VKDF-regeringen har programmatisk erklæret klassekampen for død
- men den har på hundrede dage for alvor fået reaktiveret arbejderklassens
og de folkelige kræfters modstand mod kapitalens politik, som den repræsenterer
på den mest arrogante facon. Den har fået gjort det klart for store
dele af arbejderklassen, de uddannelsessøgende og mange andre grupper
og lag, at det er nødvendigt at gå til organiseret kamp imod højreregeringen
og dens politik. Den mener det alvorligt, når den er gået i gang
med at opbygge et Danmark efter Brixtoftes fallerede Farum-model. Fogh Rasmussen
og hans korsriddere er i fuld gang med at føre 'minimalstaten' ud i livet.
Efter de første 100 hektiske dage følger nu en ny plan: Foghs
1.000 dages-program. Indholdet beskrives som en 'håndfuld større
reformer', der skal gennemføres over de næste to-tre år.
Velklingende overskrifter skal skabe sympati for projektet: en flerårig
skattereform, op til 90.000 flere skal i arbejde, dansk forskning skal omlægges,
uddannelserne styrkes - fra folkeskole til universitet.
Bag det ligger et klart sigte: omdannelsen af alle led i dansk samfundsliv efter
monopolernes behov og under deres direkte kontrol. 1000 dages-planen er Foghs
program for 'minimalstaten'.
Foreløbig må regeringen koncentrere sig om gennemførelsen
af finansloven og hele det omfattende lovsæt, som blev lagt frem i det
første '100 dages-program'. Under overskrifter som 'skattestop' og 'overholdelse
af valgløfter' er der gennemført det mest omfattende frontalangreb
på arbejderne, den uddannelsessøgende ungdom, flygtninge og indvandrere,
kulturlivet og en lang række andre dele af det danske samfund, som længe
er set. Til kapitalejernes fryd - men ledsaget af en stadig voksende modstand
fra arbejdspladserne, uddannelsesstederne, fagforeninger, masseorganisationer
og folkelige bevægelser.
Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti tromler derudad. Det har almindelige
mennesker for længst fattet og begyndt at reagere på.
Fogh-regeringen vil få kamp til stregen. Den store demonstration, der
er varslet foran Christiansborg den 20. marts ved behandlingen af finansloven,
vil være en prøve på, hvor langt organiseringen af modstanden
er kommet. Den vil også være en advarsel til Fogh og Co. om, at
det er alt, alt for tidligt at fejre 'sejren' over det arbejdende og uddannelsessøgende
Danmark.
De første 100 dage med Fogh har været stygge, men er kun et forvarsel
om det, som kommer i den kommende tid. På programmet står bl.a.
sletning af EU-forbeholdene, flere danske soldater i krig rundt om i verden,
øget undertrykkelse af demokratiet i 'terrorbekæmpelsens navn',
og først og fremmest: afskaffelse af resterne af 'den socialdemokratiske
velfærdsstat' og konstruktionen af den nyliberale minimalstat efter EU-,
Thatcher og Bush-model. Den vedholdende kanalisering af profit og magtpositioner
i retning af monopolerne - på de sociale budgetters og de almindelige
menneskers bekostning.
Men de første 100 dage har også givet Fogh-flokken alvorlige 'ridser
i lakken'. Talrige konkrete sager har undermineret Foghs tilstræbte 'troværdighed':
fra Farumskandalen, som hele striben af Venstre-toppolitikere m.fl. har et medansvar
for, til danske soldaters død i en krig i et fjernt land, hvor Danmark
intet har at gøre. 'Det nyliberale paradis' viser sig hurtigt at være
et mareridt på alle felter - en katastrofekurs for både nationen
og det store flertal - mens de multinationale og monopolerne som de eneste kan
fryde sig over massiv bistandshjælp i en periode, hvor den økonomiske
krise også er begyndt at kradse i Danmark.
På trods af den selvsikre og optimistiske facade hviler Fogh-regeringens
politik på et yderst skrøbeligt fundament. På 100 dage har
vi set en modbevægelse, der har bevæget sig fra konkrete krav om
at stoppe de enkelte angreb, der er kommet i hastigt tempo, til et generelt
krav: Stop højreregeringen!
Det vil udvikle sig til et endnu mere massivt krav, der vil blive synligt på
arbejdspladser, uddannelsessteder og på gaderne: Vælt Fogh og
Co.!
Stærke kræfter er sat i bevægelse, for at Fogh aldrig kommer
til at fejre sit 1000 dages-jubilæum!
Redaktionen den 11. marts 2001
Kommunistisk Politik 6, 2002