- eller hvorfor er det så nødvendigt med et kommunistisk parti for at kunne kæmpe mod krigen og hvorfor er kampen mod krigen det kommunistiske partis vigtigste opgave idag.
Strøtanker
uge 47
Kommunistisk Politik 23, 2002
For os, der er født i skyggen af 2. verdenskrig, er der ét spørgsmål, der blev stillet igen og igen: Hvorfor var der ikke flere, der råbte 'vagt i gevær' allerede før krigen startede? Hvorfor blev der ikke gjort mere for at forhindre Hitlers rædselsregime i at udfolde sig?
Nu er det ved at ske igen: Bush og hans bagmænd er ved at starte den 3. verdenskrig med sigte på et langt mere omfattende verdensrige end det Hitler havde i tankerne, imens resten af verden holder vejret eller holder kæft. Ihvertfald de regerende eliter.
I det daglige lever vi som vi plejer og venter og ser, hvis vi er heldige bliver det ikke så slemt. Imens indføres alle de love og regler og samfundsforandringer, der danner grundlaget for indførelsen af et fascistisk regime. Med terrorkrigen og muslimerne som skræmmebillede i medierne lykkes det også uden store problemer at få dem gennemført i det meste af den vestlige verden.
Hvem
skal så gøre noget? De andre. Hvem er det? Det er dig og mig og alle
andre tænkende væsener på kloden. Vi skal gøre noget
NU, hvis vi vil forhindre en ny krig i at bryde ud.
Nå ja, men hvis der
ikke kommer den ene krig, så kommer der nok en anden for kendsgerningen
er jo, at det imperialistiske system ikke kan overleve uden en krig.
Netop derfor er det kommunistiske parti så vigtigt. Hvis vi tror at vi kan nøjes med at forhindre den krig , der er på tapetet og så få lov at leve fredeligt til vores dages ende, så tager vi fejl. Imperialismens dødkamp, der kræver den ene krig efter den anden er en vigtig grund til, at en organisation som Stop terrorkrigen er nødvendig: Der skal hele tiden være nogen, der tager nye trusler og angreb på folkene og freden op, nogen opmærksomme vagthunde, der ikke har illusioner om, at angrebene ophører, sålænge imperialismen består.
Altså en vedvarende kamp imod krigen kræver et kommunistisk parti, der er istand til hele tiden at analysere verdenssituationen og tage de nødvendige initiativer for at videreføre kampen.
Der
er vel andre ting, der optager almindelige mennesker i hverdagen? Skal vi ikke
tage fat på dem for at få styrket det kommunistiske parti?
Lad mig spørge på denne måde: Hvis en stor oversvømmelse truer dit hus vil du så bruge dine kræfter på at bygge dæmninger og uderstøtte fundamentet eller vil du fortsætte med at reparere hullet i taget?
For mig at se er den krig, der truer nu og den deraf følgende samfundsomstrukturering en så alt overskyggende trussel mod menneskeheden, at alle kræfter må sættes ind for at forhindre den. Samtidig sker der det, at vi er vidne til den mest omfattende samling af progressive kræfter, der er set tror jeg siden kampen mod fascismen. Dette sker både på nationalt, europæisk og på verdensplan. Hvis ikke kommunisternes stemme bliver hørt her, vil denne samling splittes og bevæge sig i socialdemokratiske, revisionistiske og humanistiske retninger og samlingen vil opløses i ufarlige strømninger, der ikke kan tage fat på det grundlæggende problem: At opløse det kapitalistiske samfundssystem.
Det kan godt være
vi kan få nogen store demonstrationer, men uden kommunisterne får
vi ikke fat om nældens rod.
Selvfølgelig skal vi samtidig tage
os af alle de problemer der er i hverdagen, på arbejdspladsen osv. Men vi
bliver nødt til overalt at se udviklingen i krigens perspektiv for at forstå
den større sammenhæng. Når vi taler om styrkelsen af det kommunistiske
parti bliver vi også nødt til at forstå, at de folk, der nu
er i bevægelse i retning mod kommunismen, de befinder sig i krigsmodstandernes
rækker.
Kommunistisk Politik 23, 2002
Netavisen
24. november 2002