Kommunistisk Politik Netkronik 17. august 2001
På et møde i Sydney den 8. august sagde Verdensbankens præsident
James Wolfenson, at reformer af verdensøkonomien trues af den manglende
kommunikation mellem den første og den tredje verden om de problemer,
der rejser sig fra globaliseringen:
- Der består en fare for at den næste reformrunde for verdenshandelen
går i vasken ikke p.g.a. gaderne, men den kan blive tabt på grund
af forskellen i opfattelse hos de rige og fattige lande og den for tiden manglende
evne til at etablere dialog.
Det virkelige problem ligger i, at i verden i dag er der 3 milliarder mennesker
i lande, der har draget fordel af globaliseringen og måske en milliard,
som ikke har haft fordel, folk, som er blevet negativt berørt af en anderledes
produktion, nye magtkoncentrationer, sagde Wolfenson.
- Jeg er netop kommet fra Genova og hvad der skete indenfor er virkelig langt
vigtigere, men der flyder ikke blod. Så det bekymrer mig at de virkelige
spørgsmål - fattigdom, Aids, korruption - forsvinder, og på
forsiden ser man kun de overfladiske protester.
Det kunne være en opsang til de demonstranter, der forbereder at invadere
Washington til IMF/Verdensbankens stærkt afkortede årsmøde
den 29.-30. september, om at holde sig væk og lade verdens ansvarlige
i fred, så de kan frelse verden.
Det vil ikke nytte noget: Wolfenson og G8, IMF og Verdensbanken og hele striben
af imperialistiske instrumenter og mekanismer er ved at blive gennemskuet af
folkene - selvom de omhyggeligt fremstiller sig som bekæmpere af fattigdom,
aids og korruption. For kendsgerningerne viser, at fattigdommen, sygdommene,
korruptionen og den globale elendighed har spredt sig i rekordtempo under den
såkaldte globaliseringsproces, etableringen af de store monopolers kontrol
over alle verdens lande og folk.
Elendigheden er så omfattende, fattigdommen så åbenlys, at
de der skaber den ikke bare må indrømme dens eksistens, men tilmed
fremstille sig som dens bekæmpere. Wolfenson snakker om 1 milliard mennesker,
der har oplevet negative virkninger af globaliseringen, mens tre milliarder
skulle have høstet fordel af den. Det er ren fup, manipulerede tal, forvredne
kendsgerninger. Antallet af folk, der lever under eksistensminimum, i absolut
fattigdom, er langt mere end en milliard og er steget til mere end to milliarder
med mindre end to dollars om dagen. Og i alle lande - rige og fattige - har
arbejderne og størstedelen af befolkningen ikke haft nogen som helst
positive fordele af globaliseringen. Har de arbejde er prisen mere arbejde i
højere tempo og generelt faldende realløn. Er de arbejdsløse
er den højere endnu.
Den største myte og den største løgn om globaliseringen
- som Wolfenson også gentager - er at den fremmer den generelle vækst.
Også mange globaliseringsmodstandere, der ser de negative konsekvenser
af IMFs og Verdensbankens 'strukturtilpasnings- og privatiseringsprogrammer',
opfatter det som blot en mindre positiv side ved globaliseringen, som der kan
rettes op på. Sandheden er, at den økonomiske globalisering
har mindsket det globale væksttempo over en 20-årig periode.
Eller sagt med andre ord: de økonomiske og politiske programmer, som
snesevis af lande har gennemført eller gennemfører på IMFs
og Verdensbankens anvisninger som betingelser for lån, har simpelthen
spillet fallit. Ikke bare har de sociale omkostninger for den brede befolkning
været uhyrlige og uhyggelige - der er ikke kommet øget vækst,
der er ikke sket fremskridt på nogle af de områder, som forbindes
med økonomisk vækst: øget gennemsnitslevealder, forbedret
folkesundhed, eller overvindelse af gældsbyrden og udviklingen af stærke
industrielle og agrare sektorer.
En grundig økonomisk undersøgelse udarbejdet af det amerikanske
Center for Economic and Policy Research CEPR med titlen 'Globaliseringens
resultattavle 1980-2000: 20 år med formindskede fremskridt' afslører
med kolde tal og fakta (ofte baseret på Verdensbankens/IMFs statistiker)
myten om, at globaliseringen har ført til øget økonomisk
vækst og medfølgende social vækst - og påviser, at
det er gået lige modsat. Den gennemgår de vigtigste økonomisk
og sociale indikatorer for alle lande, hvorfra der findes tilgængelige
data, og sammenligner 'globaliseringens' 20 år (1980-2000) med den foregående
20-årsperiode (1960-80). Blandt disse indikatorer er indkomstvækst
pro person, forventning til levetid, dødeligheden for spædbørn,
børn og voksne, analfabetisme og uddannelse.
Den opdeler landene i fem stort set lige grupper - og konkluderer, at når
det gælder den økonomiske vækst og næsten samtlige
øvrige indikatorer har de sidste 20 år udvist en klar nedgang i
forhold til de forudgående to årtier.
Nogle hovedresultater af undersøgelsen:
Økonomisk vækst: Faldet i de økonomiske vækstrater var det mest udtalte og fandt sted over en kam for alle grupper eller lande. Den fattigste gruppe gik fra en vækstrate pr. capita BNP på 1.9 pct. årligt i 1960-80 til et fald på 0.5 pct. pr. år (1980-2000). For den mellemste af de fem landegrupper (som hovedsageligt rummer ret fattige lande) var der et brat fald i vækstraterne pr. capita fra 3.6 pct. til lidt under 1 pct. Over en 20-årig periode svarer det til forskellen mellem en fordoblet indkomst og en forøgelse med blot 21 pct. De øvrige landegrupper viste også en væsentlig nedgang i vækstraterne.
Forventet levealder: Fremgangen i den gennemsnitlige levealder blev også formindsket for 4 af de 5 landegrupper, med undtagelse af den rigeste gruppe (med en gennemsnitlig levealder på 69-76 år). Det mest markante fald var fra den anden til den fattigste gruppe (gennemsnitslevealder mellem 44-53 år). Fald i forøgelsen af gennemsnitslevetiden og andre sundhedsindikatorer kan ikke forklares med Aids-epidemien.
Spædbørns- og børnedødelighed: Fremskridtene med hensyn til at reducere spædbørnsdødeligheden var også betragteligt lavere i globaliseringsperioden (1980-1998) end i de foregående to årtier. Den største reduktion i fremgang fandtes fra den mellemste til den dårligst stillede landegruppe. Fremskridt med hensyn til at nedbringe børnedødeligheden (under 5) var også langsommere for den mellemste til den dårligste landegruppe.
Uddannelse og reduktion af analfabetisme: Uddannelsesmæssige fremgange blev også langsommere i globaliseringens periode. Væksttaksten for grundskole, mellemskole og gymnasiale uddannelser var langsommere for de fleste landegruppers vedkommende. Der er enkelte undtagelser, men de har en tendens til at være koncentreret blandt de bedst stillede grupper lande. Ud fra næsten alle uddannelsesmæssige kriterier, indbefattet graden af analfabetisme, så de mellemste og dårligt stillede landegrupper en betydelig langsommere fremgang i globaliseringsperioden end i de to forudgående årtier. Vækstraten i de offentlige udgifter til uddannelse (som andel af BNP) blev også langsommere i samtlige landegrupper.
På denne baggrund siger undersøgelsen:
'De sidste to årtier har set et stort antal forandringer i den økonomiske
politik, som er gennemført over store dele af verden, og især i
lav- og mellemindkomstlande. Mange af disse foranstaltninger falder ind under
den almindelige definition af globalisering: d.v.s. fjernelse af toldmæsssige
og ikke-toldmæssige handelshindringer og liberalisering af kapitalbevægelser
(fjernelse af restriktioner på de internationale kapitalstrømme).
Også andre politikker direkte relateret til globaliseringen er blevet
ført ud i livet i de sidste to årtier. F.eks. har Den Internationale
Valutafond IMF og Verdensbanken i stigende omfang i periodens forløb
som betingelse for tilgang til udenlandske kreditter stillet krav om gennemførelse
af en række foranstaltninger i lånerlandene. De har omfattet en
kontraktiv pengepolitik (højere renter og strammere kredit), nedskæring
af de offentlige udgifter, privatisering af offentlige virksomheder, øgede
udenlandske valutareserver, og også en lang liste af 'mikroforanstaltninger',
fra brugerbetaling for grundskoleuddannelse og sundhedsydelser til fjernelse
af diverse statstilskud. Mange fattige og mellemindkomstlande har også
oplevet historisk set rekordstor udlandsgæld og afdragsydelser.'
Rapporten gør ikke en enkelt eller flere af disse foranstaltninger til
ansvarlige for udviklingen - men konstaterer, at den påviser at forskellige
'strukturændringer og skift i politik over de sidste to årtier
i det mindste er delvist ansvarlige for nedgangen'. Forfatterne fremhæver,
at der overhovedet ikke findes faktuelle belæg for at globaliseringspolitikken
skulle have forbedret indkomsterne for de fleste lav- og mellemindkomstlande.
Den saglige og nøgterne undersøgelse afslører simpelthen
IMF/Verdensbankens og globaliseringens største løgn, myten som
skal få folkene til at sluge de negative sociale konsekvenser af imperialismens
og monopolernes hærgen: at den sikrer væksten. Den sikrer den ikke
på nogen områder. Den står i vejen for økonomisk og
social vækst.
Det er ikke en rapport forfattet af marxistiske økonomer - men en undersøgelse,
der lader tallene og kendsgerningerne tale.
Læs den her i sin helhed (engelsk)
KP-Netkronik 17. august 2001