Af Inge Paaske
I hele "processens" forløb har grundlaget været et "Princip-dokument".
Dokumentet rummer ingen principper for hvad Israel
skal gøre , det være sig på områder som: fastsætte
sine grænser , trække sig ud af de besatte områder eller behandle
sine borgere ens. Dokumentet indeholder en lang række emneområder,
mest af økonomisk art, som 2 parter (?)
skal forhandle i 8 PLO - Israel - komitéer - uden at der er nogen forligsinstitution
der er følger parternes udveksling af forslag , og uden at der er en
FN eller anden folkeretslig ekspertise der følger slagets gang. Disse
8 komitéer skulle "være drivremmen for ... en vis grad
af gensidig økonomisk interesse , der overskrider enhver aftale imellem
de 2 parter". De økonomiske aftaler
er altså på plads længe inden den første politiske
aftale "Gaza og Jerichau først", der giver 65% af
Gaza og Jerichau begrænset autonomi, bliver aftalt i maj 1994.
Ordet besat eller besættelse er fraværende fra
dokumentet.
Den israelske økonomi profiterer på aftalerne
Forud for Oslo-aftalen var "fredsøkonomi'en" blevet
studeret og planlagt i samarbejde med israelske økonomer, embedsmænd
og forretningsfolk. Som sædvanligt var palæstinenserne og araberne
uforberedt (ikke inviteret) og måtte improvisere, som de havde gjort siden
de første bilaterale aftaler med Israel.
En lang række økonomiske komponenter i Oslo i form af langvarige aftaler, langvarige kontrakter, samarbejdskomitéer og investeringer blev påtvunget palæstinenserne , der langt fra var parate.
Tel Aviv Universitetet, Det Israelske Handelskammer, Verdensbanken, Harvard's Kennedy School of Government, The Council on Foreign Relations, Brookings Instituttet kastede sig alle over fredsøkonomien, imens Israels high-tech industrier tiltrak toppen af de multinationale: Intel , IBM, Motorola, Vishay, Tower Semiconductors m .fl.
Takket være disse voksede den israelske økonomi i perioden 1995-1999 med næsten 50% - fra 264 mill. shekels til 410 billioner shekels. Ifølge det israelske handelskammer havde israel i de foregående 4 årtier tabt eksportmuligheder for ca. 40 billioner dollars på grund af de arabiske landes boycot. Siden den blev løftet er alt forandret - mere end 20 lande etablerede ambassader i 1994 og flere er kommet til siden. Gennemsnits- indkomsten for israelere steg fra 1992 fra 12.600 dollar til 20.000 dollar i slutningen af 2001. Arbejdsløsheden faldt fra 11, 2 procent i 1992 til 6, 9 procent i 1995 - på trods af at israel i samme periode foruden de russiske højtuddannede emigranter, der fik ansættelse i elite-industrien importerede mere end 300.000 fremmedarbejdere fra Rumænien og Thailand.
Denne proces skabte en ny klasse af opadstræbende mobile professionelle og forretningsfolk, som blev internationalister i deres markedsmål og globalister i deres udsyn - de interesserede sig mindre for de besatte områder og den arabiske verden. Disse magtfulde israelske nouveau riche, som ofte gnubber skuldre med deres vestlige partnere besluttede sig for at skaffe sig af med det negative billedet af Israel som besætter - det er dårligt for handelen. Det andet syn, der mest kom til udtrykt blandt den mindre israelske industri, der var afhængig af billig palæstinensisk arbejdskraft og det palæstinensiske marked for deres produkter, var enige i at det måske var tiden til at ændre de økonomiske relationer med palæstinenserne, på en måde der garanterede langsigtet kontinuitet - men insisterede på en fortsat israelsk dominans.
Den palæstinensiske økonomi taber MEGET på
aftalerne og taber sin selvstændighed
Ifølge Verdensbanken som normalt er konservativ og tilbageholdene:
"Den centrale historie om Vestbredden og Gaza 's økonomi i de
sidste par år handler om forringelser selvom der også er forekommet
positive udviklinger siden 1993 med overførsel af autoritet på
visse områder til de Palæstinensiske myndigheder"
Den palæstinensiske økonomi er meget lille, bruttonationalindkomst er 3, 6 billioner dollars sammenlignet med israels 100 billioner dollars. Den palæstinensiske eksport er 75 mill. dollars sammenlignet med den israelske eksport på 25 bill. dollars. 900 mill. dollars af den palæstinensiske økonomi er indtægter fra arbejde i udlandet, 600 mill. dollars er indtægter fra skatteaftaler med Israel. 88% af den palæstinensiske eksport går til Israel. Under hele "processen" har palæstinenserne fået højere arbejdsløshed , højere fattigdomsrater og mindre adgang til uddannelse og sundhedsydelser.
Den økonomiske model der blev anvendt i de besatte områder under fredsprocessen var vedtaget af Verdensbanken og det internationale samfund, men i praksis udarbejdet af særlige arbejdsgrupper i Israel og USA. Den israelske økonom Ezra Sadan skrev de skitser som blev basis for at strukturere den palæstinensiske økonomi i et nyt afhængighedsforhold til Israel. Oslo -processen kom til at implementere slogan' et "Få Gaza ud af Tel Aviv" ved at få Tel Aviv 's forretningsverden til Gaza. Israelske industrielle interesser og behov blev tilgodeset i Gaza og på Vestbredden ved store , officielle og hemmelige underkontrakt-relationer som udnyttede billig palæstinensisk arbejdskraft uden at få palæstinenserne indenfor "den grønne linie".
Israels skitser forudså en helt igennem afhængig palæstinensisk økonomi , uafhængige palæstinensiske områder blev tilskyndet til at "desintegrere" . Ifølge Sadan's "industrielle park" - koncept eller Mequilladoras skulle Israel forbedre underkontakt-formelen ved at udvikle visse industrielle områder , midt i et hav af fattigdom og tilbageståenhed som ville gøre billig arbejdskraft mere effektiv. Det var en nyere version af den samme model , der i Sydafrika kaldes "vækst-punkter".
Dette netværk af udbytning blev styrket ved amerikansk og europæisk støtte til "samarbejdsprojekter" imellem palæstinensere og israelere som kun i ord støttede det reelle palæstinensiske behov for et minimum af selvstændighed. Typer som det amerikanske " Builders for Peace" og Den Europæiske Kommission for Middelhavsaffærer" støttede KUN joint-venjures.
Oslo-processen er blevet brugt som et instrument af Israel til at til at sikre sig økonomisk herredømme over palæstinenserne i de besatte områder uden at ville ligestille dem i Israel. Alle Clinton og Al Gore's rådgivere var kendte amerikanske zionister.
Kilde og idéer :
Marwan Bishara:
Palestine/Israel
Peace or Apartheid
Zed Books , London , 2001
s. 100-s113
Netavisen 21. januar 2001