Venezuela:
Reportage af Patrik Paulov, Proletären
De venezuelanske arbejdere er i færd med at nedbryde de gamle korrupte faglige organisationer og opbygge nye. Gennem organisering og øget klassebevidsthed styrkes arbejdernes rolle i den revolutionære proces. Krav stilles om nationaliseringer af virksomheder og arbejderstyre.
I Venezuelas hovedstad Caracas gennemførtes
1. til 2. august en historisk kongres. Efter måneders forberedelser grundlagdes
en ny faglig landsorganisation, Arbejdernes Nationale Union (UNT).
Den gamle
landsorganisation CTV var en bureaukratisk kolos knyttet til det socialdemokratiske
Accion Democratica, et parti, som næsten tabte al opbakning ved Hugo Chávez'
sejr i præsidentvalget 1998. I stedet for at agere i arbejderklassens interesse
er CTV gået hånd i hånd med kapitalistsammenslutningen Fedecamaras.
Forræderiet blev tydeligere end nogensinde i foråret 2002, da landsorganisationen
sammen med storkapitalens repræsentanter med i forsøget på
statskup mod Chávez.
En af de pådrivende organisationer i at sønderbryde CTV og opbygge UNT er Arbejdernes Bolivariske Styrker (FBT). Et par uger før UNT's kongres møder Proletären Jacobo Terroes Le Leon, national koordinator i FBT, samt José Gonzalez, delegeret i den nationale ledelse.
P.: Fortæl om Arbejdernes Bolivariske Styrkers
rolle i den nye fagbevægelse!
- UNT er en uafhængig faglig
organisation med den opgave at kæmpe for arbejderklassen og dens rettigheder,
uanset hvem der sidder ved magten i landet, fortæller Jacobo Terroes Le
Leon.
Revolutionære arbejdere
- FBT er noget andet. Vi er en politisk og faglig organisation, som forsøger at ene alle arbejdere, der støtter den revolutionære proces og Chávez. Vores opgave er at skabe en ny politisk bevidsthed inden for arbejderklassen og styrke dens rolle i processen.
FBT udgør en bred samling af alt fra marxist-leninister og trotskister til medlemmer af Chávez' parti, Den Femte Republiks Bevægelse. Blandt FBT's medlemmer er der tusinder af faglige repræsentanter på forskellige niveauer. Jacobo Terroes Le Leon og José Gonzalez sidder selv i ledelsen for de offentligt ansattes forbund.
De fleste fagforbund har forladt CTV og er gået ind i UNT, beretter de. Arbejderne inden for olie- og kemiindustrien, fremstillingsindustrien, den offentlige sektor, elektrikerne og mange andre har tilsluttet sig. CTV er en skal uden indhold. Dannelsen af UNT er en stor sejr. For første gang kan arbejderne tale med en selvstændig røst. Organisationen samler mellem 1,3 og 1,6 millioner medlemmer.
En begivenhed, som fremskyndede den faglige reorganisering, var den af storkapitalen og CTV ledede lockout imod Chávez' regering. Sabotageaktionerne indledtes i december 2002. Olieproduktionen, landets vigtigste indtægtskilde, sank drastisk. Men direktørerne og de korrupte faglige ledere fik snart modtryk. Oliearbejderne på det statslige olieselskab PDVSA lyttede til regeringens opfordring om selv at overtage produktionen. Sammen med militæret og tjenestemænd positivt indstillet til Chávez lykkedes de med at genetablere produktionen.
Nu har oliearbejderne en ledende rolle i olieindustrien, siger Jacobo Terroes Le Leon og José Gonzalez. De fortæller om arbejdernes nyvundne indflydelse over PDVSA's produktion, investeringer og langsigtede strategi, og at arbejdere er blevet udnævnt til ledende poster i virksomheden.
Overtager virksomheder
Andetsteds er organiserede arbejdere gået
endnu længere. Frem for alt i områder, hvor UNT står stærkt,
er fabrikker, som er blevet truet af nedlæggelse eller privatisering, blevet
overtaget af de arbejdende selv. Der tales om sammenlagt omkring 40 bedrifter,
nogle af dem med flere tusind ansat.
- Ved det, at vi selv overtager virksomheder,
som er gået konkurs, viser vi, at arbejdere kan producere uden det være
sig ejere eller kapitalistledelse, siger Jacobo Terroes Le Leon.
Denne forbilledlige
handlemåde møder stærk modstand i de regioner og byer, som
styres af højreoppositionen. Fabriksbesættelser er blevet afbrudt
med voldsomme metoder af angribende politistyrker. Men arbejdernes overtagelse
af virksomheder for at sikre jobbene og produktionen er blevet støttet
af regeringen.
P.: Hvordan karakteriserer Arbejdernes Bolivariske Styrker
den igangværende revolutionære proces? Den forener jo i sig forskellige
klassekræfter som revolutionære arbejdere, småbønder
og de fattige i den informelle sektor (gadesælgere, små selvstændige),
men også visse borgerlige kræfter.
- Det, vi ser, er en national og folkelig forandringsproces. Regeringen repræsenterer flere klasser. Der er en national borgerklasse, som vil producere for landets interesser. Socialisme vil vi først få, når vi har udryddet den private ejendomsret og dette er blevet fastslået i vores forfatning, svarer Jacobo Terroes Le Leon.
- Historien viser, at ved overgangen fra et samfundssystem til et andet kan det nye system fødes, inden det gamle er dødt. Vi ved ikke, hvor længe overgangen kommer til at vare. Vores proces er ikke nogen revolution, som følger et vist mønster. Vi stræber efter at nå målet på vores egen måde, at finde en vej for Venezuela.
- En ting, som er vigtig at forstå, er, at vi fører en kamp for national selvstændighed i en verden, hvor nyliberalismen dominerer. At forsvare den nationale selvstændighed er i den tid, vi lever i, revolutionært. Det er derfor, Chávez er så populær i Venezuela og Latinamerika.
At arbejderklassen støtter den revolutionære proces, men også vil drive den yderligere skridt fremad, vistes tydeligt på UNT's kongres 1. til 2. august. Ifølge en rapport i netavisen VHeadline hyldede de 1.300 delegerede fra 120 fagforbund mange af regeringens igangværende reformprogrammer såsom alfabetiseringskampagnen, de cubanske lægers arbejde i slumområderne samt husbyggeriet.
Gør bankerne til statsejendom!
Men UNT stillede også krav om, at bankerne skal overtages af staten, at arbejderne skal få ret til at overtage truede eller nedlagte virksomheder, at nye arbejderstyrede virksomheder skal stiftes, og at de offentligt ansatte, som stødte kupmagerne i fjor eller har deltaget i sabotageaktioner, skal fyres.
Blandt de dagsaktuelle spørgsmål rejstes krav om 36 timers arbejdsuge, højere lønninger, UNT's deltagelse i diskussioner om den nye arbejdslovgivning, afskaffelse af kollektive afstraffelser mod arbejdere, støtte til komiteer for arbejdsløse samt samme rettigheder til arbejdere med korttidskontrakter eller andre midlertidige ansættelser som til fastansatte.
Der blev også fremført kritik mod såkaldte arbejderrepræsentanter, som går hånd i hånd med cheferne, og mod borgmestre, guvernører og til og med ministre, som det ene øjeblik hævder at støtte den revolutionære proces, men i det næste gennemfører antifaglige tiltag og love.
Arbejdernes frigørelse
I en af deklarationerne fra kongressen tales om at skabe et samfund, som skal frigøre menneskeheden en gang for alle fra klasseudbytning, undertrykkelse, diskriminering og marginalisering.
At
UNT er noget andet end CTV, viste sig også i, at de delegerede besluttede
at udskyde vedtagelsen af vedtægterne samt reglerne for valg til ledelsen.
Årsagen var, at disse emner ikke var blevet diskuteret og forankret i alle
fagforbund.
Alle de fagligt engagerede, vi møder, pointerer, at en forudsætning
for, at den nye fagforeningsbevægelse skal kunne blive en virkelig kraft,
er, at den er gennemdemokratisk.
Luis Primo, en af lederne for UNT i Caracas-Miranda-regionen, skriver til VHeadline, at det kun kan blive muligt at omdanne de kapitalistiske ejendoms-, produktions- og distributionsforhold i landet, når arbejderklassen har taget en ledende rolle i samfundet. Det kan på sin side først ske, når UNT er lykkedes med at bryde traditionen for indskrænket fagligt arbejde og for samarbejde med de virksomhederne og i stedet udvikler en politisk og revolutionær bevidsthed i arbejderklassen.
Det er en stor opgave i et land, hvor blot 15 pct. af arbejdskraften er fagligt organiseret. Men er samtidig en udfordring og en mulighed for Venezuelas arbejderklasse til at påvirke landets fremtid.
Se også:
Venezuela:
"Det
er vores revolution, ikke slipsemændenes"
Reportage af Patrik
Paulov, Proletären
Korrigeret fra svensk af Kommunistisk Politik
KP
20, 2003
Netavisen 15. oktober 2003