Udtalelse
Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF
Resultatet af første runde af præsidentvalget placerede Sarkozy, kandidaten for den kæmpende neo-liberalisme, foran Ségolène Royal, den social-liberale kandidat.
Den høje valgdeltagelse viser, at arbejderne, funktionærerne, de unge, kvinderne… med andre ord, vores folk, har mobiliseret massivt, fordi man er klar over, hvad der står på spil ved disse yderst antidemokratiske valg, som udstyrer den franske præsident med en ublu magt.
Ségolène Royal repræsenterer et social-liberalt program, som hun er rede til at forhandle om med Bayrou, en højreorienteret politiker, som har haft succes med at gøre sig til kongemager i anden valgrunde.
S. Royal opfordrede folk til ”ikke at spilde deres stemme”, og trak en stor del af vælgerbasen, fra de folk, som stod for kampen mod liberalisme, til sig”. Hun var en af talsmændene for et “ja” til den europæiske forfatning og har begrænset sig til at “lytte” til kravene fra den folkelige bevægelse og arbejderbevægelsen, krav der er blevet kraftfuldt udtrykt i måneder, uanset om det drejer sig om spørgsmålet om retten til offentligt bolig, stillet til rådighed for store grupper af mennesker, eller om spørgsmålet om en øjeblikkelig 1500 euro netto minimumsløn, om 300 euro til alle, om forbuddet imod korttids fyringer på virksomheder og hos underleverandører, om et stop for aktiveringsarbejde navnlig for unge og den øjeblikkelige og generelle lovliggørelse af alle “ulovlige” immigranter...
Når hun ikke har taget nogen konkret stilling til disse spørgsmål, så er det fordi hun ikke ønsker at røre ved monopolernes profitter, og hun ikke ønsker at pille ved deres magt og deres interesser.
Overfor hende står Sarkozy, den kæmpende neo-liberalismes partisan.
Hans år i indenrigsministeriet har været mørke år for de demokratiske frihedsrettigheder. Han har oprettet en almægtig og allestedsnærværende politistat, som kriminaliserer enhver for sociale afvigelser. Har taget de amerikanske højre-konservatives teser og mål til sig, og ønsker at klassificere os, diskriminere os og straffe os i overensstemmelse med vores gener, og det fra den spædeste barndom. Han lovpriser individualismen, et synonym for, at ”alle er sig selv nok” og en retfærdiggørelse af, at ”magt er sagen”.
Hans anden inspirationskilde er Le Pen's teser. Ved at udnytte undskyldningen om at marginalisere National Front, adopterer han ikke blot deres ideer, men er begyndt at udføre dem i praksis, navnlig indenfor områderne immigration og ”sikkerhed”.
På det økonomiske område har han pralet med, at han hurtigt og i fuld skala vil gennemtvinge monopolernes plan for privatisering, for udradering af arbejderlovene, fortsættelsen af nedlæggelsen af den offentlige service og beskyttelse. Det er det ”gennembrud”, som han til stadighed lover, der bifaldes af bosserne, som håber på at få ”ånderum” til at superudbytte os og til i endnu større skala at organisere ”fri og uhindret konkurrence” ved hjælp af ”out-sourcing”, altid for at forøge deres profitter.
I hans taler i anden runde forsøger han at camouflere omfanget af de angreb, han gør sig klar til at gennemføre mod arbejderne og de folkelige masser. Men når han ”drømmer”, når han foregiver at begrænse sine ambitioner, forsøger han at vinde de vælgere, der stemte på Bayrou, mens han lader sine undersåtter stimulere ønsket om revanche fra de højreorienterede, der proklamerer deres reaktionære ideer højt og tydeligt. Med 30 pct. af stemmerne føler han, at han er stærk nok til at blive valgt som statsoverhoved.
Så for os står det klart:
Denne monopolernes mand, denne partisan for den kæmpende neo-liberalisme, omgivet af det undertrykkelsesapparat, han har opbygget, denne pyroman-provokatør, der sammenblander statens interesser med sin parti-klan, må ikke bestige denne position.
Den 6. maj må Sarkozys vej blokeres!
Paris den 24 April 2007
PARTI COMMUNISTE DES OUVRIERS DE FRANCE (PCOF)
pcof@pcof.net - site : www.pcof.net
Netavisen 30. april 2007