Mens verden venter på, hvor USA vil udløse den næste store
krig i sin terrorkrig, forsøger krigsmodstanden, antiglobaliseringsbevægelserne
og andre progressive, antiimperialistiske og revolutionære kræfter
at finde modsvar og veje til handling.
Den globale krig, som USA har indledt - eller sagt ligeud: den ny verdenskrig,
det 21. århundredes første - vil sætte dagsordenen i lang
tid fremover. Den er kommet på én gang pludseligt og snigende,
og har rystet alle de forestillinger, der opstod sig i 90erne efter 'murens
fald' - og også de illusioner, som bredte sig.
F.eks. om at imperialismen var blevet fredelig og ikke længere lovmæssigt
ville føre til krige.
Eller at kapitalismen var blevet krisefri og at den såkaldte ny økonomi
ville sikre sociale og økonomisk fremgang overalt. At tiden derfor var
kommet til at sætte menneskerettigheder og politiske og demokratiske reformer
og fremskridt i centrum.
Kort sagt at det var muligt at give kapitalisme og imperialisme et menneskeligt
ansigt.
Under forskellige former blev ideen om muligheden af 'en tredje vej' fremmet.
Hverken råkapitalisme eller socialisme. Hverken nyliberalistisk politik
eller revolutionær kamp. Der var andre muligheder: reformerne, den menneskeliggjorte
globalisering, understøttet af omfattende internationale mobiliseringer.
Især i de imperialistiske lande blev disse ideer populære og understøttet
af nye bevægelser og nye mobiliseringsformer, som de gigantiske manifestationer
mod imperialismens økonomiske magtcentre, som især tog fart efter
WTO-mødet i Seattle i 1999.
For den traditionelle reformistiske politik åbnede der sig tilsyneladende
et helt nyt aktionsfelt med mulighed for fornyelse og fornyet relevans. Den
nyliberale politik afslørede sig hurtigt som en fiasko: den bragte ikke
social fremgang eller demokrati, men stadig større global nød
og elendighed. Det var indlysende, at en anden politik er nødvendig -
for at en anden verden skal være mulig.
Men to store udviklinger, to grundlæggende kendsgerninger om verden i
det 21. århundrede, har stillet spørgsmålstegn ved alle disse
forestillinger, og med et ryk placeret diskussion om reformvejen eller den revolutionære
vej i centrum igen.
Den ene er den økonomiske verdenskrise. Siden 1997 og sammenbruddet for
Østasiens såkaldte 'tigerøkonomier' og krisen i Japan har
den bredt sig, på ujævn måde, til den i 2001 også for
alvor ramte USA og de øvrige imperialistiske lande. Og selvom der hele
tiden lyder optimistiske meldinger om, at et nyt opsving er lige på trapperne,
tyder alt tværtimod på, at krisen bevæger sig hen mod en langvarig
depression (som understreget af Japans tilfælde) - samtidig med at de
sociale konsekvenser i såvel rige som fattige lande bliver stadig mere
katastrofale.
Hvad er vejen ud af krisen? Verdens herskende magter fortæller de sultende
og lidende masser, at de igen må spænde livremmen ind, og doserer
mere nyliberal medicin via WTO, IMF, Verdensbanken o.s.v. Det bliver ingen mætte
af. Det kaster mere benzin på bålet.
Den anden er krigen. Nyliberalismens og globaliseringens pansernæve. Monopolernes
og imperialismens udvej af krisen og diktat af verdensherredømme. Med
den amerikanske imperialisme som dens ledende og pådrivende kraft. Terrorkrigens
mål er at sikre amerikansk verdensherredømme - og specifikt at
sikre sig kontrol med de kaukasiske olierigdomme, og militær og økonomisk
kontrol med Centralasien og den tidligere sovjetiske indflydelsessfære.
Potentielle rivaler som Kina og Rusland bankes ud på sidelinjen. Og lige
nu - efter Afghanistan - opstiller USA sine nye krigsmål.
I Porto Alegre i Brasilien samledes 70.000 organisationer og aktivister for
at gøre status over disse udviklinger: et resultat var erklæringen
fra de sociale organisationer mod neoliberalisme, krig og militarisme. Det er
en solid aktionsplan, som betegner et ryk mod venstre og en radikalisering fremtvunget
af de barske realiteter. Men den viger stadig tilbage fra at give det eneste
mulige svar på verdens problemer: at det er imperialismen som system,
der er fjenden. Det er imperialismen, der skal slås ned. Reformvejen er
ikke farbar. Revolution er nødvendig. At kun den kan gøre en anden
verden mulig.
Redaktionen den 12. februar 2002
Kommunistisk Politik 4, 2002