Der kom små 25.000 mennesker til demonstrationen mod VK-DF-regeringens
finanslov på Slotspladsen foran Christiansborg den 20. marts. Midt om
dagen, hvor mange var på arbejde. En del - som SiDerne i lufthavnen -
nedlagde nu arbejdet for at være med. Men de var der: de faglige folk
med hundredvis af faner, de uddannelsessøgende i tusindvis, miljøbevægelserne,
fredsaktivisterne, pensionisterne, der protesterede mod tyveriet af Den Sociale
Pensionsfond, kunstnerne i stort tal.
Demonstrationen var så stor, at den ikke ganske kunne overses og forties
i de borgerlige medier. Men så var der straks en masse galt: Det var de
store demonstrationers sidste krampetrækninger, f.eks, for tiden er ikke
til massedemonstrationer, og det er i øvrigt et helt forældet kampmiddel.
Blandt dem, der råbte op om det, var repræsentanter for LO-toppen.
Og mønstringen faldt selvfølgelig, ifølge de samme borgerlige
medier, fuldstændig igennem i sammenligning med de gode gamle dage, hvor
der stod 250.000 på Rådshuspladsen, når de faglige ledere
viftede med ørerne.
Det er selvfølgelig fup og fidus: Bortset fra under storstrejken i 1956
har tallet aldrig været i nærheden af den kvarte million. Og dengang
påstod de samme borgerlige medier, at tallet var langt mindre. En enkelt
under Hartling-regeringen var det også rigtig stort, og i 85 under Schlüter.
Men det var i særlige kampsituationer, og de samme borgerlige medier benægtede
hver gang, at der var 100.000 demonstranter.
Henved 25.000 den 20. marts er rigtig flot. Tilmed for en arbejdsdag.
Det var faktisk den største demonstration med faglig deltagelse i 17
år. Og det er kun en begyndelse.
Hvad angår medielarmen om, at massedemonstrationer er forældede,
kunne skribenterne blot kigge ud af vinduerne: Inden for en uge blev der i Europa
sat to 'rekorder'.
Forrige lørdag gik mellem 500 og 600.000 i demonstration under EU-topmødet
i Barcelona imod Kapitalens Europa. Den var organiseret af 'de sociale bevægelser'
- af antiglobaliseringsbevægelsen, som de ofte kaldes i Danmark - og de
kunne konstatere, at Barcelona var den største massemanifestation i den
række, der tog sin start i Seattle i 1999. Denne manifestation lod man
i medierne som om ikke rigtig var der. Der var ikke de helt store slagsmål
at skrive hjem om.
Ugen efter afholdtes den største demonstration i Italien nogensinde,
da hen ved 3 millioner i Rom protesterede mod Berlusconis nye reaktionære
arbejdsmarkedslove, der bl.a. vil gøre det lettere at fyre folk. Berlusconi-regeringen
overhører kritikken, og de italienske arbejdere forbereder generalstrejke.
Det er massedemonstrationernes tid. Gigantdemonstrationernes tid.
I det tidligere Sovjetunionen og DDR faldt regimerne oven på langt mindre
demonstrationer - der fik massiv medieomtale. Hvormed ikke er sagt, at der eksisterer
revolutionære situationer i Spanien eller Italien eller det øvrige
EU. Endnu ikke. Men massekampene vokser og skærpes, mens åbent borgerlige
regeringer afløser socialdemokratiske i mange af landene.
Et væsentligt nyt træk gjorde sig gældende ved finanslovdemonstrationen
den 20. marts: Den var ikke et 'fagligt monopol', men repræsenterede en
koalition af organisationer og bevægelser, bl.a. udtrykt i selve dens
form som en stjernedemonstration: det var fagforeningerne og miljøorganisationerne
og uddannelsesorganisationerne og fredsorganisationer og … Derved lignede
den mange af de store demonstrationer rundtom i verden efter Seattle. Og det
vil utvivlsomt gøre sig gældende fremover: Der kan ikke længere
være et parti- eller fagtop-monopol på de store demonstrationer.
Den nye form bringer de forskellige deltagende kræfter stærkere
til udtryk.
Hvad der skete den 20. marts var, at en ny bevægelse for at stoppe Fogh-regeringen
og dens asociale politik manifesterede sig. Ikke en bevægelse, der skal
føre Nyrup og Co. tilbage til magten. Men en folkelig bevægelse
med arbejdspladserne som tyngdepunkt, der vil formulere sin egen selvstændige
platform, sine egne krav, til en hvilken som helst regering. De nye alliancer
begynder at blive skabt, udviklingen af en platform med arbejdspladsernes krav
som grundlag er gået i gang - og en ny identitet af en bred vifte af organisationer
og bevægelser og enkeltpersoner, der forener sig i en fælles kamp
om et konkret mål, er ved at opstå. Det var betydningen af 20. marts
2002.
Redaktionen 26. marts 2002
Kommunistisk Politik 7, 2002