Hadet til USA i hele den arabiske og den muslimske verden er dybt, og det har sine klare årsager, som den borgerlige propaganda systematisk søger at tilsløre. Déri fremstilles hadet til og modstanden mod USA og de imperialistiske lande som resultat af religion, som uforståelig og fanatisk. Det er imidlertid let at forstå og yderst velbegrundet: USA og imperialistmagterne har aldrig villet lade disse lande få reel politisk og økonomisk uafhængighed, eller villet tillade reel social fremgang - men har altid ført en politik for at opsplitte og kontrollere hele denne store og rige region for at sikre sig konrtollen med den og dens enorme rigdomme.
De har lidt under den 'del-og-hersk'-politik som stormagten England gennemførte fra forrige århundrede som et led i sin kolonipolitik, og som efter 2. verdenskrig i det 20. århundrede er videreført med USA som hovedkraft. Bitre erfaringer som med shah-styret i Iran eller med det zionistiske Israel, to større amerikanske projekter, har ansporet de antiamerikanske følelser, og været med til at give grobund for, at muslimsk fundamentalisme har kunnet sætte sig i spidsen for bestræbelserne for at befri sig for den amerikansk-engelske indflydelse og danne islamiske stater. Selvom islamisk fundamentalisme og antiamerikanskhed ikke er identiske størrelser: De mest reaktionære fundamentalistiske regimer f.eks. på den arabiske halvø er Saudiarabien og sheikdømerne - der også er USAs nærmeste allierede i regionen.
Det er de overvældende negative og langvarige historiske erfaringer med amerikansk-britisk imperialistisk indblanding og diktat, der har næret de nationale frigørelsesbestræbelser blandt folkene i regionen i den 'postkoloniale' periode efter 2. verdenskrig. Disse er blevet modvirket gennem den omhyggeligt tilrettelagte del-og-hersk politik, som USA og imperialismen har gennemført, som har oppisket nationale og etniske modsætninger, ført til store krige som mellem Irak og Iran, og til en permanent spændingstilstand i området. I Mellemøsten har det aggressive Israel haft denne rolle.
Gennem USAs alliancer med de mest reaktionære og korrupte regimer og ved dets systematiske kamp mod progressive regimer, eller blot regimer, der ikke ville acceptere en lakajrolle for USA, har det sikret sig et strategisk herredømme og kontrollen over de enorme olierigdomme i området. Og er køb af regimer, kup og efterretningsintriger ikke nok til at sikre, at tingene forløbe efter amerikansk vilje, går USA direkte i krig - med en kohorte af allierede i halen, som det skete i Golfkrigen i 91 og nu igen i 2001.
Lige så lidt som 'kampen mellem katolikker og protestanter i Nordirland' er eller skal opfattes som en religionskonflikt - men som en irsk national befrielseskamp for at eliminere resterne af den engelske koloniseringspolitik af Irland, kan og skal begivenhederne i den arabiske og den muslimske verden ses som en kamp mellem muslimer og kristendom, eller mellem barbari og civilisation.
I disse lande er det naturligt at bestræbelserne for national og social frigørelse delvist antager religiøs iklædning, som klassekampen mellem det opdukkende bourgeoisi og feudalismen for mange århundreder siden gjorde det i Europa. Kerneindholdet i disse bestræbelser og i de dele af den muslimske bevægelse, som fører kamp mod USA, England, Rusland o.s.v. er imedlertid ikke religiøs, men national og social - det vil sige i sidste ende klassebestemt og objektivt set antiimperialistisk.
Den religiøse forklædning, som det sociale og antiimperialistiske
indhold antager, betyder en svækkelse af konsekvensen i disse bestræbelser
og er et udtryk for reaktionære sociale elementers indflydelse
i bevægelserne.
Al religion har en reaktionær funktion. 'Religion er opium for folket',
sagde Karl Marx, et redskab i de herskendes hænder. Og der er i den retning
ingen forskel på f.eks. kristen, jødisk eller islamisk fundamentalisme:
de er tre alen ud af samme antirevolutionære stykke.
Det revisionistiske Sovjetunionens erobringskrig i Afghanistan og den revisionistiske
'kommunismes' fallit har sammen med følgerne af den iransk folkerevolution,
som førte til at det forhadt USA-basrede shah-regimne faldt og mundede
ud i dannelsen af en islamisk republik,været med til at fremme den islamiske
antiamerikanske, antibritiske og antiisraelske aktivisme. En anden faktor er
den permanente aggression fra Israel mod palæstinenserne og araberne i
jødisk fundamentalismes, zionismens, navn.
Ironisk nok har USA netop på grund af den religiøse fundamentalismes
generelle antikommunistiske og reaktionære karakter også har været
med til at fremme den muslimske fundamentalisme generelt og gøre den
til et redskab for sine egne interesser som med Saudiarabien, og har tilmed
fremmet den islamiske aktivisme i visse faser og visse perioder. Osama Bin Laden
og også Taliban-styret var utænkeligt uden denne side af amerikansk
del-og-hersk-politik.
Imperialismen og de reaktionære regimer i de arabiske og muslimske lande opflammer til religiøs og etnisk strid. Det gør det lettere for dem at blive siddende på flæsket simpelthen.
Den islamiske anti-amerikanske, anti-vestlige og anti-israelske fundamentalismes
politiske mål er at oprette stater, baseret på islam, 'gudsstater',
i form af islamiske republikker, som i Iran. Det er sådanne bevægelser,
som gennem de sidste 20-25 år har taget kraftigt til i styrke overalt
i den arabiske og muslimske verden ved at sætte sig i spidsen for kampen
for national uafhængighed og afkastelse af 'Vestens åg' og de lokale
regimer, der har alliereret sig med USA og Vesten.
Klassemæssigt set baserer de sig på disse landes store bondebefolkninger.
Historisk set har bønderne overalt i verden været en bærende
kraft i kampen skabelsen af selvstændige nationalstater.
Hele denne situation har placeret de verdslige, kommunistiske, revolutionære
og progressive kræfter i disse lande i en vanskelig situation. På
den ene side er det nødvendigt at skabe den bredest mulige antiimperialistiske
enhed, som må basere sig på de muslimske masser, en alliance af
arbejdere og bønder.
De politiske mål er imidlertid grundlæggende forskellige fra fundamentalisternes:
de revolutionære kræfter ser vejen frem i skabelsen af progressive
anti-imperialistiske verdslige republikker.
Den anti-vestlige islamiske aktivismes grundlæggende antikommunisme og
antisocialisme fylder imidlertid enhver langsigtet enhedsfrontsbestræbelse
med indbyggede antagonistiske modsætninger. En del af de verdslige politiske
kræfter har i denne situation ladet sig forvandle til redskaber for imperialismen
og er indgået i alliancer med USA og/eller EU.
De revolutionære og progressive kræfter i vores og de øvrige dele af verden, for hvem islam er fremmed, og som lever i lande, hvor denne religion fremstilles som rent barbari og krigerisk fanatisme, må sætte sig ud over denne propaganda, og forstår det reelle sociale, demokratiske og antiimperialistiske indhold i de kampe, som folkene i de arabiske og muslimske lande fører - mod imperialismen og dens lokale redskaber - og fremme den antimperialistiske enhed mellem disse lande og folk, hvis fremgang er afhængig af, at de får befriet sig for imperialismen, og ikke mindst den amerikanske. De kampe, som folkene i den arabiske og muslimske verden fører, må vurderes efter det faktiske indhold, og ikke efter den religiøse dragt.
KP-Netkommentar 7. oktober 2001