Le Pens sejrstale efter præsidentvalgets første runde udtrykker
hele det moderne europæiske fascistoide højres ideer og program:
"Den 5. maj (den afgørende valgrunde, KP) er den store dag. Vær
ikke bange, I små, I menige, I udstødte. Lad jer ikke spærre
inde i venstre- og højrefløjens gamle opdeling. I, som i 20 år
har lidt under alle politikernes fejl og svindelnumre. I, minearbejdere, smede,
arbejderkvinder og -mænd fra alle de industrier, der er ruineret af Maastrichts
euro-globalisering. I fortvivlede bønder med jeres tarvelige pensioner,
og som er dømt til ruin og undergang. I er kriminalitetens første
ofre i forstæderne, i byerne og i landsbyerne.
Jeg opfordrer alle franske kvinder og mænd - uanset race, religion eller
sociale kår - til at slutte op om denne historiske chance for den nationale
genrejsning.
Jeg vil genoprette Republikkens enhed og Frankrigs uafhængighed. Jeg vil
genoprette lov og orden på det nationale territorium og befri vore landsmænd
for skattetyranniet og bureaukratiet.
Socialt er jeg til venstre. Økonomisk er jeg til højre, og nationalt
er jeg mere end nogensinde for Frankrig."
Træk den franske patos fra, skift landenavn - og man finder danskeren
Pia Kjærsgaard. Eller østrigeren Jörg Haider. Eller italieneren
Fini. Tre af samme slags, som har regeringsindflydelse.
Den samme demagogiske appel til 'menigmand', til 'folkefællesskab' og
nationalisme. Samme eksplosive blanding af social demagogi og chauvinisme. Samme
fremmedhad, samme racisme. Samme mantra: lov-og-orden . Samme 'kritik' af EU.
Samme antisocialisme og fagforeningsfjendtlighed.
Netop den sociale demagogi - løfterne om velfærd til arbejderne,
til pensionisterne, til de brede masser - forbundet med en fanesvingende nationalisme
var 'hemmeligheden' bag Hitlers og Mussolinis 'succes' i sidste århundrede.
Deres virkelige program var: krig udadtil og terror mod arbejderklassen og dens
partier og organisationer indadtil.
I dag hedder krigen 'den globale terrorkrig'. Den er der allerede. Angrebene
på de demokratiske rettigheder hedder 'terrorlovgivning', mens angrebene
på arbejdernes organisationer skjuler sig under en maske af individuelle
'rettigheder' mod 'organisationstvang'.
Anders Fogh Rasmussen var hurtigt ude med en fordømmelse af Le Pen og hans politik. Han må kende den: Han har selv giftet sig med dens kvindelige danske pendent og hendes politik. Når det nordamerikanske ekko i Danmark holder sig for pænt for næsen, må det være, fordi stanken er hjemlig og tæt på.
De europæiske ultrahøjrepartier hævder, at de ikke anerkender hverken højre eller venstre. I praksis står de sammen med de åbent borgerligepartier, mens de udnytter ligheden mellem disse og de socialdemokratiske regeringspartier, så det knap er til at se forskel - og forskellene i øvrigt uden betydning.
Ultrahøjrepartierne vælter ikke mindst frem, hvor de moderniserede eurosocialdemokratier har haft regeringsmagten - og været bannerførere for de europæiske monopolers sorte unionsprojekt. Le Pens Nationale Front udråbes i dag til Frankrigs 'næststørste arbejderparti' - og det er en ubehagelig kendsgerning at en væsentlig del af deres vælgerfremgang ligger i traditionelle arbejderbyer og kvarterer.
Det er altså lykkedes for det europæiske ultrahøjre at fremstå som et 'socialt' alternativ til de øvrige borgerlige partier og som alternativ til de socialdemokratiske partier, som også optræder som sociale demagoger, uden at deres klassesamarbejdspolitik leverer varen. De socialdemokratiske støttepartier er uden undtagelse dødeligt ramt af socialdemokratismens krise. Hués franske revisionistparti (der stadig kalder sig kommunistisk) er nærmest udraderet.
Da venstrekræfterne ikke har formået at etablere sig som et
selvstændigt alternativ til både borgerlig og socialdemokratisk
politik løber profascistiske demagoger af sted med 'vælgerne'.
I Danmark er SF og Enhedslisten på socialdemokratisk slæbetov, som
igen har DKP/KPiD og DKP/ML på slæbetov.
Sådan er billedet stort set overalt. Ultrahøjre jubler.
Redaktionen 22. april 2002
Kommunistisk Politik 9, 2002