Siden den 11. september har arbejderklassen og folkene oplevet en forstærket
global offensiv fra reaktionens side, proklameret som 'verdenskrig mod terror'
- og arbejderklassens og de kommunistiske partiers strategi og taktik må
forholde sig hertil.
Det rigtige svar er at styrke klassekampen overalt i verden, at styrke kampen
for revolutionen, at forberede magtovertagelsen, hvor tingene er tilspidset
til revolutionære kriser. Det var det svar, som den Internationale
Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO) gav
i Mexico i slutningen af september. Det er det svar, de revolutionære
kræfter i den palæstinensiske intifada har givet. Og det svar, de
revolutionære kræfter i Nepal har givet med genoptagelsen af folkekrigen
efter at reaktionen saboterede fredsforhandlingerne.
For kommunisterne og arbejderklassen i et kapitalistisk lande som vores
betyder det at styrke kampen mod det imperialistiske bourgeoisi og øge
den internationale solidaritet med de revolutionæres, arbejderklassens
og folkenes kamp overalt.
Det betyder at udvikle den bredest mulige enheds- og folkefront mod krise,
krig og reaktion. Socialt set med arbejderklassen som bærende kraft,
men med en åben alliance og forstærkede bånd til alle dens
allierede. De sociale kræfter heri eksisterer, og deres kampkraft vil
kunne udvikles og udløses.
På den politiske front ser det sådan ud: Venstrefløjens
støtte til den socialdemokratiske regering kommer tilbage i form af en
svækket venstrefløj. SF's, Enhedslistens og revisionisternes strategiske
samarbejde med Socialdemokratiet har spillet fallit. Opbygges fronten via samarbejdsaftaler
på venstrefløjen, vil den aldrig blive til noget (det illustrerer
f.eks. fredsbevægelsen). 'Bredde' i disse partiers opfattelse er det 'bredest
mulige' samarbejde mellem parlamentariske partier - og det er særdeles
snævert.
Den brede front må imidlertid på sine forskellige planer - den demokratiske
kamp, antikrigskampen, kampen til forsvar af levevilkår, mod nedskæringer,
udlicitering og privatisering - bygge bro over forskellige partipolitiske opfattelser
og skillelinjer. De, der er imod USA's krig, skal forenes, de, der er imod terrorloven,
skal forenes, EU-modstanderne skal forenes, modstanderne af udlicitering skal
forenes. Det er en samlet front, men bestående af mange bevægelser
og initiativer, der ikke formelt er sammenknyttet. Til gengæld bør
der opbygges en fælles kampidentitet.
Det store spørgsmål heri er (som sædvanlig, i opposition
eller ved regeringsmagt) forholdet til Socialdemokratiet og den socialdemokratisk
ledte fagbevægelse. Vi er af den opfattelse, at mens Fogh-regeringen skal
være hovedskydeskive, skal vi på intet tidspunkt glemme kritikken
af Socialdemokratiet - eller SFs, Enhedslistens og revisionisternes politik
for strategisk og taktisk alliance med ledelsen af Socialdemokratiet.
At gøre sig til halehæng til et Socialdemokrat i opposition er
den alvorligste afledning, bevægelsen kan blive udsat for. Enhedslisten
og revisionisterne kan kun virke i den retning, men vi kommer ikke uden om et
samarbejde med disse kræfter på grundlag af aktionsenhed - med blikket
rettet mod at rejse de størst mulige massebevægelser.
Fogh-regeringen er arbejderfjendsk, ungdomsfjendsk, ældrefjendsk og udlændingefjendsk.
Alt tyder på, at den vurderer tidspunktet inde til konfrontation med arbejderklassen.
Hvis den støder på ringe modstand i starten, har den masser af
yderligere lort i baghånden. Socialdemokratiet har lovet at være
loyal opposition, parlamentarisk opposition. Fagbevægelsens top vil ikke
have nogen på gaderne, men kan blive tvunget til det af Fogh-provokationerne.
Vi går ind for, at arbejderklassen går på gaderne fra starten!
Kommunistisk Politik 25, 2001