Den danske velfærdsdebat er for den officielle
dels vedkommende havnet i en usædvanlig usaglig og populistisk rutsjetur.
En del er gennemskueligt, og andre argumenter har sat sig fast som "sandhed"
gennem mange års gentagelser.
Middellevetiden er steget i løbet
af det sidste århundrede, samtidig med at børnetallet er faldet.
Det er en af de kendsgerninger, som de fleste mennesker ser som en positiv udvikling,
mens det for politikere er blevet et centralt argument i deres offensiv mod offentlige
ydelser: Der er for mange gamle at forsørge, og det går den gale
vej - "Om 10 år er vi en nation af gamle uden nogen til at producere,"
siges det. Den danske dagspresse har givet problemet en forsideoverskrift. Det
kaldes "ældrebomben"… dramatisk, truende og tydeligvis en
fare, som man må se i øjnene kan eksplodere ukontrollabelt og slå
bunden ud af statskassen.
Men det er myter, ikke andet end myter, som er
blevet så centrale i borgerskabets argumentation. Det første illusion,
som man skal gøre sig fri af, er den, at borgerskabet har lyst og vilje
til at finansiere understøttelse, sundhedsvæsen, uddannelse og andre
af de elementer, som samlet betegnes velfærdssamfund. Det har de ikke! Der
er tale om, at de med den største ulyst finansierer et vist niveau af f.eks.
understøttelse, fordi de er mere eller mindre tvunget til det for at undgå
hungerrevolter. Men borgerskabet græder over hver eneste krone, der bliver
givet til sygesikring og hospitalsvæsen osv., og vil til enhver tid søge
at holde enhver udgift på det absolutte minimum.
Ældrebomben
Jo
mere man smager på ordet ældrebombe, desto mere fornemmer man en indbygget
konflikt, der nærmest skriger til himlen. Da den videnskabelige substans
bag skrækscenariet er statistik, der er blevet ført gennem de sidste
mange år, så vil en klart tænkende arbejder jo hurtigt stille
sig selv spørgsmålet, om de ældre ikke stod opført,
da de var børn, unge voksne osv. Altså sagt med andre ord: Statistik
er netop en analyse af data opsamlet over en lang periode. Hvorfor så denne
snak om en bombe, som en ældrebombetrussel, der er blevet indtelefoneret
til Christiansborg - uden varsel?
Hvordan kan noget både være
en helt almindelig og naturlig del af en befolkningsstatistik - folk har det med
at blive et år ældre hvert år uden de store udsving - og så
være en bombe, der alt andet lige symboliserer en pludselig begivenhed?
Svaret er, at det er et simpelt, men virkningsfuldt demagogisk trick, en fupsammenstilling
af ord med en propagandistisk hensigt. Og hensigten er at så tvivl i den
arbejdende befolkning og standse et hvert tilløb til krav, med et "desværre,
kassen er tom". Og hvilken bondesnu afstumpethed afslører det ikke,
at man bruger generationer mod hinanden.
Men vi kan også selv bedømme
det statistiske argument og selv se på den udvikling, som tallene afdækker.
Det er f.eks. en kendsgerning, at generationerne er blevet længere. Fra
omkring 20 år for 40 år siden er en generation blevet forlænget
med ca. 10 år til 30. Dvs. at mens den store efterkrigsgeneration fik deres
børn, mens de var i 20'erne, dvs. i sidste halvdel af 1960'erne - og man
kan her indskyde, at da der var relativt flere forældre, så blev også
den generation forholdsvis stor - så er tendensen, at dem, der blev født
sidst i tresserne, først bliver forældre sidst i 90'erne, altså
når de er omkring de tredive.
Denne forskydning i fertilitetskvotientens
aldersmæssige tyngdepunkt (Fertilitetskvotient = hvor mange børn
pr. 1.000 kvinder pr. år) kan sammen med faldende børnetal og stigende
middellevetid i samme periode - 1945 til i dag - beskrives som en matematisk model,
som så kan bruges som udgangspunkt til at fremskrive dagens tal til f.eks.
2015. Og naturligvis får man et meget underligt resultat, meget, meget langt
fra virkeligheden.
Løgn og statistik
Et
mere realistisk resultat kan opnås ved at se på udviklingen inden
for de seneste 10 år. Sørgeligt nok er middellevetiden stagneret
i Danmark i den periode, med en tendens til fald i visse indkomstgrupper. Fertilitetskvotienten
er stabil, og det ser ud til, at den alder, hvor man vælger at blive forældre,
også har konsolideret sig lige lidt over de tredive.
Selvfølgelig
ved statistikere godt, at en fremskrivning ikke kan bygge mekanisk på en
matematisk model, som er baseret på udviklingen, som den har været,
og så må de gætte på, hvordan det vil gå, og regne
ud fra det. Et kvalificeret gæt er ikke noget dårligt udgangspunkt
for en fremskrivning (befolkningsprognose) - men den videnskabelige værdi
er stort set på størrelse med en bedømmelse af chancerne for
sne juleaften år 2015.
Stort set alle generelle befolkningsprognoser
- i alle lande til alle tider - der er gået mere end 5 til 10 år frem,
har været behæftet med så store unøjagtigheder, at de
faktisk ikke kunne bruges. Først og fremmest fordi menneskenes samfund
er et samfund i udvikling, et samfund hvor kapitalismens krige, kriser, sygdomme,
sult m.m. er yderst jordiske fænomener.
Tal i statistikken dækker
også over meget store udsving efter erhverv. Ufaglærte har f.eks.
en relativt kortere middellevetid end funktionærer. Der er altså nødvendigt
med et klart klassestandpunkt i bedømmelsen. Den kendsgerning, at relativt
få ufaglærte når at opleve mere end et par år på
pensionen, i øvrigt tit på den laveste pension og med et svigtende
helbred, kan man også læse i statistikken - men sådan noget
passer aldrig rigtig ind i regeringens propaganda.
Klasser er den eneste videnskabelige
metode til at betegne menneskers situation og indbyrdes forhold til samfundet.
Hvilken klasse et menneske tilhører, er den basisviden, der skal til, for
at forstå en hvilken som helst statistisk beregning. Dettes fravær
er en af de væsentligste synder i borgerlig statistik.
Mange kan
måske huske sundhedsminister Kock, der fremførte den gamle sætning,
at et æble om dagen holder lægen fra døren, udtalt i fuld alvor
på en konference for ældre i København. En hvilken som helst
debat i dag tager udgangspunkt i et holdningsbaseret grundlag og ikke et traditionelt
videnskabeligt grundlag, eller bare et empirisk udgangspunkt. (Empirisk vil sige,
at man trods alt har betragtet visse faktuelle forhold).
Som udgangspunkt
for nedskæringer er "ældrebomben" ikke kun dårlig,
fordi den er løgnagtig, men også fordi der bliver produceret stadig
mere og mere, og samfundet bliver rigere og rigere. Samfundsøkonomien vil
få stadig bedre råd til "forsørge de uproduktive aldersgrupper".
Det er bare de få, der sidder på flæsket - og så er vi
tilbage ved min første pointe: De rige giver aldrig kontanter væk
frivilligt. Hellere prøve at stikke en løgn om tomme lommer. Man
risikerer jo, at de dumme arbejdere (uanset alder) ikke tager et nej for et nej
...
Baseret på et uddrag af 'Oplæg om myter i den danske
velfærdsdebat' (Sommerlejr 2002)
Franz K
Kommunistisk
Politik 15, 2002
Netavisen 30. juli 2002