Til indledning beskrev kammeraten den tragiske begivenhed med en politimands mord på den uskyldige 15-årige skoledreng Alexis Grigoropoulos og ungdommens reaktion på det. Der blev særligt fokuseret på fire spørgsmål:a) Hvordan kunne det ende med mord?
b) Hvorfor ungdommens reaktion kom øjeblikkeligt og var så kraftig
c) Hvordan bevægelsen organiserede sig i de dage og
4) Efterspillet til oprøret og Grækenlands nuværende situation.
Kammeraten fremhævede, at mordet var kulminationen på regeringens politik for den mest ekstreme fascisering af den reaktionære borgerlige stat og samfundslivet. I den foregående tid havde politistyrken udvist en brutalitet uden sidestykke. Tortur af immigranter på politistationer bliver ofte rapporteret; den græske regering samarbejdede med CIA om at kidnappe pakistanere; politiet anvendte tåregas mod demonstranter uden nogen kontrol; o.s.v.
Den græske regering brugte disse metoder til at stoppe protester fra skoleelever, universitetsstuderende og lærere, som fra 2006 er gået til modstand mod den fortsatte privatisering af det græske uddannelsessystem, afviklingen af universiteternes karakter af asyler, hvor politiet ikke griber ind, og de lave lønninger. Denne langvarige kamp har ført til månedlange skole- og universitetsbesættelser, til store strejker, der har løbet i ugevis, og til at titusindvis af demonstranter har protesteret mod regeringen. Regeringens svar var stadig mere brutalitet. Mordet var et resultat af denne spændte situation.
Den græske økonomis dårlige forfatning, de lave lønninger, de høje leveomkostninger, og de store udgifter til uddannelses i Grækenland gjorde folk utilfredse med regeringen og dens politik. Mordet på den unge Grigoropoulos var den gnist, der antændte branden. Skoleleverne genkendte sig selv i den unge drangs døde krop.
Nyheden om mordet spredtes hurtigt. Sms-beskedder i titusindvis blev sendt rundt om natten, da han var blevet dræbt. Der blev dannet Facebook.-grupper. Den første demonstration blev organiseret samme dag. I de første dage efter mordet blev mere end tusinde skoler og universitetsfakulteter besat af unge mennesker, der nægtede at vende tilbage til undervisningen, før der var kommet retfærdighed. Tusindvis af studenter demonstrerede i dusinvis af byer. Politistationer og banker blev deres vigtigste symbolske mål: De førstnævnte som symboler på fascistisk undertrykkelse, de sidstnævnte som symboler på udbytningen (der netop havde modtaget en krisehjælpspakke på 28 milliarder euro ifølge en regeringsbeslutning) og som storkapitalens solide søjler, ansvarlige for massearbejdsløsheden, fattigdommen og nøden, som en stor del af befolkningen oplever.
Den græske kammerat kritiserede reformisterne i KKE (Grækenlands Kommunistiske Parti, det græske revisionistparti), som vendte sig mod uroen og samarbejdede med regeringen for at stoppe den. Han sagde at hovedparten af de unge skoleelever udgør arbejderklassens næste generation, og at slagordet ’Ned med den blodige og skandaløse regering' var den rigtige parole i den situation. Virkningerne af revolten var også internationale: Sarkozy måtte f.eks. udsætte sin planlagte uddannelsesreform i Frankrig, og subcommandante Marcos, zapatisternes leder, hilste den velkommen som et lysende kampeksempel.
Derpå analyserede kammeraten den nuværende situation i Grækenland. Den græske bevægelse vandt mange erfaringer i denne kamp, men den græske regering iværksatte også en række forholdsregler for at forhindre lignende situationer i fremtiden. Universiteternes karakter af asyl er næsten helt ophævet, der blev taget skridt imod universitetsbesættelser, det græske telefonselskab bad det Nationale Polytekniske Universitet om at opspore og lukke Indymedia-serverne, politiet påbegyndte igen indespærring af immigranter, specialstyrker angriber demonstrationer i samarbejde med facistgrupper, o.s.v.
Kammeraten konkluderede, at læren af den store protestbølge er omfattende. Den hjalp unge til at erkende de borgerlige og revisionistiske partiers karakter, og i særderleshed blev KKE’s holdninger afsløret. Der blev sat spørgsmålstegn ved hele det kapitalistiske system og samtidig hjalp urolighederne folk til at erkende deres egen styrke til selv at handle.
Samtidig nåede kampen kun til en vis grænse. Dette må forstås ud fra mangelen på et virkeligt revolutionært kommunistisk parti, som kan bistå masserne i deres kamp, et parti, som inspirerer folk og leder kampen hen imod en kamp mod hele det kapitalistiske system, og ikke bare mod konsekvenserne af systemet, et parti bygger på marxismen-leninismens principper.