Planerne om en ny amerikansk
oliekrig mod Irak er så langt fremme, at der skabes en stemning af skæbnebestemt
uundgåelighed omkring den. Målet er at vælte Saddam Hussein
og installere et amerikansk lydregime.
Pentagon har lækket planerne (eller
ét scenario) for et storstilet angreb gennem New York Times den 5. juli:
Titusinder
af soldater (op til 250.000) amerikanske og måske britiske og andre 'allierede'
soldater vil invadere Irak fra Kuwait. Hundreder af krigsfly baseret i op til
otte lande, indbefattet Tyrkiet og Qatar, vil udløse et af verdenshistoriens
største luftangreb, mod tusindvis af mål, indbefattet lufthavne,
veje og kommunikationsanlæg. Samtidig vil specialstyrker og CIA-styrker
- med den amerikanske præsidents kriminelle 'bemyndigelse' til at dræbe
et fremmed lands statsoverhoved - operere mod udvalgte mål, angiveligt steder,
hvor Irak skulle have masseødelæggelsesvåben.
I Golfkrigen
i 1991 dræbtes mellem 100.000 og 200.000 irakere. Der stoppede krigskoalitionen,
før man nåede Bagdad. En ny krig kan få disse tal til at blegne.
Med sikkerhed vil tusinder eller titusinder af civile liv gå til.
De
amerikanske angrebsplaner er langt fremme. Siden 11. september har Irak offentligt
været nævnt som et nyt mål for Bushs 'krig mod terror' - og
parallelt med krigen mod Afghanistan har USA gjort sine talrige baser i Golf-området
klar til ny aggression mod Irak. Der er 20.000 amerikanske tropper på baser
i Qatar, Oman, Bahrain og Kuwait og 5.000 i Saudi-Arabien. Den tyrkiske regering
er blevet tilbudt gældslettelse i sin dybe økonomiske krise for at
stille flybaser til rådighed for angreb, og der har været avisrapporter
fremme om, at Jordan også vil stille militærlufthavne til rådighed
for et amerikansk angreb på nabolandet, selvom Jordan som mange andre lande,
mellemøstlige som f.eks. europæiske, officielt advarer mod et amerikansk
angreb.
Krigsminister Rumsfeld har netop afsluttet et krigsforberedelsesbesøg
i regionen, angiveligt 'vellykket'.
Påskuddet for en ny krig mod Irak?
Det er ikke længere jagten på gerningsmænd til den 11. september,
for trods ihærdige anstrengelser har Irak ikke på nogen måde
kunne forbindes hermed. Det er derfor et postulat om, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben
og vil bruge dem, og at Irak nægter våbeninspektion. Som bruges som
begrundelse. Chefen for FN's våbeninspektører indtil 1998, Scott
Ritter, benægter blankt dette, og Bush-administrationen er ude af stand
til at fremlægge nogen form for beviser. Selvom man kunne det, var besiddelse
af masseødelæggelsesvåben ingen grund til krig. USA er den
største indehaver af alle slags masseødelæggelsesvåben,
der findes. Dets allierede Israel har ulovlige atomvåben.
Den krigeriske
Bush-regering har endnu engang brug for at lade våbnene lyne. Den økonomiske
krise og tilliden til det amerikanske erhvervsliv gnaver i populariteten, der
er ved at være på samme lave niveau som før 11. september.
USA har med sin lange militaristiske tradition relativt nemt ved at mobilisere
og vinde en vis indenlandsk opbakning til sine krige.
Trods de fremskredne
forberedelser er krigen ikke uundgåelig. Som Stalin konstaterede, er krige
uundgåelige under imperialismen, men en konkret krig kan forhindres. Og
krigen mod Irak er en sådan planlagt imperialistisk krig, en nøgen
røverkrig, en uhyrlig og kriminel krig, som kan og må stoppes.
Af
hvem?
Af den verdensomspændende antikrigsbevægelse, af arbejderne,
af de fattige, af folkene, som betaler prisen for imperialismens forbrydelser,
udplyndring og krige. Allerede før krigen er der, må der udvikles
synlige protester, aktioner og demonstrationer. Opgaven består i at få
de krigsgale politikere til at forstå, at et sådant eventyr vil indebære
alvorlige omkostninger for dem selv.
Men de europæiske regeringer
er vel mod en sådan krig?
Nej - Tony Blair er for den, som USA's nærmeste
europæiske partner. Det forlyder, at Chirac har givet tilsagn om at støtte
den. Hvad vil Fogh? Der er ét gæt - selvom Danmark hverken har noget
udestående med Saddam Hussein og slet ikke med det irakiske folk. Danmark
sniger sig altid med på den gale side i de imperialistiske krigseventyr.
Det
er opgaven nu: At forhindre krigen og dansk krigsdeltagelse. Det kræver
samling af alle kræfter, der ingen interesse har i denne krig, det kræver
mobilisering af ungdommen, af de arbejdende, af det store flertal. Kan det lykkes,
kan en ny stor katastrofe forhindres.
Redaktionen den 27. juli 2002
Netavisen
31. juli 2002