Af Ramzy Baroud, chefredaktør, Palestine Chronicle
Jeg tvivler på, at den israelske premierminister Ariel Sharon er løbet tør for ideer. Hver gang vi tror, at han har anvendt den allersidste mulige taktik i forsøget på at undertrykke det palæstinensiske folk, beviser den altid trodsige 'kriger' det modsatte. Hans seneste vilde jagt på palæstinensiske aktivister kostede palæstinenserne 15 liv mere og 148 sårede, og føjede endnu en mindedag til den palæstinensiske kalender.
De som vover at se det fulde billede, uden forvrængning
og uærlighed, véd som en kendsgerning, at Sharon er en galning, en
fanatisk fascist, som har udviklet en unik type racisme, unik for zionismen, unik
for ham.
Men det er selvfølgelig kun folk fra de 'alternative medier',
eller 'forhenværende' ledere og statsmænd, som vover at udtale dette,
fordi der ingen høje poster er på spil for dem, og de politiske omkostninger
for fhv. politikere er minimale.
Men indtil verden samler mod til at sige Sharon:
'NU ER DET NOK' og 'Du får ikke lov til at besætte, myrde og udsulte
palæstinenserne' - indtil det sker er palæstinenserne forudbestemt
til at indsamle og begrave deres døde, alene med desperate råb om
hævn og andre råb om frihed.
Da jeg i dag så strømmen
af fotos og Tv-billeder af palæstinensiske civile, eller hvad der var tilbage
af dem, dræbt i det israelske togt mod Gaza, var der et vredt spørgsmål,
som skræmte mig: Hvorfor bliver Sharon, en sund mand med et industrielt
landbrug der er millioner af dollars værd, ved med at forfølge en
undertrykt befolkning, som lever i burlignende byer og landsbyer, desperat fattige,
og alle krævende frihed.
Har Sharon ikke dræbt nok? Vil hans endeløse
liste over palæstinensere, han vil dræbe, og steder, han vil bombe,
aldrig blive udtømt? Er en karriere i mord over 52 år ikke fuldt
tilstrækkelig til at tilfredsstille mandens tørst efter palæstinensisk
blod? Hvor mange flere massakrer står på Sharons liste, før
han dør eller forlader politik for evigt?
Jeg er mere bekymret over
tanken, at Sharon har nået en alder, hvor hans besættelse af 'Israels
sikkerhed' vil føre ham til at foranstalte flere Sabra og Shatila-lignende
stormassakrer på palæstinensere. Sharon tror fuldt og fast på
teorien om at 'en god araber er en død araber', som mange zionister gennem
årene har fremført. Mens det er kostbart nok for en fanatisk jødisk
bosætter at tro på en sådan sætning, så er det forfærdende,
at en premierminister, der opmuntres af en bifaldende israelsk offentlighed, gennemfører
dens ord som sin politik.
Men har israelerne endnu ikke prøvet alt?
De har massakreret, bombarderet, belejret, fængslet palæstinensere
i mere end fem årtier, og har ikke høstet andet end mere had og modstand.
Hvorfor bliver de så ved med at holde fast i en sådan forkert og mislykket
politik for evigt? Er det blot for at kunne myrde?
Hvad har de uskyldige børn,
kvinder og mænd fra Gaza, så svage og indstillet på at vågne
op fra en sød søvn, gjort, når de finder sig selv midt i et
blodbad og deres kære sprængt i stumper og stykker og spredt under
den tunge cement?
Vi ved alle nu at frygten for selvmordsbomber ikke længere
tolereres som påskud, af mange grunde. En af dem er, at den israelske besættelse
begyndte for årtier siden, og selvmordsbomberne udviklede sig som et desperat
svar på den grusomme og uforståelige israelske adfærd i 1990'erne.
Der er ikke noget med hvad kom først - hønen eller ægget -
til at forvirre.
Men dertil kommer at det israelske angreb på Gaza kom
bare en dag efter at Hamas havde erklæret sig parat til at indstille sine
angreb på Israel, hvis dette ville trække sig tilbage fra de nyligt
besatte byer på Vestbredden og frigive palæstinensiske politiske fanger.
Tilbuddet
fra Hamas kom fra bevægelsens åndelige leder i et interview med Al-Jazeera.
Hvis Sharon virkelig bekymrede sig om sit folks velfærd, ville han have
ladet være med at angribe en af bevægelsens topledere i Gaza. Angrebet
på Gaza var delvist et svar på tilbuddet fra Hamas. Nu kan kun naive
undgå at se, hvad de kommende uger vil bringe. Palæstinensere er ude
over vredens grænser, ude over at være forrådt, og føler
at den eneste metode at forholde sig til den morderiske israelske militærkampagne
og besættelse er at slå tilbage mod israelerne, ikke kun soldater,
ikke kun militante bosættere.
Mens det er nemt for nogle af os at
læne sig tilbage i komfortable stole og diktere palæstinenserne, hvilke
modstandsmetoder der er acceptable og hvilke der ikke er det, men det palæstinensiske
folk på Vestbredden og i Gaza styres ikke af vores hjertevarme og bekvemme
diktater.
De er kun mennesker, med en begrænset, omend usædvanlig,
evne til at holde ud. Vi har alle svigtet dem: vi har undladt at beskytte dem;
vi har undladt at tage deres parti; vi undlod at stoppe deres israelske mordere,
og skældte dem ud for at drage paralleller mellem israelere og nazister;
vi så dem bede om nåde i Jenin og gik ikke ud af vores vej for at
forhindre at de blev dræbt; vi hørte deres råb om band i Nablus
og tilbød dem intet; vi kunne næsten lugte de opløste lig
af deres sønner, der var spredt i gaderne, og vi klagede over, at palæstinenserne
misbruger ordet 'massakre'.
Vi har svigtet dem - og vi har mistet retten til
at kritisere dem.
Palæstinenserne er overladt til sig selv, og forsøger
at afbøde de invaderende tanks og F16-fly mod deres flygtningelejre.
Skam
få en verden hvor Sharon er en fri mand. Skam få en verden som tolererer
en sådan grusomhed mod en forpint nation. Skam over alle og enhver af os,
som kendte sandheden og intet sagde.
Overs. KP
Netavisen 29. juli 2002