Quito, Ecuador, 3. juli 2003
Verden er blevet rystet over den kriminelle aggressionskrig begået af den amerikanske imperialisme og dens allierede mod Irak, verdens anden største olieproducent og derfor centrum for de store kapitalistiske og imperialistiske landes grådighed og olieinteresser i det strategisk vigtige område i Mellemøsten. Aggressionen var rettet imod et uafhængigt land underkastet mere end 10 års økonomisk, politisk og militær blokade af de lande, der kontrollerer FN.
Denne aggression er konsekvensen af den dybe økonomiske krise, som det kapitalistisk-imperialistiske system har befundet sig i i adskillige år. Det drejer sig om en typisk krise med relativ overproduktion, der rammer de store lande, og herunder selvfølgelig USA, der lider under en vedvarende recession. Bush-administrationen ser krig som en sikkerhedsventil og som en løsning på USA’s dybe økonomiske krise. Den stræber efter at reaktivere økonomien ved hjælp af oprustning, der vil gøre monopolerne i krigsindustrien rige, men dette vil ikke løse økonomiens problemer, fordi de militære udgifter er enorme, og den fortjeneste, som man forventer at opnå, ikke viser sig med det samme og herved forværrer den eksisterende krise. Bush-administrationen forsøger at løse sine problemer ved at bemægtige sig folkenes og de afhængige landes naturressourcer.
USA søger at konsolidere sin position som den dominerende imperialistiske magt og forøge sin andel af verdensmarkedet ved at påtvinge andre imperialistiske magter en nyopdeling af indflydelsessfærer. USA konkurrerer med EU, med gruppen af asiatiske lande anført af Japan, med Kina og Rusland, og mellem disse og USA findes der modsætninger. På grund af kapitalismens ujævne udvikling eksisterer der for øjeblikket ikke ligevægt mellem dem; tendensen til verdenskrig fortsætter. I dag udtrykkes denne strid i et begrænset område, og dette appellerer selvfølgelig til brugen af våben. Mens de imperialistiske lande på den ene side laver aftaler og samarbejder om at påtvinge vores lande deres strenge nyliberale politik med dens skæbnesvangre konsekvenser i form af stigende arbejdsløshed, fattigdom, udstødning, afhængighed, undertrykkelse og superudbytning, så konkurrerer de på den anden side om kontrol over indflydelsessfærer, naturressourcer og erobring af nye markeder for deres produkter. Under alle omstændigheder er USA den stærkeste og mest krigeriske af dem alle.
Efter World Trade Centers sammenbrud og angrebene på Pentagon og Det Hvide Hus, symboler på USA’s økonomiske, militære og politiske magt, har der med fuld kraft vist sig en ultrareaktionær udvikling styret af lederne i USA, der genopliver tesen om ”Manifest Destiny”, den amerikanske nations totale overlegenhed på alle områder, nødvendigheden af ”amerikansk vestliggørelse” af alle folk osv., der har fulgt med trusler og straffeforanstaltninger, som også anvendes mod eget folk. Dette viser fremkomsten af en nyfascistisk holdning i ledelsen af den amerikanske imperialisme. Det drejer sig om en gruppe med stærke forbindelser til og store interesser i militær-, olie- og luftfartsindustrien.
Den amerikanske imperialisme forsøger at skræmme arbejderne og folkene, at vise sin vilje til at angribe alle og tage rub og stub. Den ønsker at så ideen om sin uovervindelighed i bevidstheden hos arbejderne og folkene og derfor om det nyttesløse i at rejse sig imod den. Men den aggressivitet, som imperialismen udviser, et indre element i dens natur, er ikke et bevis på dens levedygtighed, men derimod på dens forfald, på dens skrøbelighed. I historien har mange folk rejst sig med våben og i en underlegen position, men de besejrede alligevel imperialismen. Vietnam og Cuba er nogle eksempler. Cuba modstår fortsat mere end 40 års væbnet aggression, sabotage, terroristiske aktioner og imperialistisk blokade.
USA, der ledte en koalition og støttedes militært, gik ind i Afghanistan og Irak og har adskillige andre mål parat. Fx er Iran, Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea, o.a.) og Cuba blevet udpeget som medlemmer af ”ondskabens akse”, mod hvilken der allerede er blevet søsat en propagandakampagne, der skal retfærdiggøre brugen af den amerikanske krigsmaskine. Ydermere har USA opnået, at allierede regeringer definerer revolutionære, oprørske og patriotiske kræfter som terrorister.
I Latinamerika implementerer USA – udover sine skærpede trusler mod Cuba – Plan Colombia, Det Regionale Andinske Initiativ og udfører fælles militære manøvrer og opretter nye militærbaser.
Selvom koalitionen opnåede en militær sejr i Irak – dog ikke på den måde, som den havde forventet – er dens nederlag på det politiske plan tydeligt. Denne krig viste de eksisterende interimperialistiske modsætninger i den nuværende verden, modsætninger, der ikke gik ud over det diplomatiske plan, men frem for alt tydeliggjordes og voksede modsætningen mellem imperialismen og folkene. Overalt i verden rejste der sig en magtfuld antikrigsbevægelse, der afslørede og fordømte de virkelige grunde til invasionen, Bush’s krigeriske planer og hans gruppe af terroristiske regeringsledere. Byerne i de angribende lande selv var skueplads for massedemonstrationer mod krigen, som det skete i hele verden. Hoveddeltageren i disse demonstrationer var ungdommen, og arbejderklassens kamp gjorde sig også synlig i adskillige lande.
Alligevel er det notorisk, at der findes flere forskellige strømninger inden for anti-krigsbevægelsen. Pacifistiske holdninger, som fordømmer enhver form for vold, inkl. den, som folkene benytter for at opnå deres frihed, har en betydelig vægt. Men der findes også de grupper, der som vi handler, kæmper og fordømmer det kapitalistisk-imperialistiske systems reaktionære og aggressive natur for at give antikrigsbevægelsen en antiimperialistisk karakter og forbinde den med kampen for at vinde den sociale og nationale befrielse, med perspektivet om socialismen.
De aktuelle omstændigheder påtvinger de revolutionære partier, organisationer og kræfter at arbejde bredt og involvere os eller handle i enhed med de fora og organisationer, der er en del af den politiske handling og har en massebasis som fx antiglobaliserings- og antikrigsbevægelserne. Det er påtvingende at arbejde for enheden mellem alle verdens antiimperialistiske, demokratiske og progressive grupper, for en antiimperialistisk front, der midt i kampen udtrykker sig mod IMF’s politik, mod forsøgene på at etablere ALCA (Det Panamerikanske Frihandelsområde, o.a.), mod den løkke om halsen, som udenlandsgælden betyder, mod trusler om nye invasioner og andre trusler. Denne front manifesterer sig egentlig allerede i hver af de aktioner, som arbejderne og folkene udfører mod den udenlandske dominans og likvideringen af arbejdernes erobringer og de demokratiske rettigheder og friheder i de imperialistiske og afhængige lande.
Vi må anstrenge os for, at arbejderklassen bliver den, der samler fronten og leder kampen mod krigen og imperialismen og forbinder denne kamp med kampen for erobringen af magten.
Imperialismen er ikke uovervindelig; større er kræfterne og potentialet hos folkene, der kæmper med overvisningen om at følge den historiske fornuft.
Således fortolker vi, de deltagende organisationer i Det 7. Internationale Seminar ”Revolutionens Problemer i Latinamerika”, afholdt i Quito, Ecuador, det, der sker i verden.
Med arbejdernes og folkenes enhed og kamp imod imperialismens offensiv! Begrav udbytterne!
Quito, Ecuador, 3. juli 2003
Argentinas Revolutionære
Kommunistiske Parti (PCR)
Bolivias Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti
(PCMLB)
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)
Chiles
Kommunistiske Parti/Proletarisk Aktion (PC-AP)
Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister
(PCdeC-ML)
Colombias Kommunistiske Parti/Maoister (PCC-M)
Hæren til
National Befrielse (ELN), Colombia
Cubas Kommunistiske Parti (PCC)
Den Dominikanske
Republiks Kommunistiske Arbejderparti (PCT)
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske
Kommunistiske Parti (PCMLE)
Ecuadors Demokratiske Folkebevægelse (MPD)
Ecuadors
Revolutionære Ungdom (JRE)
Ecuadors Universitetsvenstres Revolutionære
Front (FRIU)
Arbejdernes Centralorganisation i Ecuador (UGTE)
Sammenslutningen
af Ecuadorianske Kvinder for Forandring (CONFEMEC)
Koreas Arbejderparti (WPK,
Nordkorea)
Tyrkiets Arbejderparti (EMEP)
Tysklands Marxistisk-Leninistiske
Parti (MLPD)
Røde Fane (BR), Venezuela
Oversat af Ny Morgen
Netavisen 11. august 2003