Af Eduardo Galeano
Ikke kun i Argentina, ikke kun i Latinamerika, er systemet blindt. Hvad er personer af kød og blod? For kendte økonomer er de tal. For magtfulde bankierer er de skyldnere. For effektive teknokrater er de pestilenser. Og for succesrige politikere er de stemmer.
Nu har de usynlige - ret usædvanligt - indtaget scenen. De usynlige er dem, der nægter at fortsætte med at spise løfter, dem der er blevet frarøvet deres løn og pension, dem der er blevet bestjålet deres livsopsparing, og de er også de unge, der føler sig forrådt af det land, de arver.
I den kollektive opstands oprørske flod ses også fiskerne - dem der vil aflede den folkelige harmes retfærdige orkan, således at alt skal ende med en kamp mellem de fattige. Men dette fratager hverken det landsdækkende oprør, der væltede De la Rúa, eller de efterfølgende protester til lyden fra slagene på kasseroller, et uigendriveligt bevis på demokratisk energi, blot det mindste af deres værdi.
De la Rúa havde i sin tale mere eller mindre sagt, at virkeligheden ikke eksisterer, at folket ikke eksisterer. Demokratiet er os, svarede folket ham. Og vi, folket, har fået nok. Eller demokratiet består måske kun i retten til at stemme hvert fjerde år? Ret til valg eller ret til forræderi? I Argentina - som i så mange andre lande - stemmer folket, men det vælger ikke. Det stemmer på én, men det er en anden - klonen - der regerer.
I regeringen gør klonen det stik modsatte af det, som kandidaten havde lovet i løbet af valgkampen. Ifølge Oscar Wildes berømte definition er kynisk den, der kender prisen på alt og værdien af intet. Kynisme camoufleres af realisme, og således miskrediteres demokratiet.
Opinionsundersøgelser viser, at Latinamerika for tiden er den region i verden, som mindst tror på det demokratiske system. En af disse opinionsmålinger, offentliggjort i The Economist, afslørede et lodret fald i befolkningernes tro på demokratiet i næsten alle latinamerikanske lande. For et halvt år siden var tiltroen til demokratiet således: 60 % af alle argentinere, bolivianere, venezuelanere, peruvianere og honduranere, under halvdelen af mexicanerne, nicaraguanerne og chilenerne, blot en tredjedel af colombianerne, guatemalanerne, panamanerne og paraguayanerne, mindre end en tredjedel af brasilianerne og for salvadoranerne knap en fjerdedel.
Det er et trist panorama, som gør det nemt for demagoger og Messiaser i uniform. Mange, og frem for alt mange unge, føler, at politikernes virkelige bopæl er i grotten sammen med Ali Baba og de fyrretyve røvere.
Et barndomsminde fra fortælleren Héctor Tizón: På Avenida de Mayo i Buenos Aires viste hans far ham engang en mand, der på fortovet bagved et lille bord solgte skocremer og -børster, og sagde: "Denne mand hedder Elpidio González. Kig godt på ham. Han har været landets vicepræsident."
Det var andre tider. 60 år senere, ved valget i 2001, var der en syndflod af blanke og ugyldige stemmer, noget hidtil aldrig set, en verdensrekord. Blandt de ugyldige stemmer blev den sejrrige kandidat anden Clemente, der ikke har hænder til at stjæle.
Måske har Latinamerika aldrig lidt en politisk udplyndring, der er sammenlignelig
med det sidste årtis. Med såvel støtte som deltagelse fra
IMF og Verdensbanken, der altid kræver nøjsomhed og klarhed, røvede
adskillige regeringer alt, hvad røves kunne - kun hestesko blev skånet.
I årene med privatisering bortloddede de alt på nær fortovsstenene
og løverne i de zoologiske haver, og alt fik de til at forsvinde som
dug for solen. Landene blev overgivet til at betale udlandsgælden efter
krav fra dem, der i realiteten bestemmer, men gælden mangedobledes mystisk
nok mellem Menems og mange af hans kollegaers fingre. Og borgerne - de usynlige
- er blevet tilbage uden lande, med en enorm gæld og knuste tallerkner
fra andres fest, og med regeringer, der ikke regerer, for de regeres udefra.
Regeringerne beder om tilladelse, gør deres pligter og aflægger eksamen, ikke over for borgerne, der har stemt dem ind, men over for bankiererne, der nedlægger veto over for dem.
Nu hvor vi alle er i åben krig mod den internationale terrorisme, er det ikke uden mening at spørge: Hvad gør vi ved markedsøkonomiens terrorisme, der martrer menneskehedens altovervejende flertal? Eller er metoderne, der anvendes af de høje internationale organismer, som på verdensplan dirigerer finanserne, handlen og alt muligt andet, måske ikke terrorisme? Måske laver de slet ikke afpresning og forbrydelser, selvom de dræber ved brug af kvælning og sult og ikke bomber? Springer de ikke arbejdernes rettigheder i luften? Dræber de ikke den nationale suverænitet, industri og kultur?
Argentina var den bedste elev hos IMF, Verdensbanken og WTO. Sådan gik det Argentina.
Mine damer og herrer: De vigtigste er bankiererne. Og hvor kaptajnen bestemmer, bestemmer sømanden ikke. Det var sådan cirka beskeden fra præsident George Bush til Argentinas præsident Rodríguez Saá. Fra Washington, USA's - og ikke kun USA's - hovedstad, sagde Bush, at Argentina må "beskytte" sine kreditorer og IMF og igangsætte en politik med "mere nøjsomhed".
I mellemtiden, i Buenos Aires, trådte den nye provisoriske præsident i spinaten under sit første interview med pressen. En journalist spurgte ham, hvad han ville prioritere, folket eller gælden, og han svarede: "Gælden". Sigmund Freud smilede fra sin grav, men Rodríguez korrigerede øjeblikkeligt sit svar. Og lidt efter erklærede han så, at han ville standse betalingen af udlandsgælden og øremærke disse penge til skabelsen af arbejdspladser til sværmen af arbejdsløse.
Gælden eller folket, det er spørgsmålet. Og nu er det folket, som til lyden fra kasserolleklang stiller krav.
For omtrent 100 år siden var José Batlle y Ordónez, Uruguays daværende præsident, til stede ved en fodboldkamp, hvor han udbrød: "Hvor ville det være dejligt, hvis der var 22 tilskuere og 10.000 spillere!"
Måske refererede han til idrætten, som han fremmede. Eller også snakkede han snarere om det demokrati, han ønskede sig.
Et århundrede efter, ved floden Ríos argentinske bred, bar mange af de demonstrerende fodboldlandsholdets spillertrøje, en dyb bestanddel af deres identitet og glade tro på fædrelandet. Med trøjen på indtog de gaderne. Folket, træt af at være tilskuer til sin egen ydmygelse, har invaderet banen.
Det bliver ikke let at rømme den.
Oversat fra den argentinske avis Página/12, 30. december 2001
Netavisen 31. december 2001