Regeringen har lovet at fremlægge et udspil til en ny dansk EU-politik
efter Folketingets sommerferie. Problemerne i den forbindelse er til at få
øje på:
EU forsætter sin køreplan mod en Unionsforfatning, fælles
regering og endnu mere magt til de store lande som Tyskland frem mod endelig
vedtagelse i 2004. Unionsudbygningen på alle felter – inkl. fælles
EU-hær og politi – buldrer frem. De fire danske forbehold overtrædes
dagligt af regering, folketing og embedsmænd. Den danske økonomiske
politik fastlægges, som om Danmark var med i Euroen, og der aldrig har
været et Nej ved folkeafstemningen.
Alt det som skiftende danske regeringer og EU-tilhængere altid har benægtet
kunne ske.
Samtidig er flertallet af befolkningen imod EU-Unionen, mod Euroen. Efter 30
års medlemskab af EU er modstanden ikke ved at uddø, som det er
blevet påstået og spået så mange gange. Tværtimod
er EU-modstanden stadig voksende i de unge generationer. I arbejderklassen –
hvor hjerte og hjerne oftest banker i takt – fastholdes kravet om Danmark
helt ud af monopolernes EU.
Hverken Nyrup-regeringen og oppositionen med Fogh i spidsen tør lægge
deres EU-politik klart frem, slet ikke med et folketingsvalg lige om hjørnet.
I den situation har SF’s formand Holger K. Nielsen igen meldt sig som
den berømte kattelem. Med Jyllands-Posten som talerør bebuder
Holger K., at han gerne vil være ’arkitekten bag et nyt nationalt
kompromis’ om dansk EU-politik. For et par måneder siden var Junibevægelsens
leder Jens Peter Bonde ude med lignende tanker samme sted.
Under overskriften ”Op af skyttegravene” lægger Holger K. frem,
hvordan regeringen kan vinde en folkeafstemning i 2004 og dermed sætte
punktum for 30 års uenigheder mellem tilhængere og modstander af
EU.
Opskriften er særdeles velkendt:
Benægt til den sidste dag, at EU vil indfører en Unionsforfatning
og en Unionsstat med de kommende traktatændringer. Kald det noget helt
andet. Uanset virkeligheden og de virkelige magthavere i EU, så fortsæt
med at sige, at ”EU blot er et internationalt samarbejde mellem suveræne
nationalstater”. Bild i stedet befolkningen ind, at Danmark lige nu har
muligheden for at gå ind og påvirke EU i en demokratisk retning.
Slå på at vi behøver et stærkere EU som modvægt
til supermagten USA.
Kompromiset mellem ja- og nej-siden skal ligesom ved det nationale forræder
i 1993 bestå i totalt at røvrende Nej-siden. Holger K. fremhæver,
at begge parter må give sige og holdholdvis indrømme, at der både
er noget godt og skidt ved EU. Hvorefter han slår fast :
” EU er rammen for samarbejdet i Europa, ligegyldigt hvordan vi vender
og drejer det, og danskerne har slet ikke lyst til at melde sig ud, selv om
de også er skeptiske.”
Den danske EU-modstand bør aldrig glemme SF’s og Holger K. s nationale
forræderi efter det danske Nej i 1992. Det har ikke alene hjulpet Unionsudviklingen,
hjulpet den socialdemokratiske regering til i ly af dette til at fortsætte
integrationen af Danmark i EU-unionen for fuld kraft. Så råddent
var det, at det kunne bruges internationalt mod den irske folkestemnings Nej
til Nice-traktaten. Lad os lave ’en Danmark’ på det nej, var
EU-kommissionens kommentar.
Holger K. fik aldrig sin ministerpost som tak for sit forræderi dengang.
Til gengæld har det fået de høje herres i EU anerkendelse
som international brugbar taktik imod EU-modstanderne. At Holger K. selv må
lide den tort, ikke at være kendt udenfor landes grænser –
”Hvis jeg tager over til Malmø er der overhovedet ingen der kender
mig”, udtaler han beskæmmet i Jyllands Posten – ja, det er nu
engang den tort forrædere tit må lide.
Samme SF formand har tilbudt regeringen at sætte sig i spidsen for EU-modstanderne
omkring de kommende protester ved EU-topmødet i København næste
år. Med det formål at sikre ro og orden i EU-modstandernes rækker
og Københavns gader. Holger K. forstiller sig selv i rollen som overdommer
for, hvem der er værdige EU-modstandere, og hvem der ikke er.
Alene tanken er absurd.
Redaktionen 13. august 2001
KP17, 2001