I øjeblikket er der i mainstreammedierne en masse larm om udvalgte landes angivelige udvikling af diverse typer af våben. Således beskyldes Irak for at udvikle masseødelæggelsesvåben, og Nordkorea og Iran for at fremstille atomvåben. Anklagerne mod disse lande kommer fra verdens største våbenproducent og -eksportør, atombombesupermagten USA, der formentlig råder over flere atomvåben end noget andet land i verden og i hvert fald beviseligt har brugt dem (i de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki i 1945). Dette faktum forhindrer dog ikke Bush-regeringen i at spille "dommer" i atomvåbenspørgsmål.
Ifølge
Det Hvide Hus's absolut syge fascistiske logik må lande, som amerikanerne
udråber som deltagere i en "ondskabens akse" og tilmed konkret
truer med krig, ikke engang forsøge at gøre noget for at kunne forsvare
sig imod et kommende amerikansk angreb eller afskrække USA fra at foretage
et sådant. De forventes pænt at bøje nakken og modtage amerikanske
"gaver" fra himlen.
I stedet for de skingre krav til andre lande
burde "Guds eget land" og andre atommagter acceptere det krav, der kommer
fra folkene, fra alle dem, der elsker fred og liv på denne jord: et generelt
forbud mod de modbydelige atomvåben.
Dette ville betyde, at USA og andre
skulle "slippe atomknappen" og destruere deres atomvåben. Men
under imperialismen, og tilmed med en amerikansk imperialisme, der er mere aggressiv
og blodtørstig end nogensinde, er det meget svært - for ikke at sige
umuligt - at forestille sig, at missilskjoldsterrorister som Bush og co. vil afskære
sig fra muligheden for at foretage "Endlösung" ved hjælp
af atombomben.
Imidlertid er det ikke første gang, at USA på den mest hykleriske manér giver den i rollen som "atomvåbenoverdommer". I kølvandet på Anden Verdenskrig førte USA en regulær smædekampagne mod det daværende socialistiske Sovjetunionens atombombeprogram. Som et verbalt svar på denne amerikansk ledede hetz gav Sovjetunionens leder, J.V. Stalin, i 1951 et interview til det sovjetiske dagblad Pravda. I interviewet, som er oversat til dansk nedenfor, fremlægger Stalin et meget klart og rigtigt syn på væsentlige spørgsmål vedrørende atomvåben. Bl.a. fremhæver han, at det, USA reelt ønsker, er et atomvåbenmonopol, men han understreger samtidig også, at Sovjetunionen ønsker et forbud mod atomvåben.
I 1968 vedtoges traktaten om ikke-spredning af atomvåben
(indtil i dag underskrevet af 188 lande), der netop ikke forbyder atomvåben,
men derimod har det grundlæggende indhold, at den i traktatform monopoliserer
atomvåbnene i hænderne på en række imperialistiske lande
med overhøgen USA i spidsen.
J.V. Stalin:
Interview med J.V. Stalin fra Pravda, den 6. oktober 1951
Spørgsmål: Hvad mener De om den larm, som der i disse dage har været i den udenlandske presse i forbindelse med et atombombeforsøg i Sovjetunionen?
Svar: Faktisk blev der for kort tid siden gennemført et forsøg med en af de forskellige typer atombomber. Forsøg med atombomber af forskellig kaliber vil også i fremtiden blive gennemført i overensstemmelse med planen til forsvar af vort land imod et overfald fra den aggressive angloamerikanske blok.
Spørgsmål: I forbindelse med atombombeforsøget slår forskellige ledende amerikanske personligheder alarm og skriger op om, at USA's sikkerhed er i fare. Findes der nogen grund til en sådan ophidselse?
Svar: Der er ingen grund til en sådan ophidselse. Det kan ikke være de ledende amerikanske personligheder ubekendt, at Sovjetunionen ikke bare er imod anvendelse af atomvåben, men også er for et forbud mod dem og for en indstilling af produktionen af dem. Som bekendt har Sovjetunionen gentagne gange krævet et forbud mod atomvåben, men hver gang er det blevet afvist af Atlant-pagtens magter. Det betyder, at de herskende kredse i USA i tilfælde af et amerikansk overfald på vort land vil anvende atombomben. Netop denne omstændighed har også tvunget Sovjetunionen til at besidde atomvåben for vel udrustet at kunne møde aggressorerne.
Naturligvis ønsker aggressorerne,
at Sovjetunionen er ubevæbnet, hvis de foretager deres overfald. Men Sovjetunionen
er ikke indforstået med dette og mener, at man må møde aggressoren
godt rustet.
Følgelig må man - hvis ikke USA har til hensigt at
overfalde Sovjetunionen - betragte ophidselsen hos de ledende amerikanske personligheder
som uden forbindelse med virkeligheden og som hykleri, idet Sovjetunionen ikke
påtænker nogensinde at angribe USA eller noget som helst andet land.
Ledende personer i USA er utilfredse med, at ikke kun USA, men også andre lande - og frem for alt Sovjetunionen - er i besiddelse af hemmeligheden om atomvåben. De ville ønske, at USA var det eneste land med produktion af atombomber, at USA havde uindskrænkede muligheder for at afskrække og afpresse andre lande. Men ud fra hvilken grund tænker de egentlig sådan, med hvilken ret? Kræver opretholdelsen af freden måske et sådant monopol? Vil det ikke være mere rigtigt at sige, at det forholder sig lige modsat, at netop opretholdelsen af freden først og fremmest kræver afskaffelsen af et sådant monopol og dernæst et ubetinget forbud mod atomvåben? Jeg mener, at atombombens tilhængere kun vil bifalde et forbud mod atomvåben, hvis de ser, at de allerede nu ikke er de eneste, som har dem.
Spørgsmål: Hvad mener De om en international atomvåbenkontrol?
Svar: Sovjetunionen er for et forbud mod atomvåben og for en indstilling af atomvåbenproduktionen. Sovjetunionen er for oprettelsen af en international kontrol af, at beslutninger om forbud mod atomvåben, om indstilling af atomvåbenproduktion og om allerede fremstillede atombombers brug til udelukkende civile formål gennemføres med største nøjagtighed og videnskabelighed. Sovjetunionen er netop for en sådan international kontrol.
Ledende amerikanske personligheder taler også om "kontrol", men deres "kontrol" går ikke ud fra en indstilling af atomvåbenproduktionen, men derimod ud fra forsættelsen af en sådan produktion, og det i et omfang, der modsvarer den råstofmængde, som det enkelte land råder over. Altså går den amerikanske "kontrol" ikke ud fra et forbud mod atomvåben, men derimod ud fra deres legalisering og sanktionering. Dermed sanktionerer man krigsanstifternes ret til med atomvåben at tilintetgøre titusinder, ja hundredtusinder, af fredelige mennesker. Det er ikke svært at forstå, at denne kontrol ikke er en kontrol, men derimod en hån mod en kontrol, et bedrag over for folkenes længsel efter fred. Selvfølgelig kan en sådan "kontrol" ikke tilfredsstille fredselskende folk, som kræver forbud mod atomvåben og indstilling af deres produktion.
Oversat af Michael Jensen fra J.W. Stalin:
"Antworten
auf Fragen eines Korrespondenten der "Prawda" über die Atomwaffe",
Werke, Band 15, Dortmund 1979, pp. 259-61.