Det var en fodboldlandskamp, der aldrig skulle have været spillet. Den
var fra første færd forkert: en 'venskabskamp' på den israelske
stats 'fødselsdag' - aftalt efter situationen mellem Israel og palæstinenserne
allerede var skærpet, den israelske kamp mod det palæstinensiske
selvstyre i fuld gang og det palæstinensiske svar: den anden intifada
under udfoldelse.
DBU har argumenteret for kampen ud fra dens sportslige værdi. Den havde
ingen: det israelske landshold var simpelthen for ringe.
Det var helt andre beregninger, der motiverede Israel. Værdien af en 'venskabskamp' mod Danmark er ikke til at overse. Slet ikke i den nuværende situation, hvor Israels krigsforbrydelser fordømmes af hele verdensoffentligheden, og Sharon-regeringen åbenlyst trodser både FN og international ret. Dens gennemførelse noteredes da også som en sejr af den israelske ambassadør, bødlen Carmi Gillon, der sammen med den bedragerisigtede venstreborgmester fra Farum Peter Brixtofte var dens honoratiorer: 'Venskab sejrede over politik', erklærede Sharon-regimets udsendte torturspecialist som dreven politiker. Brixtofte udtrykte sin fulde støtte til Israel. Politikeren fra kulturministeriet meddelte fiffigt, at sport ikke skulle blandes med politik - og understregede at Danmark ikke havde sanktioner af nogen art mod Israel.
Men hvad der var tænkt som et stort anlagt propagandafremstød for Israel og det officielle Danmarks støtte til dens forbryderiske politik over for palæstinenserne blev en gedigen fiasko: Fodboldfolket blev simpelthen væk efter at de israelske forbrydelser i de besatte områder var blevet åbenbare med den nuværende israelske terrorkampagne. Billetsalget gik helt i stå - næsten 6000 forlangte deres penge refunderet, flere tusinde andre blev bare væk. Da det officielle tilskuertal blev opgjort havde der været godt 9000 tilskuere - en brøkdel af det normale tal for en venskabskamp.
Danmark - også fodbolddanmark - boykottede den provokatoriske kamp. For en provokation var det: demonstrationerne og sammenstødene udenfor Parken var forudsigelige og uundgåelige. Situationen var politisk - og den danske regering insisterede på at lade kampen gennemføre i stedet for at gøre det rigtige, anstændige og oplagte: aflyse den. Hver eneste af de mere end 150 anholdte - hovedsageligt unge med palæstinensisk baggrund - er ofre for en fejg proisraelsk og antipalæstinensisk regerings provokation, fulgt op af et indsatsberedt politi.
I store dele af presse og TV fremstilles de protesterende palæstinensere, arabere og muslimer som i bedste fald underlige ballademagere og potentielle terrorister. Men det er mennesker, hvis nation, folk og familier massakreres af en massivt militær overlegen terrorstat.
Det officielle Danmark har ikke taget klar afstand fra den israelske terror og ikke omsat sin verbale kritik af de israelske menneskeretskrænkelser til nogen form for handling. Våbeneskporten til Israel fortsætter som om intet er hændt. De økonomiske, kulturelle og sportslige forbindelser ligeledes. At være medvider og i det mindste passiv støtte til en forbrydelse er medskyld og medansvar i sig selv.
Det er en kamp, der efterlader en bitter smag og et polariseret København, som med en utrolig brutal politifremfærd fik en opvisning i, hvad der er forberedt til EU-formandsskabets stordemonstrationer i andet halvår.
På trods af det massive politiopbud udenfor, i og omkring Parken forhindrede det ikke Boykot Israel-aktivister i at protestere på selve fodboldbanen, hvor Danmark vandt 3-1 over et meget svagt israelsk hold - i en træningskamp uden nogen berettigelse overhovedet, heller ikke som testkamp før VM..
Netavisen 18. april 2002