Af Klaus Riis
Den 21. august 1968 rullede de sovjetiske tanks ind i Tjekkoslovakiet i en
militær besættelse, der også involverede alle Warschawapagtlande
minus Rumænien (samt Albanien, der af den sovjetiske revisionistiske ledelse
var 'lagt på is'). For en hel generation af unge revolutionære verden
over, der søgte mod et kommunistisk ståsted, blev det en afslørende
begivenhed: Sovjetunionen kom ikke som befriere, men som besættelsesmagt.
Siden blev det en vane: Besættelsen af Afghanistan i 1979 overraskede
ingen.
Men i Vietnamkrigens og ungdomsoprørets '68 var det en dramatisk lektion
i international klassekamp: Kritikken af den sovjetiske revisionisme blev konkret.
Indholdet i striden i den internationale kommunistiske bevægelse, der
siden SUKPs 20. kongres i 1956 var blevet spaltet, blev anskueliggjort på
dramatisk vis. Med invasionen af Tjekkoslovakiet understregedes det, at Sovjetunionen
ikke længere var et socialistisk land, men var blevet en aggressiv socialimperialistisk
supermagt, der befæstede sin position på militær styrke. En
ny imperialistisk supermagt, der samarbejdede med og udfordrede den globale
reaktions hovedcentrum, den amerikanske imperialisme, der i '68 optrappede den
forbryderiske aggressionskrig i Vietnam med napalm, tæppebombninger og
stadig flere demoraliserede soldater.
I den borgerlige historieforfalskning satte den sovjetiske invasion en stopper for 'foråret i Prag', for Dubcek og hans 'socialisme med et menneskeligt ansigt', der fortsat lovprises som en af historiens ulyksalige aborter, som senere Gorbatjovs perestrojka. Men der var intet socialistisk ved Dubcek: hans 'socialisme' var en platform for at føre Tjekkoslovakiet over i den vestlige lejr, nøjagtig som Solidaritet i Polen og Charta 77 i Tjekkeslovakiet senere var det. Da Dubceks program blev realiseret efter Murens fald for 10 år siden var Dubcek glemt, ingen havde brug for ham mere.
Men i 68 fandtes der stadig illusioner. Den 9. april 1968 offentliggjorde Dubcek-kliken
deres aktionsprogram for hastig tilbagevenden til kapitalismen - 'Prag-foråret'.
I Albanien svarede Enver Hoxha med artiklen 'Hvor er Tjekkoslovakiet på
vej hen' (21. april '68):
'Den nye ultrarevisionistiske linjes teoretikere (
), skrev Enver Hoxha,
'praler af, at Tjekkoslovakiet 'udstikker nye veje i et uudforsket terræn',
og at hvad der nu sker i Tjekkoslovakiet er 'den første erfaring med
ægte demokratisk socialisme i verden'. Når man ser, hvad der sker
og oversætter fraserne til normalsprog bliver det indlysende, at kapitalismen
restaureres fuldstændigt i Tjekkoslovakiet. Det såkaldte 'aktionsprogram'
(
) offentliggjort som 'Den tjekkoslovakiske vej til socialismen' er yderligere
bevis derpå.'
'For øjeblikket konsolideres de forskellige magthavende kapitalistiske
klikers politiske position i Tjekkoslovakiet. Denne proces vil fortsætte
frem til de kommende valg, hvor de rehabiliterede borgerlige kliker, som blev
pillet fra magten af revolutionen, håber at genvinde deres tabte borgerskab
og igen fuldstændigt sidde med magten i hænderne. Og de vil naturligvis
tage magten, og dele den med hinanden, ikke af venlighed, men som ulve på
jagt. Jungleloven vil hersker dér, uanset hvad Tjekkoslovakiets "Kommunistiske"
Partis program fortæller, der uden at rødme hæveder 'at det
for den nuværende etape er karakteristisk, at der ikke længere eksisterer
antagonistiske klasser'.
'De sovjetiske revisionister', skrev han videre, 'vil aldrig gå med til
den udvikling, som nu går for sig i Tjekkoslovakiet, selv om de selv er
på vej mod kapitalistisk genrejsning i Sovjetunionen.'
Og Enver Hoxha spurgte: 'Hvad gør de modige mennesker i Tjekkoslovakiet,
de ægte marxist-leninister og arbejderklassen?Hvorfor er de tavse og tillader
kujoner og fascister at spankulere rundt i gaderne, påtvinge hvid terror
og fabrikere alvorlige situationer, der driver folk til selvmord? Hvem er det,
de revolutionære frygter? Er det at de vil respektere deres partis 'legalitet'
og det proletariske 'diktaturs' love? Men i Tjekkoslovakiet i dag eksisterer
denne legalitet ikke, og hverken partiet eller statsmagten tilhører længere
de revolutionære eller arbejderne. De er blevet til et borgerligt parti
og til borgerskabets diktatur.
Kommunisterne og arbejderklassen verden over tror, at Tjekkoslovakiets revolutionære
og arbejderklasse vil gå ud i gaderne og forsvare folkets, socialismens
og det proletariske diktaturs interesser (
) og ødelægge Novotny-
og Dubcek-klikernes rådne fæstning. Det er den eneste måde,
som ikke vil være vand på sovjetrevisionisternes mølle, men
alene modsvarer det tjekkoslovakiske folks, socialismens og den proletariske
verdensrevolutions interesser.'
Men de tjekkoslovakiske marxist-leninister og arbejderne havde tabt deres revolutionær
årvågenhed, de lod sig lulle ind i de revisionistiske demagogers
ordspind - og måtte betale en høj pris. Den 21. august kom i stedet
det sovjetiske svar: tanks. Var Dubcek (der i sit program tog afsæt i
de sovjetiske revisionisters opgør med Stalin og det socialistiske Sovjet
og proletariatets diktatur) et produkt og en videreudvikler af den revisionistiske
kontrarevolution i 'specifik tjekkoslovakisk form', så blev han og tilsvarende
kræfter slået ned af den væbnede sovjetrevisionistiske kontrarevolution.
I mere end 20 år måtte de i alle såkaldte østbloklande
vente på deres ny chance, som kom med Gorbatjov.
De kapitalistiske kliker måtte vente - men så gennemførte
de alt det, 'Pragforåret' lagde op til: den fuldstændige genrejsning
af det gamle system, overgangen til den vestlige lejr, udbytningen og forarmelsen
af det tjekkiske og det slovakiske folk af deres nationale kapitalister og af
de globale multinationale.
Enver Hoxahs Albanien fordømte sovjets og Warschawapagtens invasion
- og brød umiddelbart og formelt med 'den nu aggressive' militærpagt:
'Alle de medlemslande af Warschawapagten, hvor revisionistkliker er ved magten
(med undtagelse af Rumænien) angreb Tjekkoslovakiet på perfid fascistisk
vis - det vil sige: de brugte Warschawapagten som redskab til at undertrykke
og slavebinde et af dens medlemslande.' (Om den nuværende internationale
situation, Rapport til Albaniens Arbejdets Partis CK 5. september 1968).
Og han fortsatte:
'Den store krise i de moderne revisionisters lejr bekræftes og vokser
sig dybere for hvert år. Alle disse begivenheder og alle dem, der nødvendigvis
må følge i fremtiden, som vil blive endnu mere katastrofale for
revisionisterne, er et resultat og en konsekvens af deres forræderi mod
marxismen-leninismen, af den kapitalistiske vej, de er slået ind på
i ideologi, politik og økonomi, i organiseringen af partiet, staten og
økonomien.
De sovjetiske og de øvrige revisionisters likvidering af socialismens
resultater i deres lande, omdannelsen af de marxistisk-leninistiske partier
til borgerlige, socialdemokratiske partier og omdannelsen af deres økonomier
til kapitalistiske økonomier har som uundgåeligt resultat medført
en forvandling af deres indenrigs- og udenrigspolitik til en chauvinistisk,
undertrykkende, fascistisk politik, en politik, hvor de behersker deres folk
med magt og terror (
)
Hele dette forræderiske forløb, som Krustjov-revisionisternes og
deres lakajer har fulgt siden SUKPs 20. kongres, er en uafbrudt serie af gevaldige
nederlag for dem. De pyramider, de har rejst langs denne vej, er pyramider med
vaklende og rådne fundamenter, rejst med desperate anstrengelser, som
har afsløret dem totalt og definitivt ikke bare i de revolutionære
kommunisters og den internationale kommunistiske bevægelses øjne,
men også for alle ærlige mennesker i verden.'
Når man genlæser disse ord fra en stor marxist-leninist fra for
33 år siden, bliver man slået af deres fremsynethed. Fra dette punkt
- invasionen af Tjekkoslovakiet - var det ikke tilladt at nære nogen illusioner
til den moderne revisionisme, dens karakter, dens hensigter. I samme år
stiftedes den første partibyggende marxistisk-leninistiske organisation
i Danmark KFML (Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister) for at genskabe et
revolutionært kommunistisk parti til afløsning for det DKP, der
trods alle sine revolutionære fortjenester i fortiden (og først
og fremmest under besættelsen af Danmark), var blevet et satellitparti
for SUKP, der forsvarede dets genrejsning af kapitalismen frem til den bitre
ende, fra nederlag til nederlag, og forsvarede enhver aggression, der fulgte.
Perioden hvor de revolutionære kommunister, arbejderklassen og verdens
folk måtte føre kamp mod to supermagter - den amerikanske imperialisme
(og dens lakajer) og den sovjetiske socialimperialisme (og dens lakajer) - var
kommet. Tiden hvor nye kommunistiske partiet måtte skabes verden over
i benhård kamp mod de degenerede socialdemokratiske revisionistpartier,
der støttede sig på og støttedes af det revisionistiske
Sovjet . Nu forkyndte de ikke længere kamp mod imperialismen på
liv og død, men 'fredelig sameksistens' med den amerikanske imperialisme.
Vejen til socialismen, fortalte de, kunne blive en 'fredelig' spadseretur (a
la Chile). I de såkaldt socialistiske lande, meddelte de alverden, var
'klassekampen slut', der eksisterede hverken klasser eller klassekamp dér,
og derfor var der ikke brug for arbejdernes klasseherredømme. 'Proletariatets
diktatur' blev afløst af 'hele folkets stat'.
Det var perioden, hvor socialismen i disse lande forvandledes til en karikatur,
et vrangbillede. Befrierne blev til besættere. Den Røde Hær,
der havde spillet en hovedrolle i at tilføje nazismen et afgørende
nederlag, blev til et redskab for aggression.
Nederlag på nederlag: Det er revisionisternes historiske bestemmelse.
Men deres nederlag blev folkenes og socialismens verdenshistoriske tragedie.
I sidste ende må arbejderklassen og folkene bøde dyrt for manglende
revolutionær årvågenhed, for at fæste lid til socialdemokrater
og revisionistiske demagoger.
Den provestlige kontrarevolution i Tjekkoslovakiet, der blev slået ned
af den sovjetrevisionistiske kontrarevolution, og ikke blev stoppet af arbejderklassen,
kommunisterne og revolutionen, blev en generalprøve på det senere
forløb, som nu markeres med '10-års-festligheder': Murens fald,
10-året for 'kuppet' i Sovjetunionen og den påfølgende opløsning,
den definitive forkastelse af de bankerotte revisionistiske regimer i den sovjetiske
lejr. Vesten blev 'sejrherren'. De to kontrarevolutioner - den revisionistiske
og den provestlige åbne kontrarevolution - spillede sammen i en forfærdelig
regressiv bevægelse.
Den 21. august 1968 var en milepæl i denne proces: gravlæggelsen
af socialismen i Europa (minus Albanien i nogle årtier endnu), en skammens
dag for socialismen og en definitiv afsløring af revisionismen.
Men det var også en dag, der markerede begyndelsen til noget nyt: til
skabelsen af nye marxistisk-leninistiske partier, en ny international kommunistisk
bevægelse, der er vokset op i kamp mod den moderne revisionisme, og bliver
voksne i det 21. århundrede, hvor imperialismens 'triumfer' uvægerligt
fører til nye revolutionære situationer, til en ny runde af proletariske
revolutioner.
De, der stadig tror, at det revisionistiske Sovjet var et 'bolværk' mod
den globale udplyndring af arbejderklassen har intet lært. Og dem, der
vil erstatte den sovjetrevisionistiske supermagt med et nyt revisionistisk forbillede,
som det kapitalistiske Kina og dets 'socialistiske' venner, gentager en dumhed,
som længe har været en forbrydelse.
KP-Netkronik 21. august 2001