Hvorfor skal det være så surt?
Hvorfor skal det være så forudsigeligt?
Hvad jeg mener med det?, - ja, nu er der ingen grund til at blive fornærmet,
det er jo ikke læsernes privatliv, jeg omtaler.
Næ, det er noget helt andet, som osse gerne forsøger at spire og
gro, når det bliver forår.
OK-forhandlingerne, - og i dette tilfælde indenfor KTO-området.
Under stor mediebevågenhed og med ganske megen sabelraslen brød
forhandlingerne mellem KTO-toppen og de offentlige arbejdsgivere sammen.
Hovedproblemet var Ny Løn, der er voldsom upopulær hos mange af
de offentlige ansatte.
Der er samlet underskrifter ind imod ny løn, der er bandet og svovlet
over ny løn, der er voksende splittelse blandt de arbejdende på
grund af ny løn.
Efterfølgende blev der afsendt strejkevarsler, de OK-ansatte blev bedt
om at være parate til at strejke, de tjenestemandsansatte blev orienteret
om de kommende opkrævninger til strejkekassen, og begge parter gik i gang
med at udvælge områder til henholdsvis strejke og lock-out.
Som altid mødtes parterne igen, - denne gang i forligsinstitutionen,
og uden at overraske nogen nåede man efter de sædvanlige "benhårde
forhandlinger" frem til et forlig, som begge forhandlingsparter anbefaler.
Poul Winkler, der er chefforhandler for KTO, understregede tilfreds, at det
var lykkedes at holde stigningen i puljen til ny løn nede, at der var
kommet 2 dage mere i ferietasken, at der over de næste 3 år var
en lønstigning på godt 5%, og at de yngste på arbejdsmarkedet
allerede kunne glæde sig over, at deres pensioner nok blev bedre end ventet.
Det hele er skuespil, - det er kunstig virkelig, ligesom de ulidelige mængder
af TV-serier, hvor "virkeligheden" er tilrettelagt fra ende til anden.
Men hvorfor skal det være nødvendigt at opføre det samme
skuespil år efter år?
Man har vel lov til at gætte!
Kunne det mon tænkes, at vore chefforhandlere, der allerede i flere år
har været dybt forelskede i ny løn, gerne vil have mere i ny løn-puljen,
men godt er klar over, at flertallet af medlemmerne ikke er enige? Kunne det
mon tænkes, at vore chefforhandlere gerne vil kunne sige, at de kæmpede
for medlemmernes interesser, men ikke kunne få mere igennem?
Danmarks Lærerforenings formand, Annie Herfort, har sammen med en enig
hovedbestyrelse i DLF udsent en pressemeddelelse, hvori hun opfordrer til at
stemme nej til forliget. Så vidt jeg ved, sidder samme dame i forhandlingsgruppen,
der netop har indgået forliget!?
Er det mon et udtryk for, at hun er kommet på bedre tanker og vil kæmpe
imod ny løn?
Næppe!
Hun er stadig på rollelisten i dette reality-show. Ifølge manuskriptet
skal hun anbefale et nej, fordi kommunerne er for dårlige til at administrere
ny løn!! Hun er nemlig ikke imod ny løn, - hun er kun imod kommunernes
måde at administrere den på.
Undskyld udtrykket, men jeg har sgu aldrig skidt så tyndt!!
For at forstå, hvad der sker, er vi nødt til at gøre os
klart, hvad ny løn kan og skal bruges til.
Ny løn er et redskab til at bryde det solidariske lønprincip,
et redskab til øget individualisering, et redskab til at skabe splittelse.
Med andre ord handler det om at bryde sammenholdet udfra princippet om "del
og hersk".
Hvordan i alverden kan en fagforeningsformand i fuld alvor bebrejde kommunerne,
at de udnytter de redskaber, som fagforeningen selv har været med til
at give dem?
"De administrerer imod ånden i aftalerne."
Hvad er det for en ånd? Arbejdsgiverne ønsker at købe arbejdskraften
så billigt som muligt, og fagforeningen burde sælge arbejdskraften
så dyrt som muligt, - det er ånden, og hvis man indgår aftaler,
der giver kommunerne frie hænder til at gøre som de synes, så
har man saftsusemig indgået nogle forbandet dårlige aftaler.
Så nytter det ikke at beskylde modparten for at være slem og grim.
Det er tværtimod på tide at gennemtvinge aftaler, der er i de arbejdendes
interesse!
Men det er ikke det, der står i manuskriptet, som er et genoptryk af
de sidste mange års teateroplevelser.
Nu har så lærerforeningen og vist osse sygeplejeskerne i skrivende
stund anbefalet et nej.
Det eneste nye i manuskriptet er, at alle områder hænger sammen,
således at et nej for en gruppe godt kan blive et ja alligevel.
Skulle det mod forventning alligevel blive til et samlet nej, så står
der i tillægget til manuskriptet, at der skal ændres 14 kommaer
og 1 punktum i forligsteksten. Den sendes så tilbage til afstemning, krydret
med lige dele rædselsberetninger om, hvad det vil koste os at sige nej,
og at det er det bedst opnåelige i den givne situation, - et nyt nej vil
blot medføre et langt værre resultat.
Det vil sætte tingene på plads, og overenskomsten vil være
i hus.
Bagefter vil der i forhandlingshovedkvarteret være stående ovationer,
masser af fremkaldelser og sluttelig en festmiddag for at fejre den store sejr.
Jeg tror, jeg brækker mig i lårtykke stråler, hvorefter jeg
på tom mave vil begive mig hen til et møde med andre offentlige
ansatte for at diskutere, hvordan den store modstand bedre kan komme til udtryk.
KJ
Kommunistisk Politik 7, 2002