'Ansættelse af en faglig journalist fra KPiD på Dagbladet Arbejderens
redaktion. Faste kronikører fra KPiD. En fast KPiD-side i avisen. En
fast ugentlig side om 'den internationale kommunistiske bevægelse', redigeret
af KPiD. Åbne spalter for og præsentation af alle KPiDs kommunal-
og amtsrådsvalgskandidater'.
Dette var DKP/MLs tilbud til ledelsen af KPiD efter Aktuelts lukning som dagblad.
Det var også en del af DKP/MLs bestræbelser på hurtigst muligt
at slå de to partier sammen.
Det kriseplagede DKP/ML har svært ved at holde sammen på stumperne af partiet og på avisen, skønt det for tre år siden proklamerede, at det i løbet af en kort årrække ville skabe 'et kommunistisk masseparti'. Nu er partiformand Jørgen Petersen og Co.s ambitioner gearet ned i et mere realistisk leje: det højeste mål er sammenslutning med Betty Frydensbjerg-Carlssons tilbageværende flok KPiD'ere.
Krise for Kommunist
Fru Carlsson er absolut ikke afvisende.
For det går ikke så godt for KPiD, som man havde forestillet sig.
Ved stiftelsen og hver eneste efterfølgende kongres har man højlydt
forkyndt, at her var DET KOMMUNISTISKE PARTI, arbejderklassens fortrop, - og
at arbejderklassen snart ville bemærke det. Ambitionerne var også
her fra starten store: KPiD blev skabt i protest mod DKPs selvopløsning
i Enhedslisten, og man drømte om at kunne opstille som liste K til folketingsvalg.
Tabet af Land og Folk skulle udfyldes af bladet Kommunist. I en stadig gældende
kongresbeslutning hedder det:
'Bladet KOMMUNIST er partiets offentlige talerør. Det er et nødvendigt redskab for at udbrede kendskabet til Partiet (med stort!), dets politik, ideologi og mål. Avisen skal bruges målbevidst for at fremme arbejderklassens interesser. Det er partiets mål, at KOMMUNIST udkommer som dagblad. På vej mod dette mål arbejdes der på at skabe forudsætninger for, at KOMMUNIST kan udkomme som ugeblad.'
Nu diskuterer man i stedet at lade Kommunist blive et månedsblad 'med særligt baggrundsstof'. I et oplæg fra juni måned til partiets bladkonference, der blev afholdt i oktober, konstaterede landsledelsen, at bladets abonnementstal (på omkring 900) samt indtægter, herunder indsamlingerne, var faldet- og man stillede spørgsmålstegn ved, om man kunne opretholde udgivelsen af de 20 årlige numre som hidtil økonomisk og bemandingsmæssigt.
Der stilles mange spørgsmål:
'Nogle i partiet mener, vi skal fortsætte uændret med vores 14-dages-blad,
og vores teoretiske kvartalsblad.
- Kan vi fortsat klare det økonomisk?
- Kan vi skaffe nye folk til skrivning og redigering af bladet, når de
mange ældre medarbejdere ønsker at trække sig tilbage?
Flere af vores venligt sindede fagforeninger har meddelt os at de vil have svært
ved fortsat at lave dobbeltbevillinger til både Arbejderen og Kommunist.'
Ikke mindst den sidste oplysning er en fuldtræffer. Hvis KPiD var noget
der lignede et rigtigt kommunistisk parti, ville det give fanden i, hvad nogle
fagforeninger måtte bevilge eller ej - det skulle i al fald ikke bestemme
partiets politik. Men her er det et tungtvejende argument i den lange række
af argumenter for at sætte partiets talerør på loftet - og
udvikle et fælles dagblad med Arbejderen og DKP/ML. Bag et bombardement
af spørgsmål er det indlysende, at landsledelsen har opgivet Kommunist
og 'det kommunistiske parti' til fordel for partnerskab med DKP/ML - og søger
at stille partimedlemmerne overfor denne 'nødvendighed'.
Man vover imidlertid ikke at sige lige ud, at det drejer sig om partisammenlægning.
Dels fordi der er modstand i dele af KPiD, dels fordi det ville udstille ledelsens
påstande om KPiD som 'selve det kommunistiske parti', som den ledende
kraft i arbejderklassens kamp, som ren demagogi.
Partikamp i KPiD
Den politiske redaktør af bladet og medlem af Forretningsudvalget Flemming Hybert 'blev gået'. Anton Nielsen, en anden ledende kraft på Kommunist, skrev oven på oplægget fra landsledelsen følgende afskedsbrev:
'Dette brev for at meddele jer, at jeg med øjeblikkelig virkning
trækker mig fra mit arbejde på vort blad Kommunist. Årsagen
er, at jeg er helt og aldeles uenig med den linie for bladet, som FU har gjort
sig til talsmænd for.
Jeg ved ikke om nogen i partiets ledelse har interesse i at sende Kommunist
i graven, men jeg mener, at det bliver følgen, hvis man fortsætter
den linje, som et stort flertal vedtog på landsledelsesmødet den
9. juni.
Det vil starte med øget isolation, og dermed faldende abonnementstal.
Efterfølgende vil de, som måtte have interesse heri, endnu engang
kunne påpege det meningsløse i fortsat at putte penge og arbejdskraft
i sådan en dødssejler.
Bladets trofaste medarbejdere kan derefter afslutte redaktionen som 'gæsteskribenter'
på et andet partis blad, så længe de (ML) finder det formålstjenligt.
Sammen med mange andre - hvoraf de fleste for længst er sat af - var jeg
med til at starte bladet, jeg ønkser ikke at bidrage til dets kastration
og efterfølgende død.'
I de efterfølgende rystelser i KPiD forlod så godt som alle medlemmer i Randers-afdelingen partiet. Et ungt partimedlem blev ekskluderet, beskyldt for at have saboteret partiets hovedcomputer - og en række andre unge forlod partiet. I et brev til Forretningsudvalget skriver disse bl.a.:
'Som unge medlemmer af KPiD bakkede vi fuldstændigt op om de beslutninger,
der blev taget på kongressen 2000 . . . Imod al forventning oplevede vi
dog hurtigt hvordan kræfter i partiet snart drejede væk fra det
på kongressen vedtagne grundlag . . . Skjulte dagsordener og mobning er
tilsyneladende blevet kotume i partiet. Det oplevede vi, da vi første
gang deltog i et Landsledelsesmøde. Den komplet ublu og aggressive mobning
af kammerater, samt tilsidesættelse af helt basale demokratiske møderegler
var paradoksal, idet vi var indkaldt til dette møde for at forklare os
i forbindelse med beskyldninger om (Ungdommens) udemokratiske adfærd og
trods i forhold til partiets linie. . .
Hertil kommer de skjulte dagsordener. Kritikken af Kommunist er tilsyneladende
udtryk for et ønske om at nedlægge bladet eller at sammenlægge
det med Dagbladet Arbejderen. Dette ønske er først nu blevet klart.
Hidtil har man i ledelsen skjult denne dagsorden, med den direkte konsekvens,
at kritikken ikke har været konstruktiv, men tværtimod har tjent
det formål at splitte partiet mellem de, som ønsker at følge
de demokratyiske kongresbeslutninger og de, som ønsker at omgå
disse ved hjælp af fordækt argumentation og personlig hetz. I vores
øjne handler det om, at man, uanset hvilken holdning man har, respekterer
og følger kongresbeslutninger.
Vi mener, at Kommunist er en af partiets eneste udadvendte aktiviteter, og at
man bør styrke sådanne aktiviteter med de midler, der er til rådighed.
Desuden vil en sammenlægning med Dagbladet Arbejderen betyde en eller
anden form for politisk sammenlægning, som man nok skulle tage stilling
til først.'
For en udenfor stående betragtning er forløbet klart: Den revisionistiske partiledelse omkring Betty Frydensbjerg-Carlsson har begået et kup mod partiet og dets kongresbeslutninger, splittet partiet og bekæmpet den fløj, som troede på dets egne erklæringer om sig selv. De som troede på KPiD som det kommunistiske parti i Danmark og ville gøre Kommunist til et dagblad - om end på sigt.
En principløs sammenslutning mellem to principløse ledelser for
hhv. KPiD og DKP/ML står for døren. For Jørgen Petersen
og Co (Lotte Rørtoft Madsen, Søren Becker, Jan Mathiessen, Sven
Tarp, Joan Ågot, Birthe Sørensen og Hanne Rosenvold) er af nøjagtig
samme slags.
Det bliver en festforestilling, når posterne med tiden (efter KPiDs ordinære
kongres i marts, for bladkonferencen kunne ikke træffe beslutning om noget)
skal fordeles.
Se også:
Der er ingen forskel Juli 2001
Vejen
til et revisionistisk samlingsparti Maj 2001
Netavisen 13. november 2001