Det nationale spørgsmål og revolutionen

Af Klaus Riis

"Leninismen har bevist", skrev Stalin, ". . . at det nationale spørgsmål kun kan løses i sammenhæng med og på basis af den proletariske revolution, og at vejen til revolutionens sejr i Vesten ligger i den revolutionære alliance med koloniernes og de afhængige landes frigørelsesbevægelser mod imperialismen. Det nationale spørgsmål er en del af den proletariske revolutions generelle problem, en del af spørgsmålet om proletariatets diktatur".

Enver Hoxha fokuserede igen på denne problemstilling om forholdet mellem den socialistiske revolution og folkenes nationale og demokratiske kamp, da han citerede det anførte fra Stalin i 'Imperialismen og revolutionen' (1979), hvor han understregede:

"Denne sammenhæng er blevet endnu tydeligere og mere selvfølgelig i dag, hvor de fleste folk med det gamle kolonisystems sammenbrud har taget et stort skridt hen imod uafhængighed ved at skabe deres egne nationalstater, og hvor de efter dette skridt vil gå videre endnu. De ønsker at det neokolonialistiske system elimineres, afskaffelse af enhver afhængighed af imperialismen og enhver udbytning af udenlandsk kapital. De ønsker deres fuldstændige suverænitet og økonomisk og politisk uafhængighed. Det er nu blevet bevist, at disse bestræbelser kun kan opnås og disse mål kun kan gennemføres ved fjernelse af ethvert udenlandsk herredømme og afhængighed af udlandet og ved afskaffelsen af det hjemlige bourgeoisis og de store godsejeres undertrykkelse og udbytning." (Min udhævning, KR).

De sidste nogle og tyve år har med al ønskelig tydelighed understreget rigtigheden i disse vurderinger - og sat en tyk streg under fremhævelsen af nødvendigheden af et revolutionært opgør i de afhængige lande med det hjemlige bourgeoisi og de store godsejere - som i en lang række tidligere kolonilande efter uafhængigheden har allieret sig med (eller er opkøbt af) de gamle fjender - imperialismen, monopolerne og de multinationale.
Sådan er billedet i en lang række afrikanske, mellemøstlige eller asiatiske lande - og sådan er billedet også i Mellem- og Sydamerika, hvor den formelle uafhængighed har flere år på bagen, men hvor samtlige lande (med Cuba som eneste undtagelse) med større eller mindre entusiasme (og altid på trods af folkenes massive modstand) nu har erklæret sig parate til at indgå i den ny dollarzone kaldet FTAA, som formelt blev besluttet på det panamerikanske topmøde i Quebec i april i år.

Retning: revolution
Enver Hoxha drog følgende konklusion, som ikke har mistet et gran af sin gyldighed:

"Følgelig sammenkædes og sammenvæves den nationale og demokratiske, antiimperialistiske nationale frigørelsesrevolution med den socialistiske revolution, fordi disse revolutioner ved at ramme imperialismen og reaktionen, som er arbejderklassens og folkenes fælles fjender, også baner vej for store sociale omdannelser, understøtter den socialistiske revolutions sejr. Og vice-versa skaber den socialistiske revolution ved at ramme det imperialistiske bourgeoisi, ved at ødelægge dets økonomiske og politiske positioner, gunstige betingelser for og fremmer frigørelsesbevægelsernes sejr."

Den såkaldte globalisering og fastlæggelsen af det kapitalistiske verdensmarkeds spilleregler efter monopolernes og de multinationales behov, formuleret i IMFs og Verdensbankens diktater til en stor del af verdens lande, og cementeret i regionale politiske og økonomiske sammenslutninger og imperialistiske samarbejdsaftaler, skærper klassemodsætningerne og afslører, at i langt de fleste tilfælde har de såkaldte antiimperialistiske og uafhængige regimer ikke noget på!
Derfor oplever vi også med protesterne mod globaliseringens og imperialismens instrumenter overalt i verden også en skærpet konfrontation med de lokale magthavere i de afhængige lande. Sydkorea, Papua-Ny Guinea, Tyrkiet, Ecuador er blot enkelte i en lang række af eksempler. Fronten står mellem imperialismen og reaktionen og deres lokale agenter - og arbejderklassen og folkene.
I den nuværende revolutionære proces under globaliseringen ses netop en øget sammenvævning og sammenfletning af arbejderklassens og folkenes kampbevægelser - arbejdernes politiske partier, fagforeningerne og de folkelige organisationer og bevægelser danner fælles kampfronter mod imperialismen, dens redskaber og dens agenter.

Reformsangen
Men i mange lande udbygges sådanne fronter eller kommer de under ledelse af reformistiske og revisionistiske kræfter, hvis mål og perspektiv ikke er et revolutionært opgør med imperialismen og dens lokale magthavere - men at gøre den imperialistiske udbytning en smule mere tålelig for folkene ved at lappe på nogle af dens største uretfærdigheder. 'For en anden verden', 'For en kapitalisme med et menneskeligt ansigt', 'Human globalisering' eller 'For et andet Europa' (for at blive i vores egen omegn) er nogle af de generelle paroler, reformisterne opstiller i mangel på revolutionært perspektiv. Drømmen er at påvirke imperialismen og dens instrumenter, at sikre 'en bedre handel' for folkene. Kompromisset og forræderiet er indbygget på forhånd.
Kun de ægte marxistisk-leninistiske kommunistiske partier, som opbygger sig overalt i verden, og kaster sig ind i forreste række i folkenes sociale og nationale frigørelseskamp, kan på basis af marxismen-leninismens standpunkt finde vej i de komplicerede situationer, opstille konkrete kampprogrammer i overensstemmelse med udviklingen af de konkrete situationer i de enkelte lande og revolutionens aktuelle opgaver og derigennem lede de stadig større arbejdermasser og folkelige bevægelser fremad, der går ind i kampen mod imperialismens og monopolernes 'globalisering' og deres 'ny verdensorden'. Arbejderklassen og folkene mærker på deres egen krop følgerne af globaliseringen og det forstærkede imperialistiske herredømme - i form af øget fattigdom, nød og elendighed, i form af stadig voksende undertrykkelse på alle felter, på trods af al social demagogi og snak om menneskerettigheder fra imperialismens og monopolernes side.

Det nationale spørgsmål uden for den tredje verden
Men også i de udviklede kapitalistiske og imperialistiske lande rejser det nationale spørgsmål sig igen. Med Den europæiske Unions udvikling til en imperialistisk superstat ønsker forsvarer folkene den nationale selvstændighed og kræver den tilbage, som i Danmark, Sverige eller Irland.
USA står som verdens største nykoloniale magt også overfor en global modstand mod dens herredømme og indflydelse militært, politisk og økonomisk i en lang række af verdens lande. Ikke mindst i Latinamerika vokser modstanden mod USA, FTAA og 'Plan Colombia'. Men det er også helt tæt på: uafhængighedsbevægelserne rejser sig f.eks. i Puerto Rico og Hawai.
Det samme gælder i forhold til det råkapitalistiske Rusland, som fører en uretfærdig krig i Tjetjenien, og for det kapitalistiske Kina, der endnu ikke har taget sin socialistiske maske af.
De sidste 20 års erfaringer har netop i Rusland, Jugoslavien og Kina understreget, at såfremt revolutionerne ikke føres hele vejen igennem, og det nationale spørgsmål løses endeligt i sammenhæng med proletariatets diktatur - men det bremses af en revisionistisk kontrarevolution - så genskabes alle de nationale undertrykkelses- og udbytningsforhold, som er karakteristiske for kapitalismen og imperialismen, og fører mere eller mindre uundgåeligt til blodige eksplosioner - til nationale befrielseskrige, men også til imperialistisk indblanding, oppustning af national chauvinisme, etniske forfølgelser og udrensninger.

Imperialistisk manipulation
Netop i de udviklede kapitalistiske lande og føderationer og i de revisionistiske føderationer er den sociale og nationale revolutions opgaver meget tæt sammenvævede - og i meget komplicerede forbindelser, med mange aktører på banen, som alle har deres formål med at rejse den nationale kamps banner. Som Sovjetunionens sammenbrud, Østeuropas udvikling og opsplitningen af Jugoslavien viste var det ikke arbejderklassen og kommunisterne, men bourgeosiet og imperialismen, der kunne manipulere med den nationale kamp til at befæste deres positioner på folkenes bekostning. I alle disse lande erstattes et nationalt åg med et nyt; gamle dominerende magter er afløst af nye. Og de integreres i nye imperialistisk dominerede konstellationer: Som den amerikanske præsident Bush meddelte i Warschawa ser USA den europæiske nyordning skabt på basis af alle de europæiske landes (minus Ruslands) medlemskab af NATO og - for ham gerne - også af EU.
På samme måde manipuleres det nationale spørgsmål på alle kontinenter. Folkene lider stadig under de gamle imperialistiske og kolonialistiske grænsedragninger i Afrika, de arabiske lande og Asien - ikke mindst der - men også på Balkan og andre steder. Og imperialistmagterne vender tilbage til tiden før Oktoberrevolutionen og 1917 under globaliseringen og ved opbygningen af 'Den ny verdensorden', suppleret med de nye regionale og andre undertrykkelsesmekanismer, domineret af stormagterne.
Men alle disse imperialistiske nyordninger kan hverken løse de reelle nationale spørgsmål eller de sociale, men skærper dem - og lægger op til nye sociale og nationale slag, til nye runder i kampen for socialisme og national uafhængighed, som er to sider af samme mønt.

En del af revolutionen
Virkelighedens verden beviser, at det nationale spørgsmål ikke løses, og ikke er slut, under imperialismen. At det tværtimod skærpes, fordi imperialisme (uanset hvordan den maskerer sig) forudsætter undertrykkernationer og undertrykte nationer og fremmer arbejderklassens og folkenes globale elendighed til fordel for en fåtallig herskerklasse i de imperialistiske lande og en endnu mindre i de afhængige.
Det har altid været marxismen-leninismens standpunkt. Og det nationale spørgsmål er aktuelt ikke bare i de afhængige lande, men også i og for de udviklede kapitalistiske lande. Hitlertysklands forsøg på underlæggelse af Europa og resten af verden viste det. Og det er siden demonstreret i udviklingen af alle imperialismens organismer.
Men marxismen-leninismen mener også noget andet: det er den socialistiske revolutions perspektiv, der må være ledende i forhold til det nationale spørgsmål. Den nationale frigørelsesrevolution og den socialistiske revolution sammenvæves kun i én sammenhængende proces, når det lykkes ægte marxistisk-leninistiske partier (og den kommunistiske verdensbevægelse) at sætte sig i spidsen for den.

KP14, 2001