Udtalelse fra Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF
Paris den 6. november 2005
“Forstæderne brænder ” - "Les banlieues brûlent".
Forstæderne i storbyerne brænder. Antallet af byer, som er berørt af sammenstød med politiet, af afbrændinger af biler og butikker og stenkast mod busser vil ikke stoppe med at vokse.
To unges død i Clichy-sous-Bois (forstad til Paris, o.a.), som blev – eller troede de blev – forfulgt af politiet, var gnisten, som antændte en opsparet vrede.
To dage før dette var Sarkozy (Frankrigs indenrigsminister, o.a.) i Argenteuil for at udslynge en ny provokation ved at tale om ”udskud” i storbyer, som man er nødt til at komme af med.
Herefter kom opstanden.
Dens årsager har været kendte i mange år: Ulykken at være ung i et samfund, som ikke tilbyder noget perspektiv, frem for alt for efterkommere af immigranter, der chikaneres af et politi, som føler sig ”dækket ind”, efter at Sarkozy er kommet tilbage til Place Beauvau (paladset i Paris, hvor indenrigsministeriet ligger, o.a.) Det er desuden mod ham, som vreden retter sig.
De herskende politikere, de ansvarlige fra lov og orden-højre, spekulerer i optrapningen af denne vold. De puster til ilden for at skabe et klima af frygt.
Sarkozy skal gå af!
Der er en stærk modstand imod ministeren for konstant provokation og knippelsuppe, en stærk tilhænger af nyliberalisme, en modstand imod hans politik, hans metoder og hans ambitioner.
Det er sikkert, at en tilbagetræden af Sarkozy ikke vil løse de alvorlige problemer i vores byer. Men det ville være et første politisk svar, som ville betyde, at der ikke er systematisk straffrihed for provokatører af hans kaliber. Det ville også være et signal til dem, der føler sig ”dækket ind” af ham, og som ”smadrer” ungdommen, ligesom de ”smadrer” indvandrerne.
For en social bevægelse, der påtager sig at fremføre denne ungdoms krav!
Denne voldelige eksplosion af vrede er et tegn på de frustrationer, på de ydmygelser og den håbløshed, som har ophobet sig i den almindelige ungdom. Det er en anklage mod hele samfundet, som ikke finder et politisk udtryk.
Men der er i såvel den sociale protestbevægelse, fagbevægelsen som i det politiske liv visse grupper, hvoraf nogle i ugevis, andre helt nyligt, som har fordømt visse dele eller overordnede aspekter af regeringens nyliberale politik. Regeringen har klart nok en interesse i at rette opmærksomheden på de unges opstand ved at fremstille den som et slags ”spil”, der handler om at afbrænde flest mulige biler, for at forsøge at skjule den sociale spænding, som opsamles.
Ødelæggelsen og privatiseringen af offentlige tjenesteydelser, fyringer og omstrukturering for fuld kraft, fleksibilisering og usikkerhed, alt sammen for mere profit, dét er også at lukke alle dørene for de unge i de folkelige kvarterer eller at fortælle dem, at overudbytningen og diskriminationen øges. Det er at marginalisere dem endnu mere.
Tværtimod så må denne politik bekæmpes for at bryde med den nyliberale logik. Alle folkelige lags interesser må forsvares.
Hverken et hundeliv for ungdommen eller armod for de ældre i det her samfund!
Oversat af Carsten Kofoed fra ”Explosion de colère d'une jeunesse exclue de cette société”,
Parti Communiste des Ouvriers de France (PCOF),
www.pcof.net, 6. november 2005
Netavisen 7. november 2005