Teheran og andre byer i Iran rystes i disse dage af studenterdemonstrationer. Det islamiske præstestyre er under pres fra oppositionen indefra og fra USA (og Israel) udefra, som har aktiveret deres agenter. Hvad gør de revolutionære kræfter i Iran i en sådan situation?
Irans Arbejdets Parti siger: Den amerikanske
imperialisme har en langsigtet plan for at udplyndre hele den mellemøstlige
region og ønsker fuldt herredømme over Iran med det skumle formål
at plyndre Irans olie- og gas-ressourcer - og ikke for at redde dem, som monarkisternes
løgnepropaganda påstår.
Vejen frem for at neutralisere denne
fare er at omstyrte Den Islamiske Republiks kapitalistregime, sådan at de
imperialistiske sammensværgelser og komplotter kan imødegås
ved at stole på massernes revolutionære forhåbninger og uovervindelige
magt, og føre landet ud af faren.
Her gengives en artikel fra
Toufan nr. 14, juni 2003. Toufan er den internationale bulletin for Irans Arbejdets
Parti.
Studenterbevægelsen i Iran er blevet intensiveret for at protestere mod dødsdommen over hr. Aghajeri, en reformistisk historieprofessor. Det var klart at en dødsdom over Aghajeri var et forsøg fra den sålkaldte monopolitiske (konservative) fraktions side på at vise sine kløer mod regimets såkaldte reformvenlige fraktion. Det bemærkelsesværdige ved denne dom er denne ny tone.
For nylig sendte Magtmafiaen (Rafsanjani-Khamenei-Mesbah-Yazdi-Hashemi
Araghi's fraktion) pistolmanden Saeid Asgar ud for at snigmyrde Hajarian, den
reformistiske fraktions hjerne og hovedteoretiker - nøjagtig på samme
måde som shah'ens pjalte som Shaabaan Bimogh ('Tomhjernede Shaabaan') og
Taieb Rezaei gjorde under statskuppet i 1953. Magtmafiaen søgte at dække
over statstjenestemændenes rolle i dette snigmord. Dødsdommen over
hr. Aghajeri er det 'legale' og officielle udtryk for terroren mod de radikale
elementer i den reformistiske fraktion.
Det er en krigserklæring mod
reformisterne.
Hvis reform-fraktionen bøjer sig for denne dom, ville den skrive under på sin egen begravelse. Hvis den konservative, monopolistiske og fanatiske fraktion tilbagekalder Aghajeri's dødsdom, vil der dukke 100 Aghajeri'er op, som nogle talsmænd for den konservative fraktion siger. Det ville betyde masser af problemer for de konservative. Ledelsen af den konservative fraktion argumenterer for, at de skal gøre arbejdets færdigt og en gang for alle gøre regnskabet med reformisterne op: som ordsproget siger 'Død én gang - gråd og tænders gnidsel én gang'.
Deres plan er at tvinge præsident Khatami til at skifte side og berede grunden for hans loyalitet mod tidens Khalif - Khamenei. Derpå vil de rette slag mod reformisterne og gøre det af med dem, én efter én. Den konservative fraktion ønsker at skabe sikre omgivelser for at udplyndre de iranske rigdomme ved privatisering af olieindustrierne, kontrollere de sydlige havne for smuglergods, kontrollere produktionen totalt, profitere fra handelsforbindelser, import og statskreditter, sælge narkotika, udvide prostitutionsmarkedet og sælge kvindelige iranere til Golf-sheik'er og til Pakistan osv.
De har travlt med at gennemføre deres planer, fordi de internationale omstændigheder og den amerikanske invasion og besættelse af Iran har anbragt dem i en situation, som ikke er gunstig for Magtmafiaen. Den konservative fraktion hævder at sikre den indre ro og ødelægge de objektive amerikanske støttepunkter i Iran.
Hvad de ønsker er i realiteten at eliminere enhver mulighed,
som kunne benyttes mod dem af de iranske revolutionære - eller af USA-imperialismen.
De vil eliminere enhver mulighed, som den aktive amerikanske tilstedeværelse
i regionen kan give de iranske revolutionære, og eliminere den amerikanske
indflydelse, som kan true dem.
Undertrykkelsen af studenterbevægelsen,
af de radikale repræsentanter for den reformistiske fraktion, af frihedsbevægelsen,
af arbejderbevægelsen, af udtrykkene for folkets utilfredshed - hele denne
undertrykkelse har sit udspring i regimets frygt. Magtmafiaen er klemt mellem
det folkelige pres internt, nedefra, og det imperialistiske pres eksternt og oppefra.
Deres kam retter sig ikke mod imperialismen, men tjener undertrykkelsen af folket
og sikringen af deres interesser. Disse forbrydere vil blive hængt efter
regimets fald.
Udtrykkene for det voksende amerikanske pres mod Iran er talrige: Reaktiveringen af monarkisterne, den nylige fordeling af amerikanske dollars til monarkisterne og de proamerikanske 'venstre-' og højrestrømninger, de omfangsrige interviews i amerikanske medier med individer fra 'venstre' og højre, som har ført propagandakrig, udbredelsen af løgne og fordrejninger via de satellitter, som er tilgængelige for iranerne, støtten til de iranere, som forsvarer den amerikanske invasionspolitik i Irak, Iran, Afghanistan, Jugoslavien, de maskerede og utilslørede iranske agenters samtaler med den amerikanske imperialisme og de pressekonferencer, som er gennemført af fhv. funktionærer i det despotiske shah-styre mange steder i Europa og i USA, o.s.v.
Den amerikanske imperialisme har en langsigtet plan for at udplyndre hele den mellemøstlige region og ønsker fuldt herredømme over Iran med det skumle formål at plyndre Irans olie- og gas-ressourcer - og ikke for at redde dem, som monarkisternes løgnepropaganda påstår.
Oprettelsen af amerikanske baser i Baghdad og indsættelsen af et marionetstyre indtil situationen 'normaliseres' i Irak er udgangspunkt for skabelsen af uro i Irans olierige Khuzestan-provins, for at styrke løsrivelsesbestræbelser i Khuzestan ('Det Besatte Arabien'!), Kurdistan, Azerbaijan og Baluchistan, sådan at området skæres i småstykker, som kan opsluges af de imperialistiske hajer.
Vejen frem for at neutralisere denne fare er at omstyrte Den Islamiske Republiks kapitalistregime, sådan at de imperialistiske sammensværgelser og komplotter kan imødegås ved at stole på massernes revolutionære forhåbninger og uovervindelige magt, og føre landet ud af faren.
Magtmafiaen kalkulerer med muligheden for at bringe sine modstandere frem på arenaen på ulige betingelser og brutalt undertrykke dem, som det islamiske regime gjorde med den revolutionære opposition i 1981. Denne beregning er ikke resultatet af en grov fejltagelse eller blot simpel hævn, men den følger af en politisk vurdering og søges i en situation, hvor præsident Khatami har bøjet sig for de konservatives pres, den reformistiske fraktion er præget af forvirring, og hvor folket har vendt sig bort fra reformisterne - og i en situation, hvor USA er i Baghdad og Iran under belejring fra himlen og hvert hjørne på jorden.
I denne situation tror Magtmafiaen (som nyder godt af, at der ikke findes en omfattende og indflydelsesrig revolutionær organisation, som kan lede kampen) på succes i dens slag mod den samlede opposition. Blandt de aktive kræfter, som modvirker denne beregning er arbejderklassens udbredte utilfredshed og dens vedvarende strejker, massernes erkendelse af nyttesløsheden af en 'reform oppefra', massernes synlige brud med Khatami-fraktionen, regimets egne væbnede styrkers utilfredshed, utilfredsheden blandt familierne til regimets 'martyrer' og blandt regimets traditionelle støtter. Disse faktorer har skabt forudsætninger for, at Magtmafiaens sejrsplaner måske ikke vil virke. Disse modvirkende betingelser vil forøge stridighederne inden for Magtmafiaen selv.
De iranske marxist-leninister må kæmpe
imod forventninger til et positivt resultat af regimets indre magtkampe og imod
enhver tendens til at styrke nogen af regimets inderkredse. Vi må bryde
atmosfæren af 'aktiviteter inden for regimets legale system', og den atmosfære,
hvor nogle, der frygter at bevægelserne vokser i omfang og styrke, fremmer
'civil ulydighed'. Vi må uddanne folket til at yde ofre og til at gennemføre
en aktiv, beslutsom, organiseret og, når det er nødvendigt, voldelig
kamp mod regimet. Vi må stole på det iranske folk for grundlæggende
forandring.
Forskellige klassers bevægelse og aktiviteter i Iran og i
verden tyder på, at betingelserne modnes for denne forandring.
De iranske kommunister må organisere masserne gennem en selvstændig organisering af arbejderklassen. Det er kun arbejderklassens parti, som kan mobilisere masserne og lede dem til sejr. Splittelsen af marxist-leninisterne i Iran er alene i folkets fjenders interesse, indbefattet monarkisternes. Vi må sætte alle vores kræfter ind i en fælles retning og afsløre imperialisterne og deres monarkistiske marionetter.
Vi må slå alle tilløb til rehabilitering af tidligere Savak-funktionærer (Shah'ens hemmelige politi) ned, af Savak-torturbødlerne, af funktionmærer og teoretikere fra det fascistiske Rastakhiz (Shah'ens parti), disse udplyndrere af samfundsrigdommene, og af de pjalteproletariske pro-Shah elementer. Vi vil ikke tillade, at de korrupte aktører i CIA's kup i 1953, som nu bistås af de amerikanske og europæiske imperialister, styrker deres kræfter, så de igen kan udplyndre Iran, styrker religionen for at bekæmpe kommunisterne, og undertrykke den iranske arbejderklasse.
Netavisen 16. juni 2003