Kommentar
Af
Michael Jensen
En ven, jeg har, fortalte mig forleden om en mærkværdig
episode fra sin gymnasietid. Han gik i klasse med en ung iransk mand, som var
først i tyverne og efterhånden havde udviklet et ret så nydeligt
overskæg. Op til Golfkrigen i 1991 var der én, der sagde til denne
unge mand: "Du ligner sgu da efterhånden Saddam Hussein!". Dagen
efter havde omtalte gymnasieelev fjernet sit overskæg.
Selvom historien
er ret banal, fortæller den alligevel noget interessant og vigtigt. Den
fortæller, at de borgerlige, imperialistiske medier, som DR, TV2, CNN og
mange andre, havde lykkedes med den dæmoniseringskampagne, som de bevidst
havde sat i gang mod Saddam Hussein og Irak.
Dæmoniseringen er fortsat og er - særligt siden Bush tiltrådte i Det Hvide Hus - ustandseligt tiltaget i sin perfiditet. Hvis man i dag siger, at man er imod en krig mod Irak, konfronteres man meget ofte med spørgsmål som: Jamen, støtter du da Saddam Hussein? Og Saddam Hussein er da farlig?
At sådanne spørgsmål overhovedet stilles i forbindelse med krigen mod Irak viser flere ting:
For det første, at dæmoniseringen i stor grad har haft held til at skjule krigens reelle indhold, nemlig at krigen er en ren og skær imperialistisk røverkrig (og det uanset hvad USA kan true og betale sig til i FN's nuværende, udemokratiske, korrupte og imperialistiske Sikkerhedsråd), der har til formål at vælte regeringen i Baghdad, indsætte en amerikansk statholder i Irak og gøre dets indbyggere til slaver, stjæle Iraks olie og forære den til vestlige (primært amerikanske og britiske) olieselskaber og bruge landet som brohoved for en videre amerikansk ledt olieodyssé i Mellemøsten.
For det andet, at det til en vis grad er lykkes for mediedæmonerne at køre det hele over i "for eller imod Saddam", a la "enten er I med os, eller også er I med terroristerne", hvilket totalt ser bort fra, at der rent faktisk bor andre end Saddam Hussein og hans klike i Irak, ja faktisk er Iraks nuværende befolkning på omtrent 25 mio. mennesker. Et helt folk lægges således for had. Chauvinisme har altid været og er stadig en fast bestanddel af imperialistiske plyndringstogter.
For det tredje, at propagandamaskinen heller ikke har arbejdet forgæves i forhold til at portrættere Saddam Hussein som "en farlig mand" med masseødelæggelsesvåben. At USA selv besidder masseødelæggelsesvåben en masse, er verdens suverænt største våbenproducent og -eksportør og har deltaget i flere krige end noget andet land i verden, spiller ingen rolle i imperialismens perverterede logik og "nyhedsformidling", ej heller det faktum, at USA - i modsætning til Saddam Husseins Irak - efter Golfkrigens "afslutning" i 1991 har været direkte involveret i adskillige krige rundt omkring på kloden; i bl.a. Irak (1991-, Golfkrigen sluttede nemlig ikke endeligt, men fortsatte som en "lavintensitetskrig", hvor amerikanske og britiske kampfly blev ved med og fortsætter med at angribe Irak fra en ulovlig og ikke FN-anerkendt såkaldt "flyveforbudszone" på irakisk territorium), i Somalia (1992-94), i Jugoslavien (1999) og i Afghanistan (2001-).
Det danske
folk oplyses heller ikke nævneværdigt om den kendsgerning, at "det
gode", USA og Vesten, faktisk klappede i hænderne, da Saddam Hussein
tog magten i Irak i 1979 og året senere, vel udrustet med amerikanske våben
og opbakning fra en sand "fredens" mand, nemlig ingen ringere end vinderen
af Nobels "fredspris" 2002, Jimmy Carter, startede otte års krig
mod Iran - med omkring en mio. døde, endnu flere sårede og millioner
af flygtninge - for at knuse den antiimperialistiske revolution, der i februar
1979 havde smidt den amerikansk støttede Shah på porten.
Dengang
var Saddam Hussein "a son of a bitch, but our son of a bitch",
som det dengang med Roosewelts ord udtryktes i Washington. Dengang var Saddam
Hussein USA's lejesvend og -morder. Så dengang var der ingen dæmonisering,
for venner behandler man jo godt.
Men dæmonisering er langt fra noget, der kun rammer en Saddam Hussein. Alle ledere, der på den ene eller anden måde stiller sig i vejen for imperialisternes politiske, økonomiske eller militære interesser, sættes konstant og systematisk i én og samme bås som "diktatorer", "galninge", "farlige" osv. I flokken af pariaer, udvalgt af en virkelig "moralens vogter", verdenshistoriens største massemorder, det imperialistiske USA, finder vi udover Saddam Hussein folk som Zimbabwes Mugabe, Cubas Castro, Nordkoreas Kim Jong-il, Libyens Gaddafi og som et nyt "medlem i klubben", Venezuelas Chávez. Alle disse udråbes gennem den Hollywood-inspirerede propaganda som "onde" eller medlemmer af diverse akser som en "ondskabens akse", underforstået at dem skal "de gode", "frihedens og demokratiets kræfter" med en superfascist, en Hitler dobbelt-up, som Bush i spidsen og hans danske ekko, Fogh Rasmussen, den værste pro-amerikanske medløber, som Danmark nogensinde har haft som statsminister, bekæmpe.
De
"frie" og selvcensurerende medier, der står bag disse kampagner,
hvor intet er for småt til, at det kan bringes, og hvor fantasierne får
frit løb, kan i deres research "mærkeligt nok" aldrig finde,
at USA siden Anden Verdenskrig har været involveret i langt over 200 militære
interventioner overalt på kloden og som redskaber for sin magt i verden
har støttet så "frie, demokratiske regimer" som Shahens
Iran, Suhartos Indonesien, "Papa Doc" Duvaliers Haiti, Batistas Cuba,
Pinochets Chile, Mobutos Zaire, apartheidstyret i Sydafrika - blot for at nævne
nogle enkelte i den uendelige række af USA-støttede folkedrab.
Konklusion:
Ikke ét eneste øjeblik må man tro på den udlægning
af begivenhederne vedrørende Irak og krigen mod landet, som imperialisternes
højtbetalte chefredaktører og journalister giver. I stedet må
man stemple disse professionelle løgnhalse som medskyldige i imperialismens
forbrydelser, fordi de med deres fortielser, fordrejninger og løgne dækker
over fakta, over hvad imperialismen, og i særdeleshed den amerikanske, konkret
har betydet og betyder af død og ulykke.
Dæmoniseringens virkning
findes desværre også i krigsmodstandens rækker, både i
Danmark og internationalt, og den skaber til en vis grad forvirring om, hvad krigen
egentlig drejer sig om. Fx skriver diverse antikrigsinitiativer specifikt i deres
grundlag, at de tager afstand fra Saddam Husseins regime. En sådan passus
burde egentlig slet ikke være der, ligegyldigt hvor rigtig den end er, fordi
krigen jo netop ikke handler om at være for eller imod Saddam Husseins styre.
Men
at pointere en afstandtagen fra Saddam Husseins regime i forbindelse med USA's
krig mod Irak er givetvis en taktisk indrømmelse over for de virkninger,
den forvirring, som den massive smædekampagne, der føres af de borgerlige
medier mod styret i Baghdad, skaber i en stor del af den almindelige befolkning.
Til trods for, at den forestående amerikansk ledede oliekrig på ingen måde handler om at befri det irakiske folk fra undertrykkelse (jf. alle de stærkt reaktionære og fascistiske regimer, som USA enten støtter eller har støttet), er det alligevel formålstjenligt at se lidt på det irakiske styres karakter. Blot at råbe "diktatur" og kalde Saddam Hussein for en "diktator" giver ingen dybere forståelse for ret meget, men hvad værre er: det giver imperialismens demagogi og dæmonisering endnu mere frit spil.
Spørgsmålet om Saddam Hussein
Saddam Husseins regerende Baath-parti, der har regeret Irak siden 1968, repræsenterer det nationale borgerskab i Irak. Dette borgerskab står i dag i modsætning til imperialismen, simpelthen fordi det ønsker at bevare sin kontrol over Iraks rigdomme, primært olien, som imperialismen nu med blot og bar magt, med krig, vil tilrane sig. Iraks olie var indtil 1972, hvor nationaliseringen af olien blev gennemført, underlagt vestlige olieselskabers kontrol. Amerikanske og britiske olieselskaber kontrollerede ikke mindre end 75% af olieproduktionen i Irak. Nationaliseringen af olien gav ikke bare Irak en langt større grad af økonomisk og politisk handlefrihed, men bragte også den irakiske befolkning en generelt bedre levestandard. I 1990 - året før de kriminelle, folkemorderiske FN-sanktioner, der indtil nu har kostet over en mio. irakere livet, trådte i kraft - var Irak med et BNP pr. indbygger på lidt over 3000 dollars således et af regionens mest velstående lande.
Men
som alle andre borgerskab undertrykker også det irakiske gennem sin kapitalistiske
stat, borgerskabets diktatur, store dele af befolkningen, først og fremmest
arbejderklassen.
Denne undertrykkelse varierer alt efter betingelserne - præcis
som i alle andre kapitalistiske lande. Den kan antage fascistiske træk -
og gør det i Irak og for resten også i Colombia (en rigtig god ven
af USA). Fx er erklærede kommunistiske partier og fagforeninger, der er
uafhængige af staten, forbudt i Irak.
Nu er der så i dag en situation,
hvor imperialismen med USA i spidsen forbereder krig mod Irak for at afsætte
dette nationale borgerskab og indsætte et nyt og pro-imperialistisk regime
i Irak, et regime, som vil være 100% loyalt over for USA og Israel og deres
"krig mod terror".
I en sådan situation forsvarer Saddam Husseins regime objektivt set, dvs. uanset hvad man end måtte mene om Saddam Hussein og hans regerende Baath-parti, Iraks suverænitet og nationale selvbestemmelse over for en krigerisk imperialistisk koalition under ledelse af den amerikanske imperialisme, den største fjende af verdens folk, progressive og revolutionære, et blodtørstigt vilddyr, der som Hitlers horder har tænkt sig at vælte ind over Eufrat og Tigris for at skrue tiden tilbage til den tid, hvor Irak var en koloni. Det burde ganske enkelt ikke være svært at se, hvem der er hovedfjenden ikke bare for det irakiske, men for alle Mellemøstens folk. Det er imperialismen, anført af Stars and Stripes, der er den entydige hovedfjende, og det er nødvendigt at tage utvetydigt stilling imod denne. Spørgsmålet om Saddam Hussein er et fuldkommen sekundært spørgsmål og skal i øvrigt løses alene af det irakiske folk og ikke af imperialismen.
Ovenstående holdning omkring, hvad der er primært og sekundært, er præcis den, som progressive over hele verden også havde under Falklandskrigen i 1982, hvor Thatchers Storbritannien førte en imperialistisk krig imod Argentinas berettigede territoriale krav på Falklandsøerne, som Storbritannien havde besat i 1833. I 1982 sad der et fascistisk militærdiktatur i Argentina med tusindvis af progressives liv på samvittigheden, men det afholdt ikke progressive, revolutionære og kommunister i hele verden fra at komme på banen til forsvar for Argentina. De så nemlig klart, at det primære spørgsmål - hovedspørgsmålet - var den britiske imperialisme og dennes imperialistiske krig, og ikke det argentinske regimes karakter og klasseindhold.
Men
ligesom dengang er der desværre også i dag folk på venstrefløjen,
der vakler i et sådant afgørende spørgsmål. I forbindelse
med Irak er det særligt interessant at se på, hvordan det illegale
såkaldte Iraks Kommunistiske Parti (ICP), der i perioder har spillet en
betydelig politisk rolle i Irak og i perioder har været voldsomt forfulgt
af Baath-styret (forfølgelsen har bl.a. betydet, at nogle af ICP's medlemmer
og tilhængere er flygtet til Danmark og her og nu deltager i den danske
antikrigsbevægelse), vurderer situationen.
ICP har en grundlæggende
parole, der hedder "Nej til krig! Nej til diktatur!", altså en
ligestilling af den imperialistiske krig med det irakiske styre, af angriberen
med den angrebne. Med hele ICP's historie, med den ret omfattende og brutale forfølgelse,
som det har været udsat for, kan man godt forstå, hvorfor det fokuserer
så meget på Saddam Hussein og hans styre, men det gør ikke
ligestillingen mere rigtig af den grund.
Ligestillingen af imperialismens aggressionskrig
med det irakiske styres natur er ikke bare forkert, men den tjener også
objektivt set imperialismen og dens krig, fordi den derved spreder forvirring
om krigens reelle indhold, dens imperialistiske karakter, og herved faktisk er
med til at støtte og legitimere den.
På ICP's hjemmeside - for så vidt som denne kan tages som udtryk for partiets holdninger - siges der også forbavsende lidt om den forestående krig og årsagerne til, hvorfor Irak nu skal overfaldes. Der siges heller ikke meget om alle de quislingorganisationer som fx Den Irakiske Nationalkongres, som USA har oprettet i kampen for at udskifte Saddam Hussein med et amerikansk lydregime.
ICP har således alt i
alt en mildest talt forsonende holdning til imperialismen, og partiet lægger
på ingen måde op til at deltage i forsvaret af Iraks selvstændighed
og selvbestemmelsesret mod imperialismens angreb. Alligevel betegner ICP sig selv
som en "patriotisk kraft".
Men der er ingen tvivl om, at ICP p.t.
forfølger en politisk linje, der arbejder til fordel for imperialismen
og imod det irakiske folks grundlæggende interesse i øjeblikket,
nemlig at undgå at falde i imperialismens kløer, hvilket vil være
et klart tilbageslag for det irakiske folk i dets kamp for ægte demokrati
og frihed.
I forbindelse med denne problemstilling, altså progressives
- for slet ikke at tale om kommunisters - opgaver i lande i Iraks situation er
det meningsfuldt at se ganske kort på situationen i Kina i 1930'erne.
I
1931 havde Japan besat Manchuriet og marcherede videre mod resten af Kina. Kinas
Kommunistiske Parti (CPC) førte på det tidspunkt kamp for at styrte
Chiang Kai-sheks mere og mere reaktionære styre. Men da de japanske imperialister
rykkede længere og længere ind i Kina, besluttede de kinesiske kommunister
at ophøre med at forsøge at omstyrte Chiang Kai-sheks styre og tilbød
det i stedet at danne en "anti-japansk national enhedsfront" for at
slå de japanske røvere tilbage. For CPC var det den japanske imperialisme,
som var hovedfjenden, ikke Chiang Kai-shek. CPC lod ikke "gammelt nag"
til Chiang Kai-shek skygge for den kendsgerning, at det var langt mest fordelagtigt
- og reelt også nødvendigt - med en alliance med hans styre for at
bekæmpe de japanske aggressorer. Og alliancen var, selvom den med mellemrum
blev brudt af Chiang Kai-shek, meget betydningsfuld for, at det lykkedes at slå
japanerne tilbage.
CPC's rigtige taktik i forhold til bekæmpelsen af den japanske imperialisme betød ikke alene, at japanerne blev drevet ud af Kina, men også at CPC herved tilkæmpede sig rollen som den ledende politiske kraft i Kina. Og fire år efter Japans kapitulation, i 1949, kunne CPC i spidsen for det kinesiske folk så fuldføre den endelige sejr over Chiang Kai-sheks godsejerregering, der støttedes af USA, og udråbe Den Kinesiske Folkerepublik.
Måske ville det være værd
for de irakiske "kommunister" i ICP og andre i lignende situationer
at studere det kinesiske eksempel?
Netavisen 6. december 2002