Rubrikken 'Bag Kassen'
Kommunistisk Politik
25, 2002
København er i en rivende udvikling. Det bryster enhver
agtværdig politiker sig over. Og de har ret:
Fra nytår får
billetpriserne på offentlige transportmidler et regulært kosttilskud.
Ventelisterne på hospitalerne får et ekstra vitamintilskud, mens folkepensionisterne
bliver frataget deres.
Arbejdspladserne lægges øde - stadig
flere hensættes til "køen". Daginstitutioner nedlægges,
og ungerne overføres til forskellige former for overvågningspladser.
De arbejdsløse tvinges i arbejde uden løn og ordnede forhold. De
syge og ældre overlades til sig selv, for det er mest tilfredsstillende
for dem. Psykisk syge har det bedst uden pasning, så de kan lære deres
eget selvværd at kende. Det kaldes distriktspsykiatri. Ledige boliger er
en by i Theresienstadt. Gud ske lov står til gengæld tusindvis af
tomme kontorlokaler ledige.
København kan ved udgangen af år 2002
ikke skjule sin elendighed.
Hjemløse traver rundt i gaderne med deres indkøbsvogne pakket til bristepunktet. Psykisk syge færdes i gaderne, snakkende med sig selv - eller råbende ad andre mennesker. Tiggerhæren på hjørnerne, stationerne og gaderne vokser bestandigt.
Det
er dog ikke denne rivende udvikling, de ansvarlige politikere tænker på.
De tænker på et operahus velsignet af Mærsk McKinney Møller,
som sender regningen til skatteborgerne. De tænker på broprojekter,
der binder EU sammen. De tænker på Ørestaden, der med blandt
andet sit Medicon Valley er udset til en vigtig brik i puslespillet om en nordisk
Metropol!
De tænker på den danske model af en undergrundsbane,
der i sin opførelse rystede mange bygninger i det stolte København
i deres fundament.
Netop denne Metro skal leve op til en Metropols særtegn.
Ved
et af mine første møder med vidunderet oplevede jeg, hvordan der
er tænkt på brugerne.
Her ankommer jeg sammen med et selskab på
seks en sen nattetime på Nørreport station efter en hyggelig tresårig
fødselsdag. Midt i december, hvor julefrokosterne florerer. Vi havde taget
turen fra Ishøj, hvor "dagen" blev fejret. Og der manglede ikke
noget, så vi var fyldt med godt humør, dejlig mad og alt for megen
drikke.
De fleste af os skulle til Amager. På forunderlig vis lykkes
det os at opnå lidt forvirring, da vi forsøger at finde vej fra S-toget
til M1 og M2, som linierne kaldes. Heldige som vi er, så holder det førerløse
tog på perronen, da vi når så langt.
Vi springer straks på vognen. Alt ånder fred og idyl, mens vi drøner gennem tunnelgangene med god udsigt til de mange nødudgange i tunnelen. Bedst som roen er ved at sænke sig over selskabet, finder halvdelen af selskabet - heriblandt jeg selv - ud af, at vi er kommet med den forkerte linie.
Da vi springer ud på Christianshavn station for at skifte linie, må jeg erkende, at "blæren" er blevet for trang. De mange alkoholiske væsker har på ganske naturligvis vis trængt sig vej til min dertil indrettede "beholder". Nu var det liiiiige sådan, at det ikke kun var alkohol, jeg havde indtaget i løbet af aftenen. Der var andre stoffer med en vis indbygget afhængighedstrang, der gjorde sig gældende. Jeg måtte have "lys" i en cigaret. Det lykkedes.
Til gengæld kunne jeg ikke øjne nogen skilte med en dame i kjole eller mand med let skrævende ben. Toilettet fandtes tilsyneladende ikke på perronen. I god tro tager jeg rulletrapperne op til gadeplan, hvor det til min lettelse viser sig, at der står en Metrovagt. Den unge pige fortæller mig, at der ikke findes toiletter og gør mig opmærksom på, at jeg ikke må ryge på stationen. Det er kun lige kommet over hendes læber, da en anden - også kvindelig vagt - kommer farende ud af "sit" kontor og pointerer, at jeg hverken må tisse eller ryge.
Den kommanderende tone kombineret med mit behov for at lade vandet gør, at jeg beslutter at trodse hende. Af to muligheder vælger jeg, at jeg vil vedblive med at ryge. Hun følger mig trofast ned ad rulletrapperne, udslyngende trusler om at tilkalde kontrollen via sin walkie, som hun truende holder til munden hele vejen.
På trods
af at jeg er ved at brænde fingrene på skoddet, vælger jeg at
ignorere hende. Hjem kom vi - uden vagter, der ellers kunne have den rolle at
hjælpe "trængende" i enhver henseende.
Så meget
om politikernes prestigeprojekter. Hvor fanden er menneskets mulighed for at træde
af på naturens vegne?
Reno
Bag
Kassen KP25, 2002
Netavisen 22. december 2002