Kommentar
”Syv ud af ti danskere tror på en gud,” berettede de danske massemedier ved indgangen til den kristne højtid påsken. Der blev refereret til en meningsmåling lavet af Vilstrup for Politiken, i hvilken de adspurgte kunne vælge mellem på forhånd givne udsagn om ”Deres opfattelse af Gud”. Svarene faldt således (afrundede tal):
1. Gud er en dømmende og tilgivende far i himlen: 19 pct.
2. Gud er en slags energi i universet: 12 pct.
3. Gud er et udtryk for naturens kræfter: 9 pct.
4. Gud er en helt personlig stemme i hvert enkelt menneske: 32 pct.
5. Gud eksisterer ikke: 20 pct.
6. Ved ikke: 9 pct.
Overskriften med de syv ud af ti religiøse, som det blev til i den borgerlige offentlighed, kan være svær at få øje på. Af de ovenstående besvarelser kan kun dem i nr. 1 med sikkerhed betragtes som udtryk for et religiøst verdensbillede. Måden, der er blevet spurgt på, gør det meningsløst at placere alle de mennesker, der har krydset af ved nr. 2, 3 og især 4, i gruppen af religiøst sindede.
Hvis man ikke har et fuldt afklaret materialistisk verdensbillede, kan gennemsnitsdanskeren, som det ses her, godt finde på at svare ja til, at ”en slags energi i universet”, ”naturens kræfter” eller ”en helt personlig stemme i hvert enkelt menneske” kan dække over begrebet Gud, hvis det nu lige er det, man bliver spurgt om af et meningsmålingsinstitut, når man griber røret. Hvor mange af disse der har et religiøst verdensbillede, kan vi ikke se.
Kort sagt er omkring en femtedel af danskerne religiøse i normal forstand, en femtedel er afklarede ateister, mens de fleste vælger en af de meget ukonkrete bekræftelser på begrebet Guds eksistens. En tredjedel af de adspurgte definerer guden som ”en helt personlig stemme” i en selv, hvilket unægtelig ligger langt fra verdensreligionerne. De har næppe et religiøst verdensbillede.
De spøjse spørgsmål i Vilstrups undersøgelse formår ikke at skjule, at flertallet af danskerne har forladt det religiøse verdensbillede for et par generationer siden. Man er nødt til at gøre naturkræfterne og den private moral til Gud for at få et højt nok ciffer.
Hvis man definerer religion bredere, socialpsykologisk, kan man derimod godt på en saglig måde placere praktisk talt alle danskere i den religiøse boks.
Den herskende familieopfattelse er religiøs. Selvom mennesket biologisk har en drift til at leve i flokfamilier, skal vi leve parvis i strid med vores natur. Det er et religiøst dogme.
Vor kulturs menneskeopfattelse i videre omfang er også religiøst præget. Selvom mennesket er et flokdyr, der styres følelsesmæssigt af andre menneskers forventninger til ens opførsel, dyrkes idéen om den enestående individualitet, ”sjælen”, og den dermed beslægtede forestilling om de givne præferencer ved f.eks. valghandlinger og på markedspladsen.
Det er forestillingen om, at en gud eller flere guder styrer verden, som er uigenkaldeligt død som folkeligt verdensbillede, og religionen som samfundsinstitution – kirken – som ligger med halvandet ben i graven. Det viser, hvilken vej den naturlige udvikling går.
Men hvorfor skal vi fyldes med budskabet om, at et massivt flertal af danskerne er religiøse? Er det ikke slemt nok, at hele en ud fem danskere har et forbløffende tilbagestående verdensbillede med, citat, ”en dømmende og tilgivende far i himlen”?
Roskildebispen Jan Lindhart kan slet ikke få åndsformørkelse nok. For ham og hans indvandrede tempel-institution, der har benene dybt plantet i den sorte middelalder, er det en torn i øjet, at tre ud af ti betragter selve det ”åndelige spørgsmål” om Guds eksistens som et åndet spørgsmål og nægter at lege med. Jan Lindhart er ledende figur i et foretagende, hvor prædikanterne er klædt i herremode fra reformationstiden i 1500-tallet og også ideologisk har sat uret i stå i samme tid. Hedninger kan ikke tolereres. Over for Politiken rejser bispen tvivl om, hvorvidt de 20 pct. totale gudsfornægtere ”virkelig mener det af hjertet”.
Bisp Lindhart rider på den højeste modebølge for religion, der længe er set. Bush og Blair dyrker deres kristendom synligt og agiterer i religiøse termer for deres imperialistiske og fascistiske ideologi, krigsførelse med Gud i ryggen. De reaktionære ledere i den udbyttede (”tredje”) verden opgejler og udnytter religiøse traditioner og følelser i manipulationen af folket, hvad enten det sker i imperialismens eller i det nationale borgerskabs interesse. Den amerikansk-europæiske imperialistiske offentlighed har et uforbeholdent positivt syn på religion, ligegyldig hvilken. Führer Bush har under sit nuværende forsøg på at starte en verdenskrig sørget for gentagne gange at prise islam og rose de troende muslimer for deres tro og har andægtigt besøgt en amerikansk moské i samme anledning.
Religionen er en uadskillelig del af den herskende ideologi til og med kapitalismen, og religionen har altid stået på den herskende klasses side. Der, hvor undertrykte folk har gjort oprør mod undertrykkerne, har oprøret kun sejret i det omfang, det har frigjort sig fra religionens ideologiske spændetrøje, og hvor de undertrykte har taget skæbnen i egen hånd. Bush og Blair ved, at verdens muslimer ikke kan gøre oprør mod imperialismen, hvis de holder sig til Koranen, thi den giver ingen anvisninger eller hjælp i den retning, tværtimod.
De gamle religioner presser mennesket ned i uværdig ydmyghed. Du skal knæle for guden eller guderne og lyde templets befalinger. I den imperialistiske verden promoveres nye former for religion, efterhånden som de gamle religioner mister indflydelse over folks liv og f.eks. sexistisk undertrykkelse ikke længere kan begrundes religiøst i klassisk forstand. Et fælles kendetegn for den imperialistiske mysticisme er jeg-dyrkelsen i centrum. Jo mere privat og mystisk du tolker dit liv, desto bedre. Det gælder ikke mindst den vigtigste moderne form for religiøsitet, det borgerlige samfunds slet skjult infantilistiske religion: pardannelses-romantikken. Kærlighed formuleret i bestemt form er et regelret religiøst udtryk.
Den borgerlige offentlighed, den herskende ideologi, censurerer kommunismens standpunkt tætsluttende og gentager rutinemæssigt sine umådeholdne forsøg på at dæmonisere og latterliggøre den videnskabelige socialisme. Ekspropriering af kapitalen, planøkonomi, arbejderstyre? Ha, ha, nej, sikke noget forældet bras, så lad os hellere snakke om helligånden, om reinkarnationer og genfærd, oprette flere templer, dyrke mere romantik, eller for den sags skyld nihilisme, hedonisme og dekadence, mere af hvad som helst, bare det ikke så meget som bare nærmer sig socialisme og kommunisme og klassekampskultur.
Det, at den officielle hyldest til religion og mystik øges i lydstyrke, viser, at den herskende klasse kører på fossilt brændstof. Ingen gud eller guder kan forhindre verdens undertrykte folk i at befri sig fra imperialismen eller arbejderklassen i at overtage magten.
På længere sigt står menneskeheden kulturelt set i et valg mellem irrationel og manipulerende religion eller rationel og frigørende kommunisme. Intet trossamfund og ingen folkereligiøsitet kan i længden overleve den kulturelle udvikling, der følger revolutionen, så sandt den dialektiske materialisme.
Kommunistisk
Politik
Netavisen 18. juni 2002