Demokrati - et meget brugt og misbrugt ord. Man er vel være et skarn, hvis man ikke kan gå ind for demokrati. Det er den almindelige mening. Der er bare det problem, at demokrati ikke er en veldefineret størrelse. Så derfor er der brug for en undersøgelse af, hvad begrebet indeholder.
Der er i hvert fald to elementer, der har afgørende betydning for, hvad indholdet i begrebet er. Det ene er måden, hvorpå et lands styre eller regering og folkevalgte forsamling sammensættes, altså definitioner af valgret og valgbarhed. Det andet er, hvilke områder i samfundsforvaltningen dette styre har indflydelse på.
I vores vestlige samfund sammensættes folkestyret af medlemmer af forskellige partier. Personer, der opstilles af partierne og vælges ved folkeafstemninger af alle borgere i valgalderen. Alle gives ret og mulighed for at stemme, og der gøres meget ud af, at dette fungerer. Hvad angår adgangen til stemmeurnerne, så vil jeg mene at det i almindelighed fungerer med lige ret og mulighed, altså demokratisk. Hvad angår mulighederne for at sætte sig ind i, hvad der er at vælge imellem, så er der forskellige praktiske begrænsninger såsom læsefærdighed, adgang til alle partiernes materialer og sendetid og spalteplads i medierne, der i større eller mindre grad begrænser demokratiet.
Problemerne i definitionen af den demokratiske valgret ligger i et væld af andre begrænsninger, der opstilles og udformes lidt forskelligt i de forskellige vestlige demokratier. Her i landet har vi en regel om, at man for at kunne opstille som parti til valgene skal stille med et stort antal bekræftede underskrifter. Den begrænsning findes med forskellige procenter i de fleste lande, og procenten kan ændres af det siddende styre. Mig bekendt er der ingen af de vestlige demokratier, der har nogen regler, der giver fri og lige adgang til at komme til orde i presse og tv. Altså kræver det at kunne opstille til valgene enten, at man tilslutter sig et eksisterende parti, eller at man danner et nyt parti med de dertil forbundne omkostninger til underskriftsindsamling, reklame og propaganda. Alt i alt kan jeg således ikke få øje på nogen fri og lige ret til at opstille til valgene, altså udemokratisk. Hvad angår, hvilke holdninger et parti kan repræsentere, så stilles der i Danmark ingen begrænsninger ud over overholdelse af grundloven. Det er så her, demokratiet kommer ind.
Når jeg vender blikket mod indflydelsen på samfundsforvaltningen, er der straks store områder, der skriger i øjnene. Med EU-medlemskabet er der til stadighed flere og større beslutninger, der tages i Bruxelles vedrørende udenrigspolitik, forsvarspolitik og økonomi og handel. Dertil kommer markedsøkonomien - hvem bestemmer, hvilken produktion vi ønsker i Danmark? I hvert fald ikke Folketinget. Kan Folketinget beslutte, at al den arbejdskraft, der bruges til fremstilling af reklamer af alle slags, i stedet skal bruges til omsorg for børn, syge og gamle?
Ser jeg så på opbygningen af infrastrukturen
her i landet, så tages der jo en del beslutninger i Folketinget, men om
hvad? Om privatisering af post, bus og tog, elmarkedet, telefontrafikken m.m.
Kun broerne tages der beslutning om i Folketinget, men på hvilket grundlag?
Er der en langsigtet strategi for udviklingen af trafikken i Danmark i sammenhæng
med en strategi for udviklingen af produktionen og bystrukturerne? Så vidt
jeg kan vurdere, er der en kortsigtet planlægning frem til næste valg
samt en helt overdimensioneret hensyntagen til andre EU-landes krav og forventninger.
Undervisningssektoren er også et område, hvor jeg har svært
ved at få øje på den demokratiske beslutningsproces. Her burde
grundlaget jo lægges for den viden og indsigt, der gør befolkningen
kvalificeret til at deltage i et velfungerende demokrati - det, jeg kan se, er,
at grundlæggende samfundsuddannelse og forhøjet generelt vidensniveau
skæres bort og erstattes med uddannelser skræddersyet til erhvervslivets
aktuelle behov.
Alt i alt er det svært at få øje på
demokratiet i samfundsforvaltningen.
GBe
Kommunistisk
Politik 22, 2002
Netavisen 8. november 2002