Uddrag af artiklen Imperialismen er en papirtiger fra Irans Arbejdets Partis internationale bulletin Toufan nr. 14, juni 2003
Den amerikanske invasion af Golf-regionen vil berede en ny gravplads for imperialismen, men denne gravplads vil ikke blive skabt på én dag. De kampens frø, som irakerne sår, og de strålende kampe, de førte, vil bære frugt ikke bare i Golf-regionen, men i mange andre områder.
Myten om en øjeblikkelig computer-styret sejr i løbet af to dage smeltede hurtigt i ørkenvarmen. Denne mytes sammenbrud ødelagde de korrupte iranske shah-tilhængeres forhåbninger, som havde pakket deres kufferter for at drage til Iran som inventar på amerikanske tanks. De må nu pakke ud igen og gå på pension hos CIA. Investeringen af amerikanske skatteyderpenge i de iranske Savak'ers og monarkisters virksomhed spillede fallit. De amerikanske håb om store gevinster fra denne investering ved at udbytte den iranske olie og de iranske masser falmede. Den irakiske kongefamilie, som drømte om at plyndre 'sin nations' rigdomme, må blive ved drømmene. Den stakkels Konge kan endnu ikke forlige sig med den kendsgerning, at monarkiet sluttede i Irak med mordet på Kong Feisal.
Et lille land som Iraks modstand
mod den mest brutale imperialistiske aggression viser, at når en nation
rejser sig for at forsvare sig, kan selv ikke den største undertrykkende
krigsmaskine med et slag etablere sit herredømme eller besejre nationens
vilje for altid. (…)
Det irakiske folk - og hele den civiliserede verden
- vil ikke acceptere den imperialistiske underkuelse.
USA-imperialismen er stolt af sine præcisionsstyrede missiler og 'smarte bomber'. Men den selv samme 'smarte bombe', som styres elektronisk, kan også neutraliseres og skifte retning elektronisk. Da USA ikke nåede de ønskede resultater med hypermoderne våben, vendte det sig mod de sædvanlige masseødelæggelsesvåben. Klyngebomber - som dem der blev brugt i Vietnam - blev smidt over det irakiske folk. Brugen af de internationalt forbudte klyngebomber i Irak-krigen (som USA påstod blev ført for at eliminere masseødelæggelsesvåben) viser den amerikanske imperialismes hykleri og blodtørstige natur. (…)
Det er en kendsgerning at de amerikanske tropper stadig venter på at blive modtaget af blomster og halva. Masseødelæggelsesvåbnene er endnu ikke fundet. Freden i Irak og Mellemøsten er stadig ikke etableret. (…)
Den store antikrigs-massebevægelse har sat spørgsmålstegn ved de 'demokratiske' regimer - de regimer, der ikke respekterer holdningen hos selv op til 90 pct. af deres befolkninger, i USA, UK, Australien, Italien, Danmark, Tyrkiet o.s.v. De imperialistiske krigsmagere er mere isolerede og afslørede i dag- Verden fordømmer ikke det irakiske folk, men de imperialistiske herskere, som ikke tøver med at slagte tusindvis af mennesker for at etablere deres overherredømme.
Bølgen af folkelige massekampe verden over har styrket der revolutionære og de marxistisk-leninistiske organisationer og partier. En ny generation af aktivister har tilsluttet sig kampen for frihed, fred og social retfærdighed. Den bevægelse, der ebbede ud efter det revisionistiske korthus faldt sammen er nu i opgang og vil befri sig selv for revisionismens onde ånd, som skabte forhindringer på vejen frem for den revolutionære bevægelse. De fremtidige revolutionære kadrer vil blive trænet og hærdet i løbet af den kamp, som denne bevægelse fører. Dette er et mareridt for de imperialistiske aggressorer.
Også modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes er blevet stærkere. De europæiske lande modsætter sig amerikansk pres og dominans. Dette har resulteret i en styrkelse også af den fællesimperialistiske propaganda. Kommunisterne bør benytte sig af denne lejlighed til at afsløre imperialismens og reaktionens natur.
En langvarig massebaseret krig i Golf-regionen - en krig som vil fortsætte til Irak befries - vil styrke folkene i denne regions klassebevægelse og vil ryste reaktionen til grunden i Kuwait, Jordan, Saudi-Arabien, Ægypten, Marokko, Tunis o.s.v.
Jo længere krigen varer, jo stærkere bliver bevægelsen for social retfærdighed. Tiden vil handle til gunst for de revolutionære og kommunisterne og deres interesser, hvis de forener sig på basis af marxismen-leninismen i arbejderklassens parti for at gennemføre en fælles kamp.
Det iranske regimes optræden i Golf-krigen og dets hemmelige aftaler med USA var forræderiske. Mens de reaktionære arabiske regimer officielt fordømte den amerikanske invasion af Irak, erklærede det iranske regime 'neutralitet' under krigen. Mens det irakiske folk forsvarede deres lands uafhængighed, foreslog det iranske regime en folkeafstemning i Irak for at udskifte Saddans regime, som om krigen drejede sig om Saddams diktatur eller som om den amerikanske imperialisme ønsker at oprette et demokratisk styre i Irak!
Det islamiske regimes kapitulation over for amerikansk pression og trusler viser endnu engang, at regimet nærer den største skræk for masserne i landet selv. Det ligger i alle reaktionære regimers natur, der ikke har nogen massebasis, at kapitulere over for de imperialistiske krigsmageres diktater i farens stund for at bevare deres herredømme.
Et disciplineret marxistisk-leninistisk parti er nødvendigt for med held at lede de arbejdendes nationale og revolutionære kamp. Uden dette parti og dets ledelse i den nationale befrielseskrig og i klassekrigen vil faren for nederlag til en fjende altid bestå. Saddam kan ikke lede det irakiske folk til sejr over det imperialistiske herredømme.
Netavisen 16. juni 2003