum..
Det eneste felt, hvor ”21ås” har åbenbare fortrin er ved dens fremmen af større individuelle frihedsrettigheder og valgprocesser. Der er større tolerance overfor offentlig debat, valg med konkurrende kræfter og politiske partier end der var tilladt i nogle varianter af ”20ås”.
Ikke desto mindre var økonomisk demokrati, eller arbejdermagt, langt mere avanceret under det 20. århundredes chilenske socialisme og jugoslavisk selvstyre end tilfældet er med ”21ås” parlamentariske valg. Desuden var der dengang større bekymring om arbejdernes mening i politikudarbejdelsen selv i de autoritære systemer, end den, der finder sted i de nuværende”21ås” lande, der baserer sig på landbrug og mineraler.
Den større åbenhed relaterer til det faktum, at man står over for mindre intense militære trusler - delvist fordi man ikke har ændret økonomiens grundlæggende kapitalistiske natur.
Sammenlignet med ”20ås” er ”21ås” generelt set mere konservativ, arbejder tættere sammen med multinationale selskaber, er mindre konsekvent anti-imperialistisk og baserer sig på multi-klasseallliancer, som omfatter hele klassehierarkiet, og som binder de forarmede og fattige sektorer af middelklassen til de yderst magtfulde eliter, som sidder på landbruget og råstofferne. Skønt ”21ås” af og til henviser til klasseanalyser, anvender de i krisetider uklare begreber, som tilslører klassedelingen ved brugen af vage og ukonkrete ’populistiske’ kategorier.
Måske skyldes det radikale billede af ”21ås” kontrasten til de tidligere ekstremistiske, højreorienterede regimer, der herskede i det forudgående kvarte århundrede. Stemplet ’socialister’, som er sømmet på nuværende regimer af Washington og vestlige medier, repræsenterer en nostalgi efter fortiden med uhæmmet politisk underdanighed, ureguleret økonomisk plyndring og massiv undertrykkelse af de folkelige bevægelser, snarere end en empirisk analyse af deres socioøkonomiske politik.
Selvom ”21ås” er mindre radikale, og måske står langt fra alment accepterede definitioner af socialistisk politik, har de stadig trukket en grænse i opposition til amerikansk militarisme og interventionisme, har lagt låg over dens kontrol med naturressourcer og givet større tolerance til organisering af sociale bevægelser.
Oversat af KP efter, Global Research, 12. oktober 2009
Artiklen er betydelig forkortet, især konkrete afsnit med analyser af Bolivia og Ecuador.
Netavisen 15. december 2009