I en bestemt forstand er der ingen tvivl om, at valget af Barack Hussein Obama som De Forenede Staters præsident er historisk. Med den første sorte præsident står det klart, at afro-amerikanerne ikke længere kan holdes til mål, der er ’realistiske’ for dem. Årtier tilbage skrev Malcolm X i sin selvbiografi, at da han fortalte sin lærer, at han gerne ville være jurist, svarede læreren, at han skulle sigte efter f.eks. at blive tømrer, for at blive sagfører var ikke noget ’realistisk’ mål for en sort.Obamas præsidentskab vil også markere en ændring fra Bushs stil med tøjlesløse ensidige aggressionskrige. Bush har gjort den amerikanske regering til en af de mest afskyede i hele verden, ikke bare i Mellemøsten og andre undertrykte og afhængige lande, men også blandt de ’allierede’ folk i Vesteuropa. Bush er også blevet en af de mest foragtede præsidenter for en stor del af amerikanerne. I New York City vandt Obama med næsten 80 pct. af stemmerne over McCain, som med rette blev set som en fortsætter af Bushs politik, og i Bronx med dens altovervejende sorte og latinske befolkning vandt Obama med næsten 90 pct. af stemmerne.
Men Obama vandt ikke bare, fordi han nød bred folkelig støtte. Han vandt først og fremmest, fordi han var den klare favorit hos de vigtigste dele af den herskende monopolkapitalistklasse. Hans valgkampagne overgik McCains med ca. 640 mio. dollars mod 240 mio. Og det var ikke kun, fordi millioner af afro-amerikanere og andre arbejdende sendte deres småbidrag (hvilket de gjorde), men fordi de store monopolister, olieselskaberne, bilindustrien, mæglervirksomhederne og andre sektorer bidrog med millioner til hans kampagne.
Også hovedparten af de borgerlige medier gav deres støtte til Obama. I New York City kom støtten ikke alene fra New York Times, som repræsenterer finanskapitalens liberale del og især henvender sig til det hvide småborgerskab og mellemborgerskab. Daily News, hvis vigtigste funktion er at sprede borgerlig demagogi i arbejderklassen, gjorde det også. Af de store borgerlige aviser støttede kun NewYork Post, talerøret for den herskende klasses mest reaktionære dele, McCain. Naturligvis ignorerede de borgerlige aviser totalt Cynthia McKinney, den progressive afo-amerikanske kvinde, der førte en uafhængig kampagne på Det Grønne Partis linje. For at forstå betydningen af de borgerlige medier ved valgene behøver man bare at genkalde sig den almindelige latterliggørelse, de rettede mod Howard Dean, og som knockoutede ham fra valget, da han var den førende kandidat ved det amerikanske primærvalg i 2004, fordi han tog stilling imod Irak-krigen.
Valgene i sig selv viste en klar forkastelse af Bushs politik, ikke bare med hensyn til krigen, men også i forhold til hans gaver til de rige. Millioner af nye vælgere blev registreret (alene i New York City mere end 300.000), hvis store flertal støttede Obama. Omkring 95 pct. af de afro-amerikanske vælgere støttede Obama, ligesom 70 pct. af de latinske. De fleste hvide stemmer (55 pct.) gik til McCain, selvom hvide vælgere i de helt overvejende hvide stater (som Iowa og New Hampshire) havde flertal for Obama. Det var hvide i den afro-amerikanske nation i det sorte bælte i syd, som især stemte McCain.
Hvad repræsenterer Obama?
Ved indledningen til den alvorligste økonomiske krise i USA (og muligvis i verden) siden Den Store Depression, og under den største politiske isolation af den amerikanske regering hjemme og i udlandet, sætter den herskende klasse sin lid til en afro-amerikansk præsident, som betræder embedet med slagordet ’Forandring vi kan tro på’. Men Obamas kandidatur, især siden han blev nomineret ved det demokratiske partikonvent i august 2008, viser tydeligt grænserne for hans foreslåede forandring.
Først valgte Obama Joe Biden som sin makker, en ordinær demokrat, som repræsenterer partiets gamle garde. I særdeleshed støttede Biden Irak-krigen fra starten og har årtiers erfaring i at tjene USA-imperialismen.
For det andet vendte Obama bevidst ryggen til den afro-amerikanske folkebevægelse. Dette sås tydeligst, da han blev tvunget til at tage afstand fra sin tidligere præst, Jeremiah Wright, som stod for en slags frigørelsesteologi, der omfatter brugen af parolen ‘God Damn America’ (på samme måde som folk i borgerrettighedsbevægelsen talte om ‘God Damn Mississippi’). Dette bragte mindelser om, hvordan John Kerry under sin præsidentkampagne i 2004 blev tvunget til at tilbagekalde sin korrekte dom over Vietnamkrigens aggressive karakter. For at være en ’seriøs’ imperialistisk kandidat ved valg i USA må man altid være parat til at tilbagekalde sandheden.
For det tredje bakkede Obama væk fra sine tidligere anti-krigs-positioner. Med hensyn til Irak udtalte han: ’Vi må være lige så forsigtige med at komme ud, som vi var uforsigtige med at gå ind’. Desuden vil han sende flere tropper til Afghanistan og taler tilmed om behovet for at krænke grænsen til Pakistan ’i skarp forfølgelse’ af militante, og vil dermed følge op på Bushs praksis med at bombe pakistanske landsbyer.
For det fjerde og i modsætning til at indtage en ’afbalanceret’ stilling i Mellemøsten har Obama forpligtet sig til at fortsætte den uhæmmede støtte til den vigtigste amerikanske klient i regionen, det zionistiske apartheid-Israel.
For det femte, og som led i en bestræbelse fra begge partier på at redde monopolkapitalismen, gik Obama sammen med McCain for at gennemføre hjælpepakken til de store finansselskaber på 700 milliarder dollars, idet han påstod, at den var nødvendig for at genoplive økonomien. Han foretog sig intet for ved samme lejlighed at komme med en redningsplan for de millioner af amerikanere, der allerede har mistet deres hjem eller nu trues med tvangsauktion, eller for lejere, der sættes på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, for dem, som ikke har penge til at betale for sundhedsydelser, eller for andre af det arbejdende folk, som lider under den kapitalistiske krise.
Endelig har Obamas kabinetsudnævnelser vist, at han fortsætter traditionel kapitalistisk politik. Udnævnelsen af Hillary Clinton som udenrigsminister sikrer kontinuitet til Bill Clintons regime. Eric Holder, selvom han er den første afro-amerikaner, der udnævnes som justitsminister, er også en sagfører, som forsvarede Chiquita, der forsynede colombianske dødspatruljer med 1,7 mio. dollars til at dræbe fagforeningsfolk og andre civile. Og Adolfo Carrion, lederen af Bronx Borough, der er udnævnt til minister for boliger og byudvikling, er kendt for at støtte gyldne gaver på hundreder af millioner skatteyderdollars til store private selskaber for at ’byforny’ Bronx.
Det er ikke noget tilfælde, at Obama indsættes ved magten, hvor USA er på vej mod en dyb krise. Obama vil forestå storstilede nedskæringer af offentlige ydelser på en måde, som den herskende klasse tror vil være mere spiselige, end hvis McCain var præsident. Obama kan sige: ’Vi ville meget gerne kunne sikre sundhedsydelser, der er til at betale for alle, men vi har bare ikke pengene nu.’ Eller: ’Vi ville gerne beskære skatterne for 95 pct. af befolkningen, men vi kan ikke gøre det, når vi har et enormt budgetunderskud.’
De, som tror, at Obama vil være i stand til at gennemføre en slags New Deal-programmer, som giver umiddelbare lettelser til massen af arbejdende, lider af illusioner.
Socialistiske revolutionæres opgave i dag
I perioden før valgene var der mange ægte marxist-leninister og andre progressive kræfter, som støttede Cynthia McKinneys kampagne. McKinney var et seks gange genvalgt demokratisk kongresmedlem fra Georgia, som bevægede sig tæt hen mod progressive positioner, hvor hun ikke bare krævede en tilbagetrækning af alle tropper fra Irak og Afghanistan, men for lukning af alle amerikanske militærbaser i udlandet. Hun støttede en generel sundhedsplan for alle. Hun forlangte en regulær undersøgelse af, hvad der skete 11. september 2001, og for en rigsretssag mod George Bush som præsident. Og efter orkanen Katrina gik hun ind for en genopbygning af New Orleans og for retten til at vende tilbage dertil for den altovervejende afro-amerikanske befolkning, som har boet der.
På grund af disse og andre holdninger blev hun mødt med en bastant modstand fra det demokratiske partis ledelse, som to gange fik hende væltet ved at støtte hendes opponent i det demokratiske primærvalg til kongressen. Derpå brød hun med det demokratiske parti for at opstille som uafhængig kandidat. Marxist-leninister støttede hendes kandidatur, samtidig med de søgte at undgå at afskære sig fra det store antal, især afro-amerikanere, som tror på Obamas slagord om forandring. Vi erkender, at folk som flest må lære af egen erfaring, hvad Obama egentlig repræsenterer, og der er ingen tvivl om, at de vil lære det.
Uanset om de støttede Obama ved valget eller ej, forener mange progressive sig om det folkelige behov for og håb om forandring og forsøger at bygge enhed omkring en række krav vedrørende folks basale behov, f.eks. for job, boliger, sundhed, uddannelse, mod aggressionskrige osv.
Som revolutionære og marxist-leninister må vi indgå i sådanne koalitioner, mens vi hjælper dem til at styre uden om fælden med at blive halehæng til det demokratiske parti eller ’presse det demokratiske parti til venstre’.
Yderligere er det vores opgave som socialister at gøre det klart, at krisen og aggressionskrigene er en del af monopolkapitalismens natur. Her må vi klart gå ud over enhedsfrontens program for at påvise, at kun en socialistisk revolution i sidste ende kan afskaffe kriserne og de imperialistiske krige.
Vi kan her drage lære af Oktoberrevolutionen og den socialistiske opbygning i Sovjetunionen. En af sovjetregeringens første handlinger i oktober 1917 var at trække sig ud af den interimperialistiske 1. verdenskrig og udsende et fredsdekret til alle folkene. Og samtidig med at hele den kapitalistiske verden var fanget i Den Store Depression, afskaffede Sovjetunionen arbejdsløsheden og udviklede en socialistisk planøkonomi med den første af de store femårs-planer, som tjente det arbejdende folks voksende materielle og kulturelle behov.
I 1930’erne, hvor verden stod over for den fascistiske trussel, opfordrede Georgi Dimitrov kommunisterne og alle progressive mennesker i USA til at bygge et Arbejder- og Bondeparti. Under de amerikanske betingelser i dag har vi brug for at opbygge et parti for den multinationale arbejderklasse og de undertrykte nationer og nationaliteter.
Oversat fra det indiske marxistisk-leninistiske tidsskrift Revolutionary Democracy nr. 2, 2008