Udtalelse
fra Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR) Udtalelse
fra Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)
Valget af Luiz Inácio Lula da Silva til Brasiliens præsident den 27. oktober repræsenterer - uafhængigt af hvad hans regering vil ende med at gøre - en sejr for arbejderne og det brasilianske folk på deres vej mod frihed og erobringen af socialismen og et nederlag for landets herskende klasser og deres magtfulde massemedier.
Kendsgerningen
er, at folket gik til stemmeurnerne og i altovervejende grad stemte imod regeringens
og det nationale og internationale borgerskabs kandidat. Stemmeafgivningen til
fordel for Lula var så stor, at end ikke den af ABIN (Brasiliens Efterretningstjeneste)
planlagte valgsvindel kunne ændre noget. Derimod strømmede hundredtusindvis
af brasilianere allerede før valgresultatets offentliggørelse ud
på gaderne og fejrede sejren.
Men hvad er hovedårsagen til Lulas
valgsejr?
Den er de store kampe, som arbejderne, bønderne, de indfødte
og ungdommen har ført gennem de sidste otte år.
Hundredvis af jordbesættelser er blevet gennemført af MST (De Jordløses Bevægelse, overs.), og mange af disse er blevet mødt med lejemordere og politistyrker sat ind af regeringen. Alene i 1999 organiserede MST 147 jordbesættelser. Og i de første fire år af Fernando Henrique Cardosos regeringstid og som resultat af dennes voldsomme undertrykkelse af MST myrdedes 163 jordløse landarbejdere. I april 1996 i Pará skete det største og mest brutale angreb på MST, massakren i Eldorado dos Carajás, hvor 19 bønder blev myrdet. Svaret fra MST herpå var, at 100.000 jordløse arbejdere okkuperede hovedstaden Brasilia i en stor demonstration for jordreformer og krav om stop for volden på landet.
Også arbejderklassens kamp voksede
- dog med mindre styrke - med snesevis af strejker over hele landet. Året
1995 var særligt, idet oliearbejderne dette år iværksatte en
landsdækkende strejke og modigt gjorde modstand mod hærens indtrængning
i raffinaderierne og regeringens angreb på deres fagforeninger.
Hvad
angår de offentlige ansatte, så lod de sig ikke intimidere af pressede
lønninger og fyringstrusler hængende over hovedet og organiserede
i 2000 og 2001 to store generalstrejker for højere løn og til forsvar
for den offentlige service.
Endvidere har der været demonstrationer imod privatiseringen af statslige foretagender, særligt imod privatiseringen af Telebrás (telekommunikation, overs.), Vale do Rio Doce (metalindustri, overs.), elektricitetsværkerne m.fl. Allerede i 1997 - som resultat af alle disse mobiliseringer - afholdtes i Brasilia en demonstration, indkaldt af CUT (Brasiliens LO, overs.) og hele venstrefløjen, hvor mere end 150.000 mennesker protesterede imod regeringens økonomiske politik.
I 2000 fandt der over hele landet manifestationer sted i anledning af 500-året for folkets, de sortes og de indfødtes modstand. Den 21. april samme år gennemførte de indfødte folk i Porto Seguro, Bahia, en march, der støttedes af CPT (Den Pastorale Landkommission, overs.), CIMI (Missionsrådet for Indfødte Folk, den del af den katolske kirke i Brasilien, der arbejder med indfødte folk, overs.), MST og CUT. Marchen blev brutalt undertrykt af hæren og militærpolitiet under ledelse af general Alberto Cardoso, chef for ABIN og onkel til Fernando Henrique Cardoso. Adskillige personer blev alvorligt sårede, og dette udstillede endnu engang Henrique Cardoso-regeringens fascistiske karakter for folket.
Men det var særligt afholdelsen af en folkeafstemning om udlandsgælden i 2001, der bekræftede det brasilianske folks vilje til at bygge et suverænt land, som betød et vigtigt fremskridt i den folkelige kamp mod Henrique Cardoso-regeringen. Mere end seks mio. brasilianere stemte nej til udlandsgælden - en gæld, der har en stor andel i vort folks sult - og nej til landets underkastelse under IMF. Afstemningen viste arbejdernes store enhed og beslutsomhed i forhold til at ændre Brasilien.
Nu i
2002 har der været endnu en folkeafstemning. Afstemningen var denne gang
om ALCA (Det Panamerikanske Frihandelsområde) og var organiseret
af CNBB (Brasiliens Konference af Biskopper, overs.) og støttet
af stort set alle folkelige organisationer. Ti mio. mennesker sagde nej til ALCA
og den amerikanske militærbase i Alcantara og ja til vort lands suverænitet.
Og også dette år lavede arbejdere, mobiliseret af fagforeningerne
og CUT, demonstrationer, marcher, blokader, og de nåede til at opfordre
til en generalstrejke imod regeringens forslag om reformer af CLT (Sikring
af Faglige Rettigheder, Brasiliens arbejdsmarkedslov, overs.) og tyveriet
af de faglige rettigheder.
Og endelig har vi også set studenterbevægelsen
i forskellige provinser gå frem de sidste otte år med en ungdom i
gaderne, som har krævet deres rettigheder og rejst parolerne "Ned med
Fernando Henrique Cardoso!" og "Ud med IMF!".
På denne måde er valget af Luiz Inácio Lula da Silva til præsident det direkte resultat af alle disse kampe, som vort folk har ført. Uden disse havde Lulas sejr og nederlaget for arbejdsløshedsregeringen og dens kandidat ved valget ikke været mulig.
Kampen fortsætter
Men stadig ønsker millionærerne, der lige har tabt ved stemmeurnerne, at styre landet og høste endnu større profitter. Derfor trykker de i deres aviser og proklamerer på tv og i radio, at såvel nationalbankdirektøren som skatteministeren er nødt til at være personer, der har støtte fra det finansielle marked (læs: støtte fra spekulanterne og de store inden- og udenlandske kapitalistiske virksomheder). De siger, at "markedet ønsker kontinuitet i den økonomiske politik og ikke accepterer voldsomme forandringer".
Men hvem var det nu, der vandt valget? Markedets eller folkets kandidat? At fortsætte den nuværende kriminelle økonomiske politik med underkastelse under IMF, en politik, der førte landet på randen af ruin, der med privatiseringerne forgreb sig på offentlig ejendom, der efterlod mere end 12 mio. arbejdere uden arbejde og 53 mio. mennesker sultne, der jævnede de offentlige universiteter med jorden, der fremkaldte en sand katastrofe i den offentlige sektor, og som i perioden 1995-99 fremprovokerede et eksodus af 800.000 familier fra landet samt sugede landets blod ved årligt at betale 50 mia. brasilianske real i indlands- og udlandsgæld, dét vil decideret være at bedrage og svindle med valget.
Det er klart, at dette "marked", i virkeligheden storborgerskabet (bankiererne, godsejerne og imperialismen), ikke ønsker forandringer og vil gøre alt for at forhindre dem. Men som der er mange eksempler på i vores historie: jo flere indrømmelser man gør til det umættelige nationale borgerskab og imperialismen, jo mere opmuntrer man dem, og jo mere kræver de. Derfor er den rigtige vej for Lulas regering - i stedet for at tilfredsstille de riges profitbegær - at realisere de store forandringer, som vort folk så brændende ønsker. Det vil sige, at landet ikke længere underkaster sig IMF, suspenderer betalingen af indlands- og udlandsgælden og forøger minimumslønnen til et anstændigt niveau.
Med andre ord: dersom markedet ikke ønsker forandringer, så ønsker folket dem, og folket er stærkere end markedet, titusind gange stærkere. Men at forsøge at udskyde disse forandringer, som folket kræver, vil kun efterlade vort folk endnu mere oprørsk - og med al mulig grund. I mere end 500 år er det blevet undertrykt og udbyttet af disse selv samme herskende klasser, der i dag - lige efter at have tabt valget - fortsat vil regere. Et folk, der tilføjede kapitalisterne et sådant nederlag og viste så stor indsigt, vil også vide at komme tilbage på gaderne for at fremskynde de forandringer, som Brasilien behøver og kræver. Eller sagt på en anden måde: arbejderne vil virkeliggøre forandringerne i dette land, koste hvad det koste vil.
Derfor fortsætter kampen. Den fortsætter med arbejdere, som er mere frimodige og mere bevidste om deres kraft og derfor med større mulighed for at øge deres politiske organisation og styrke sig til det endelige opgør med kapitalismen i Brasilien og i verden. Arbejderklassens og folkets bevidste kræfter, og særligt de revolutionære kommunister, vil med sikkerhed vide at udnytte det enorme demokratiske rum, som Lulas sejr åbner, og arbejde for at rykke fremad, styrke folkets organisering og samle kræfter til de kommende slag, der opstår og nærmer sig. For som Florestan Fernandes meget rammende har sagt: "Under kapitalismen er livskvalitet ikke andet end en illusion".
1. november 2002
Brasiliens Revolutionære Kommunistiske
Parti (PCR)
Centralkomiteen
Oversat fra PCR's avis, A Verdade, november 2002.
Netavisen
18. november 2002