Kommunistisk Politik 14, 2007
De mest progressive partier i Mellemøsten var samlet for første gang i Tyrkiet d, 9.-10. juni 2007 på invitation fra Arbejderpartiet i Tyrkiet (EMEP) og Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT), der organiserede konferencen “Folkenes modstand mod imperialismens angreb i Mellemøsten”. Repræsentanter fra forskellige organisationer, partier og en række akademikere deltog i symposiummet. Deltagere fra Tyrkiet, Syrien, Palæstina, Irak, Tunesien, Frankrig og Kolombia har udarbejdet følgende erklæring som resultatet af deres studier af regionen.
Mellemøsten og Nordafrika er under militært, politisk og kulturelt angreb fra imperialisterne og zionisterne. Disse angreb er blevet intensiveret ikke mindst ovenpå begivenhederne 11. september 2001.
Formålet med disse angreb er sætte sig i besiddelse af de underjordiske ressourcer og olie reservoirerne og opnå strategiske fordele. Imperialisterne ønsker at realisere deres mål med zionosternes midler.
Imperialisterne og deres allierede bruger alle redskaber til at nå deres mål. De fremturer med militær aggression, forsøger direkte besættelse, udøver politisk og diplomatisk undertrykkelse og dømmer folkene til hungersnød og fattigdom med økonomiske embargoer.
De frarøver folkene selv deres menneskerettigheder og suveræne rettigheder.
De tøver endda ikke med at sætte sunnier op mod shiitter, og kurdere mod arabere, ved at splitte folkene under udnyttelse af sekteriske konflikter, nationalisme og religiøse følelser.
Deres hensigt er rekonstruere og omforme området i overenstemmelse med deres strategiske mål. På den anden side ønsker de at bagtale kampene og modstanden mod imperialismen som “terrorisme”.
De ønsker at nå deres mål enten gennem undertrykkelse af islam og muslimerne med nye ideologiske konstruktioner eller ved direkte betegne dem som “fjender”.
I øjeblikket er hele området under amerikansk militær overvågning. Man har allerede taget kontrol over de koloniale lande. İ resten har man taget dele af landene ud af disses egne hænder og anlagt militære baser. Man baner vejene for sig selv i regionen. For at opnå denne tilstedeværelse destabiliserer man alle økonomiske og politiske kriterier og balancer. Man holder sig ikke tilbage for at true alle regeringer og folkeslag for at realisere disse mål i regionen og for at styrke sin autoritet og sit overherredømme over hele verden.
Desuden styrker de antidemokratiske regimer og despotiske regeringer i regionen folkenes vanskeligheder i denne sammenhæng. Området styres enten af kongedømmer eller af såkaldt republikanske kongedømmer. Folk, der lever i de besatte lande, har lidt forfærdeligt.
Fattigdom, arbejdsløshed, epidemiske sygdomme og analfebetisme har nået enorme proportioner, som følge af neoliberal politik. Parralelt med alt det er de store landes profitter, imperialisterne rigdomme og deres overherredømme vokset mere og mere.
Vore folk oplever ikke kun den økonomiske, politiske og militære undertrykkelse, men også en stor kulturel undertrykkelse. Vor kultur, tanker og nationale følelser skal ødelægges. De imperialistiske kræfter plyndrer museer og biblioteker, ødelægger skoler, forskningscentre og universiteter, man enten myrder eller fængsler videnskabsfolk og intellektuelle. Alle religiøse og civile organisationer har været forsøgt ophævet; de har været udsat for hærværk. Det folkelige uddannelsessystem har været fuldkomment dereguleret. Ydermere er alle medieinstitutioner i de mellemøstlige lande under kontrol af grusomme monarker.
På trods af alle disse negative betingelser har folkene i Mellemøsten aldrig afholdt sig fra at handle. De vil rejse sig til modstand. De vil indtage deres positioner for at forsvare deres politiske, sociale og økonomiske rettigheder. Den væbnede kamp i Irak har tilintetgjort de amerikanske planer. Modstanden har ligeledes triumferet over zionismen i Libanon.
Modstanden er blevet styrket og oprøret mod besætterne er viokset i Palæstina. Samtidig er modstandsbevægelserne blevet mere disciplinerede og har forårsaget voldsomme tab for besætterne i Afghanistan og Somalia. İ alle landene i området er bevægelserne mod imperialisterne despotisme blevet udviklet mere og mere.
Disse modstandsbevægelser er kaldet til at få politiske støtte fra folkene. Ydermere er minoriteterne i området under dobbelt undertrykkelse fra både imperialisterne og de grusomme regeringer. Folkenes opgave og ansvar er at fjerne problemerne – inden for en demokratisk og social ramme. Med mindre hjemlandet har frihed, kan det aldrig blive demokratisk. Uafhængighed og frihed vil være meningsløs, så længe folk ikke er i besiddelse af deres egne lokale ressourcer og rigdomme i deres fulde omfang.
Ved at tilsidesætte den nationalisme, sekterisme og religionsstyring, som imperialisterne har opflasket, udviklet og givet næring til, skal vi samle vores folk mod imperialisterne og zionisterne.
Kampen mod trekanten Reaktion-Zionisme-Imperialisme skal føres over en bred front. Der er også nogle islamiske kræfter, der kæmper mod reaktion, zionisme og imperialisme. På dette punkt skal vi styre mod det samme mål uden at opgive vores egne programmer og ved at holde os forskellene mellem dem og os i sinde. Den grundlæggende pligt for alle revolutionære i denne kamp er at forene alle arbejdere og arbejdende på en godt underbygget politik og ideologi.
Det er den eneste vej til opnå succes.
Deltagerne på dette sympositium i Istanbul støtter modstandsbevægelserne i Irak, Palæstina, Afghanistan, Libanon og Somalia og fremhæver, at folk, der gør modstand mod besættelse ikke har nogen forbindelse til “terrorisme”. Den virkelige terror er besættelsen og ødelæggelsen af kulturer. Indenfor denne ramme er deltagerne enige om, at det allervigtigste spørgsmål i området er det palæstinensiske problem. Sikkerhed og stabilitet er umulig uden at løse det problem. Det palæstinensiske folk skal afgøre dets egen fremtid. Opgaven for det palæstinensiske folk er at etablere en palæstinensisk stat i det historiske land Palæstina.
I den forbindelse betoner deltagerne følgende punkter:
- Palæstinensernes kamp mod zionisterne er en del af kampen mod imperialismen i regionen og i verden. Vi støtter alle former for den palæstinensiske kamp, inklusive den væbnede kamp mod zionisterne, der er røveriske og chauvinistiske. Vi vil ikke diskriminere/vælge imellem disse bevægelser. Vi opfordrer disse grupper, nationalister, venstredrejede, islamiske bevægelser, der kæmper for det palæstinensiske folk til at sikre deres nationale enhed og løse deres indenlandske problemer omgående inden for en demokratisk struktur.
- Deltagerne på mødet protesterer mod den økonomiske og politiske indhegning, der praktiseres mod det palæstinensiske folk, og kræver tilintetgørelse af indhegningen så hurtigt som muligt.
- Vi anerkender modstanden i Irak. At besætterne forlader Irak øjeblikkeligt er den første betingelse for at løse det irakiske folks problemer. På ny opfordrer deltagerne på mødet alle kræfter i Irak til at tilsidesætte sekteriske, nationalistiske og religiøse problemer og enes. Vi protesterer mod drabene på civile. Aktioner rettet mod civile retfærdiggør og legitimerer at modstanden reagerer imod dem.. Hvis denne enhed praktiseres, vil sejren komme meget snart. Denne sejr vil være et voldsomt slag mod USA-imperialismens planer for regionen.
- Vi støtter kampene i de andre modstandsområder i regionen, i Afghanistan, Somalia og Libanon, og understreger, at folkene i regionen har ret til at gøre modstand. Vi hilser hjerteligt det libanesiske folk, der kæmpede mod det zionistiske Israel, og vandt sejr sidste sommer.
- Konferencen protesterer mod USAs trusler mod Syrien og Iran. Disse trusler må fordømmes hårdt, uanset hvad undskyldningerne er. At udskifte regimerne i Iran og Syrian er helt grundlæggende det iranske og syriske folks eget problem. Ingen ydre kræfter skal blande sig i denne sag.
- Vi fordømmer angreb og besættelse, som har til mål at overtage Sudans naturressourcer og opfordrer folk i området til at mødes og etablere stærke indbyrdes forbindelser. Vi må reagere samlet mod den fælles fjende. Vi støtter alle former for folkelig kamp i regionen for at opnå kulturelle, sociale og politiske rettigheder.
- Vi fordømmer regeringernes tyranniske holdninger mod civil og politisk opposition i regionen. De politiske retssager i Marokko bør stoppes omgående. Vi fordrer at lignende retssager i Tunesien, Ægypten, Syrien, Iran, Tyrkiet og Golfstaterne stoppes med det samme. Vi opfordrer alle, der er tvunget til at forlade deres lande som følge af deres politiske overbevisning, til straks at vende tilbage til deres lande, og til at de, der er fængslet, løslades.
- Deltagerne på mødet støtter selvbestemmelsesretten for alle folk i regionen..
- Endelig udtrykker vi ønsket om, at sådanne konferencer afholdes hvert år med endnu flere deltagere og et endnu mere dybdegående indhold.
Deltagerne på konferencen:
Arbejderpartiet (EMEP) – Tyrkiet
Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT)
Syriens Kommunistiske Arbejderparti
Syriens Kommunistiske Parti – Politbureau
Den Syriske Kommunistiske Organisation
Demokratisk vej – Marokko
Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP)
Colombias Kommunistiske Parti (marxistisk-leninistisk)
Sahar Mehdi, Komiteen for et Frit Irak
Sallameh Keileh, syrisk marxist
Professor Georges Labica, Komiteen for Ægte fred i Mellemøsten – Frankrig
Jellual Azzouna, formand for De frie skribenters forbund - Tunesien
Se også
Folkenes kamp mod imperialismens angreb i Mellemøsten-Folkene i regionen må handle samlet
Netavisen 5. juli 2007