Missilforsvar, stjernekrig og en verden i kaos
Af Troels Riis Larsen, DKU
Vi står i midt i en langvarig krig. Her tænker jeg ikke "blot" på den aktuelle (kommende) krig i Irak, som den amerikanske præsident Bush har proklameret op til flere gange. Jeg tænker på den krig som foregår lige nu mellem de små og store imperialistmagter. Der bliver kæmpet om kolonier og råstoffer, hvor Olie er det absolut vigtigste af slagsen. I kampen om herredømmet har USA lagt sig i spidsen af ræset.
Hvad snakker jeg om ?
Jo - jeg snakker selvfølgelig om den amerikanske oprustning, herunder det amerikanske missilforsvar, der uundgåeligt medføre til ny oprustning fra de lande, der på kort og lang sigt føler sig truet af et USA, der er styret af en krigsliderlig præsident og den amerikanske våben- og olieindustri.
Hvilke lande føler sig truet af det demokratiske USA, spørger du måske? Er det ikke blot usle slyngelstater, der mæsker sig i masseudryddelsesvåben og andet farligt. Dette er Bush's retorik, der skal forsvare hans massive oprustning på alle felter. I virkeligheden er det USA, der har langt flest masseudryddelsesvåben. Og USA har nægtet at underskriver alle aftaler om at begrænse disse våben.
Men missilforsvaret er da defensivt - er det ik'?
Svaret
er nej. Missilforsvaret, der i første omgang skal kunne nedskyde omkring
tyve atomare interkontinentale missiler, er først og fremmest rettet mod
Kina og andre mindre atommagter. Kina har netop omkring tyve interkontinentale
atomare missiler. Hvis missilforsvaret bliver en realitet betyder det altså
at USA kan gennemføre en krig mod Kina uden selv at skulle frygte atombomber.
Og med den nye Bush-doktrin, hvor han giver sig selv ret til at angribe ethvert
land, der kan true USA's sikkerhed er det lige pludseligt blevet en skrækvision
for fremtiden. USA og Kina i ragnarokkrig. Og det er bare et af scenarierne.
Det amerikanske missilforsvar vil altså medføre en stigende oprustning fra kinesisk side for at imødegå truslen fra USA, hvilket igen vil medføre at de regionale atommagter, Pakistan og Indien, vil opruste. Bevæbnede til tænderne overfor hinanden - med atomvåben. Denne oprustningsspiral var også kendetegnet for perioderne op til de to verdenskrige.
Irakkrig, krig mod terror og stjernekrig rammer os - lige i solar plexus.
Danmark
er i krig - i Afghanistan. Der tales ikke om det. Der er ikke daglige frontreportager.
Men dag efter dag flyver danske F16-fly med dødbringende bombelaster fra
baser i Kirgisistan ind over Afghanistan - og slipper deres last.
Danmark
er en reserve for USA's globale krig mod terror, ja, mere end det: en aktiv deltager
i Bushs krig og en vigtig støtte til aflastning af kamptropper - i Afghanistan,
overalt i verden og snart i Irak
Helt konkret er Grønland
et mål for stjernekrigen, en af Bush-krigenes mange fronter.
USA har
brug for Grønland og Thulebasen som led i opbygningen af missilforsvaret.
Da Grønland i realiteten stadig er en dansk koloni, er det Danmark der
bestemmer, hvorvidt USA må udbygge Thulebasen. MEN den grønlandske
befolkning er generelt modstandere af stjernekrig - i rummet og på Grønland.
Hvad
kan vi så gøre?
Vi kan råbe højt. Give alt vores
støtte til den grønlandske og internationale modstand mod terrorkrig,
stjernekrig, Afghanistankrig, der ikke er slut, Irak-krig, der er begyndt
Og frem for alt styrke den fremvoksende danske antikrigsbevægelse.
Hvad med os unge?
Det er os der lever med den stigende spænding. Det er os der skal være kanonføde i de kommende krige. Det er os der skal bruges i imperialistmagternes kamp om verdensherredømmet. Det er ikke mindst os, der kommer til at betale for krigsoprustningen i form af ringere levevilkår, nedskæringer på uddannelserne og alle de sociale poster - og allerede gør det.
I London, New York, San Francisco, Firenze, København - overalt - er hundredtusinder (og hundredtusinder af unge) gået på gaderne i protest mod krigen.
Da det er os der står for skud er det også os der må stå i forreste række i kampen for freden - eller gå til krig mod krigen, som Lenin gjorde i sin tid. Imperialismen er døende og der er ingen grund til at være beskeden - vi må give den dødsstødet.
Kommunistisk Politik
23, 2002
Netavisen 24.11.02