I februar 1956 – for 50 år siden – gennemførte Sovjetunionens Kommunistiske Parti sin første kongres efter Stalins død. Den berygtede 20. partikongres er blevet stående som symbolet på den fredelige kontrarevolutions sejr i USSR.
SUKPs 20. kongres for 50 år siden var af historisk betydning - negativ historisk betydning. Den var et slag mod den internationale kommunistiske bevægelse og folkenes kamp for revolution og socialisme. Jan Steinholt analyserer den fra norsk vinkel
Af Jan R. Steinholt, Revolusjon, Norge
I februar 1956 – for 50 år siden – gennemførte Sovjetunionens Kommunistiske Parti sin første kongres efter Stalins død.
Den berygtede 20. partikongres er blevet stående som symbolet på den fredelige kontrarevolutions sejr i USSR.
Nikita Hrustjov revisionismens bannerføre på den 20. kongres
Den dag i dag døjer den internationale kommunistiske bevægelse, arbejderklassen og folkene i de tidligere socialistiske lande med de katastrofale eftervirkninger.
Det var revisionismens sejr i 50'erne, som systematisk lagde grunden til den åbne og totale kontrarevolution, som fandt sted i Sovjetunionen og hele Østeuropa omkring 1989-91.
”Alle forvrængningerne af de principielle hovedspørgsmål, såsom hvilken epoke vi lever i, vejene for overgang til socialismen, krig og fred, holdningen til den moderne revisionisme og til imperialismen osv., som senere blev grundlaget for den store åbne polemik med den moderne revisionisme, har sin officielle begyndelse i Krustjovs beretning til den 20. kongres,” opsummerede Enver Hoxha i bogen Krustjovitterne.
Denne kongres blev startet på splittelsen i den internationale kommunistiske bevægelse. Den voldsomme ideologiske polemik blev fuldstændig åben, da Albaniens Arbejdets Parti gik i spidsen for kritikken af Krustjov & Co. på Moskva-mødet af 81 kommunistiske partier i 1950.
Reidar T. Larsen, som nogen år senere blev formand for Norges Kommunistiske Parti, var til stede og bekræfter i sin erindringsbog Styrt fra Moskva?, at Enver Hoxha talte mod Krustjov ”så det gnistrede i salen” . Selv holdt lederne af Kinas Kommunistiske Parti sig tilbage, ”i plenummøderne overlod de til Albaniens leder Enver Hoxha at affyre kraftsalver mod sovjetlederne” 1).
KKP indledte ikke deres ”store polemik” før i 1963.
I mellemtiden var de gamle bolsjevik- ledere i SUKP som Molotov og Kaganovitsj vågnet af deres halvsøvn og havde forsøgt at bekæmpe Krustjov internt i præsidiet i SUKP. Krustjov kom i mindretal og blev rent faktisk afsat i 1957, men han mobiliserede sine loyale marskaller og det flertal, han havde sikret sig i centralkomitéen, til at kuppe mødet i præsidiet og tage et opgør med ”anti-partigruppen” med Molotov i spidsen.
Rødderne lå dybere end i personen Krustjov
En mekanisk og venstredogmatisk tendens har hævdet, at den 20. partikongres sørgede for, at Sovjetunionen skiftede farve nærmest over en nat. Det er en subjektivistisk holdning, som reducerer den kontrarevolutionære proces til et spørgsmål om rådne personligheder og forrædere. Krustjov, som oprindelig var trotskist, var utvivlsom et råddent element. Det samme kan siges om Mikojan og andre i ledelsen.Men det forklarer ikke, hvordan disse elementer kunne få de delegerede på kongressen med sig og i løbet af få år iværksætte en række kapitalistiske reformer, som bid for bid undergravede økonomien og det socialistiske system i Sovjetunionen.
Det er indlysende, at disse kræfter havde en social magtbasis at spille på, så de kunne udnytte en række usunde tendenser såsom idéer om, at ”ledelsen har altid ret”, og en selvgodhed, som var vokset frem i kølvandet på sejren over fascismen i 2. verdenskrig.
Hertil kom tendenser til forsoning med socialdemokratiet og udspil i flere lande for at slå kommunistiske og socialdemokratiske partier sammen, noget som uden tvivl gav anledning til forskellige reformistiske idéer om ”fredelig overgang til socialismen”, allerede før Krustjov knæsatte dette som en generallinje på den 20. partikongres.
I Østtyskland blev Tysklands Kommunistiske Parti efter krigen slået sammen med det socialdemokratiske parti til Sozialistische Einheitspartei (SED). Både Norges Kommunistiske Parti (som straks efter krigen indgik i samarbejdsforhandlinger med det norske [socialdemokratiske] Arbejderparti) og det britiske kommunistiske parti satte fredelig overgang til socialismen på sine programmer allerede i 1953, tre år før den 20. partikongres i SUKP.
Anstrengelserne for økonomisk genopbygning efter krigen skabte rum for forskellige ”produktivitetsteorier” på økonomifeltet – til en vis grad i USSR og endda i højere grad i efterkrigens Norge – som i praksis undervurderede og nedtonede den ideologiske og politiske kamps betydning.
Mange af disse farlige tendenser var der blevet advaret imod på det stærkeste på SUKP's 19. partikongres i 1952, den sidste kongres i Stalins levetid. En række foranstaltninger og tiltag mod bureaukratiseringen blev anbefalet af den 19. kongres, men få om nogen overhovedet blev ført ud i livet.
Det var i denne usunde situation, at Krustjov-kliken kunne mobilisere styrke og udnytte svaghederne, mens de i overgangsfasen smiskede for Stalin og græd krokodilletårer over hans bortgang. Da den 20. kongres oprandt, var de stærke nok til at konsolidere revisionismens sejr.
Officiel legitimering af revisionismen
”Fra Stalins død og frem til den 20. kongres,” skriver Enver Hoxha i sine erindringer, ”manøvrerede den krustjovistiske klike behændigt med den 'bureaukratiske legalitet', med 'partiets love', 'kollektiv ledelse' og 'demokratisk centralisme' og fældede krokodilletårer over Stalin. Sådan forberedte de skridt for skridt at torpedere Stalins virke, hans personlighed og marxismen-leninismen.
Dette er en periode fyldt med lærdomme for marxist-leninisterne, fordi den afslører bankerotten i den 'bureaukratiske legalitet', som repræsenterer en stor fare for de marxist-leninistiske partier.
Den viser metoderne, som revisionisterne gjorde brug af for at drage fordel af denne 'bureaukratiske legalitet'. Den viser, hvordan ledere, der både var ærlige og erfarne, men som har mistet den revolutionære klasseånd, går i intrigemagernes net og giver efter for afpresning og demagogi fra revisionistiske forrædere, som iklæder sig revolutionære fraser.
I denne overgangsperiode så vi, hvordan krustjovitterne for at sikre deres magt opererede med en 'stor partiånd', 'fri for frygten for Stalin', med 'sande demokratiske og leninistiske former'. Rundt om dette lagde de en stor ståhej, mens de aktivt arbejdede på at organisere de mest beskidte bagvaskelser af den slags, som kun borgerskabet har evnet at koge sammen imod Sovjetunionen, imod Stalin og imod det socialistiske system.
Enver Hoxha
Krustjov-revisionisterne kom med grove beskyldninger og foretog ødelæggende virksomhed i den hensigt at 'bevise' de bagvaskelser, som borgerskabet i årevis havde spredt mod marxismen-leninismen, revolutionen og socialismen angiveligt ved hjælp af ægte dokumenter, med 'argumenter' og 'analyser' i en ny ånd.
Alt, som var godt i fortiden, blev forvrænget angiveligt i lyset af 'nye omstændigheder', 'ny udvikling' og 'nye veje og muligheder'.
Mange lod sig vildlede af denne demagogi fra forræderne. Men Albaniens Arbejdets Parti lod sig ikke vildlede. Partiet har fortaget en detaljeret og principiel analyse af denne situation og har sagt sit i forsvaret for marxismenleninismen for længe siden.” 2)
Enver Hoxha var gæst på kongressen fra AAP sammen med Mehmet Shehu og Gogo Nushi. Han forsætter med at beskrive, hvad der skete på kongressens sidste dag, hvor bl.a. valgene fandt sted og de udenlandske delegationer ikke var til stede. Her blev en anden beretning lagt frem af Krustjov:
”Det var den berygtede, såkaldt hemmelige beretning mod Stalin, men som var sendt i forvejen til de jugoslaviske ledere (som var blevet fordømt af Kominform i 1948 – min bemærkning J.St.) , og nogle få dage senere kom den i hænderne på borgerskabet og reaktionen som en ny 'gave' fra Krustjov og krustjovitterne. Efter at den var blevet drøftet af kongresdelegaterne, blev beretningen overleveret til os og de andre udenlandske delegationer. (…) Efter at vi havde læst den, returnerede vi denne horrible rapport til indehaverne. Vi havde ikke brug for denne pakke med beskidte bagvaskelser, som Krustjov havde kogt sammen.
Der var andre 'kommunister' end os, som tog den med sig hjem for at give den til de reaktionære og for at sælge den i tonsvis fra sine boghandlere som en profitabel indtægtskilde. (...) Bare få dage efter begyndte den sorte røg fra den 20. kongres at brede sig overalt.” 3)
Noter:
1) Reidar T. Larsen: Styrt fra Moskva?, s. 34.
2) Enver Hoxha: The Khrushchevites, Tirana 1980, eng. udg. s. 178.
3) Samme sted s. 183.
Netavisen 8. marts 2006