Først
var det Tony Blair. Det engelske New Labour tordnede ind på regeringstaburetterne
efter en valgkampagne, først af professionelle mediefolk. Kontrollen med
'budskaberne' og den bevidst manipulation af den offentlige debat, markedsføring
af positive nyheder og fokus på image og ikke mindst Blairs person var ingredienser
i reklameindustriens bud på en valgsejr.
Begrebet 'designer-politik'
var født: Reklameindslag i stedet for politik. Politik uden indhold beregnet
for medieeffekten.
Det er siden blevet fastslået som en ubestridelig
kendsgerning, at designerpolitik er opskriften på parlamentarisk succes
i dag. Selvom englænderne under alle omstændigheder var dødtrætte
af Thatcher og hendes konservative efterfølgere.
I Danmark er Anders
Fogh og hans regering svorne tilhængere af designer-politikken. Reklamepengene
købte regeringstaburetterne i kraft af den - det er nu officiel sandhed.
Og mens Poul Nyrup som statsminister elskede at bade sig i mediernes rampelys,
og var en evig tilstedeværende del af TV-menuen, doserer Fogh sig på
en helt anden måde. Slagsmål, polemik, kritiske spørgsmål
undgås. 'Statsmanden' Fogh holder distancen, omgivet af sine egne medieeksperter.
Det
er indlysende, at sådan en må Socialdemokraterne også ha'. En
designerpolitik. Nyrup har bestemt ingen interesse i en principiel debat om, hvorfor
Socialdemokratiet tabte regeringsmagten: Fordi dets politik ikke var i det store
flertals interesse, og fordi det ikke holdt sine løfter og garantier til
vælgerne. Fordi det førte borgerlig EU-politik.
Og eftersom Fogh
og Co. var det eneste parlamentariske alternativ i fravær af en egentlig
opposition til venstre på den parlamentariske arena, måtte det blive
Fogh, der blev statsminister, selvom de fører borgerlig EU- og rabiat pro-amerikansk
politik.
Derfor skal socialdemokratiet 'reformeres'. Ikke reformeres politisk,
for designerpolitik har ikke noget at gøre med politik, men med at 'sælge'
personer, partier og regeringsalternativer på vælgermarkedet.
Imaget
skal pudses op: Alt fra den socialdemokratiske rose til de støvede røde
faner ved festlige lejligheder og Nyrup som forsanger i 'Når jeg ser et
rødt flag smelde' - væk med det. Der skal findes medieegnede og veltrænede
personer til at tegne partiet, en udemokratisk håndplukket elite der skal
være den ny partikerne. Det traditionelle apparat, der baserer sig på
partiforeningerne og interne valgstrukturer, skal træde i baggrunden for
den 'direkte kontakt' mellem den medietrimmede topelite og 'vælgerne'. O.s.v.
Og på samme måde som Venstre gjorde det tidligt i sidste valgperiode,
udpeger Poul Nyrup Rasmussen syv politiske prioriteringsområder, der på
partikongressen i næste måned skal udmøntes i et mindre antal
'kontante og slagkraftige mærkesager' i form af en salgspakke:
- Bedre
vilkår for børn og bedre skoler.
- Mere frihed i arbejdslivet.
-
Tryghed. Retspolitiske initiativer.
- Et modsvar til regeringens skattestop,
herunder skattesænkninger på længere sigt.
- Sundere fødevarer,
bedre miljø.
- Flere boliger og bysociale tiltag.
- En grundlæggende
velfærdspakke for især de ældre med mindstekrav til kommunernes
service.
Nyrups reformplaner har selvfølgelig vakt
stærk modstand i partiet. Det måtte øjeblikkelig føre
til en tilspidsning af magtkampene om poster og indflydelse og til den latente
fraktionskamp mellem den auken'ske 'venstrefløj' og eurosocialdemokraterne
på Nyrupfløjen. En del mener at den vigtigste fornyelse ville være
at udskifte partiformanden og hans fejlslagne politik.
Men Nyrup og Lykketoft
sidder tungt på partiet. Og LO og også SiD har kastet sig ind til
fordel for Nyrups fornyelser og designerpolitik. Så Nyrups Eurosocialdemokrati
vil ende som et designer-eurosocialdemokrati. Og partiets krise, indbefattet dets
permanente medlemskrise med tilbagegang gennem årtier, vil fortsætte
og forstærkes.
Redaktionen den 13. august 2002
Kommunistisk
Politik 16, 2002
Netavisen 18. august 2001