Af Klaus Riis
"Leninismen har bevist", skrev Stalin, ". . . at det nationale spørgsmål kun kan løses i sammenhæng med og på basis af den proletariske revolution, og at vejen til revolutionens sejr i Vesten ligger i den revolutionære alliance med koloniernes og de afhængige landes frigørelsesbevægelser mod imperialismen. Det nationale spørgsmål er en del af den proletariske revolutions generelle problem, en del af spørgsmålet om proletariatets diktatur".
Enver Hoxha fokuserede igen på denne problemstilling om forholdet mellem den socialistiske revolution og folkenes nationale og demokratiske kamp, da han citerede det anførte fra Stalin i 'Imperialismen og revolutionen' (1979), hvor han understregede:
"Denne sammenhæng er blevet endnu tydeligere og mere selvfølgelig i dag, hvor de fleste folk med det gamle kolonisystems sammenbrud har taget et stort skridt hen imod uafhængighed ved at skabe deres egne nationalstater, og hvor de efter dette skridt vil gå videre endnu. De ønsker at det neokolonialistiske system elimineres, afskaffelse af enhver afhængighed af imperialismen og enhver udbytning af udenlandsk kapital. De ønsker deres fuldstændige suverænitet og økonomisk og politisk uafhængighed. Det er nu blevet bevist, at disse bestræbelser kun kan opnås og disse mål kun kan gennemføres ved fjernelse af ethvert udenlandsk herredømme og afhængighed af udlandet og ved afskaffelsen af det hjemlige bourgeoisis og de store godsejeres undertrykkelse og udbytning." (Min udhævning, KR).
De sidste nogle og tyve år har med al ønskelig tydelighed understreget
rigtigheden i disse vurderinger - og sat en tyk streg under fremhævelsen
af nødvendigheden af et revolutionært opgør i de afhængige
lande med det hjemlige bourgeoisi og de store godsejere - som i en lang række
tidligere kolonilande efter uafhængigheden har allieret sig med (eller
er opkøbt af) de gamle fjender - imperialismen, monopolerne og de multinationale.
Sådan er billedet i en lang række afrikanske, mellemøstlige
eller asiatiske lande - og sådan er billedet også i Mellem- og Sydamerika,
hvor den formelle uafhængighed har flere år på bagen, men
hvor samtlige lande (med Cuba som eneste undtagelse) med større eller
mindre entusiasme (og altid på trods af folkenes massive modstand) nu
har erklæret sig parate til at indgå i den ny dollarzone kaldet
FTAA, som formelt blev besluttet på det panamerikanske topmøde
i Quebec i april i år.
Retning: revolution
Enver Hoxha drog følgende konklusion, som ikke har mistet et gran af
sin gyldighed:
"Følgelig sammenkædes og sammenvæves den nationale og demokratiske, antiimperialistiske nationale frigørelsesrevolution med den socialistiske revolution, fordi disse revolutioner ved at ramme imperialismen og reaktionen, som er arbejderklassens og folkenes fælles fjender, også baner vej for store sociale omdannelser, understøtter den socialistiske revolutions sejr. Og vice-versa skaber den socialistiske revolution ved at ramme det imperialistiske bourgeoisi, ved at ødelægge dets økonomiske og politiske positioner, gunstige betingelser for og fremmer frigørelsesbevægelsernes sejr."
Den såkaldte globalisering og fastlæggelsen af det kapitalistiske
verdensmarkeds spilleregler efter monopolernes og de multinationales behov,
formuleret i IMFs og Verdensbankens diktater til en stor del af verdens lande,
og cementeret i regionale politiske og økonomiske sammenslutninger og
imperialistiske samarbejdsaftaler, skærper klassemodsætningerne
og afslører, at i langt de fleste tilfælde har de såkaldte
antiimperialistiske og uafhængige regimer ikke noget på!
Derfor oplever vi også med protesterne mod globaliseringens og imperialismens
instrumenter overalt i verden også en skærpet konfrontation med
de lokale magthavere i de afhængige lande. Sydkorea, Papua-Ny Guinea,
Tyrkiet, Ecuador er blot enkelte i en lang række af eksempler. Fronten
står mellem imperialismen og reaktionen og deres lokale agenter - og arbejderklassen
og folkene.
I den nuværende revolutionære proces under globaliseringen ses netop
en øget sammenvævning og sammenfletning af arbejderklassens og
folkenes kampbevægelser - arbejdernes politiske partier, fagforeningerne
og de folkelige organisationer og bevægelser danner fælles kampfronter
mod imperialismen, dens redskaber og dens agenter.
Reformsangen
Men i mange lande udbygges sådanne fronter eller kommer de under ledelse
af reformistiske og revisionistiske kræfter, hvis mål og perspektiv
ikke er et revolutionært opgør med imperialismen og dens lokale
magthavere - men at gøre den imperialistiske udbytning en smule mere
tålelig for folkene ved at lappe på nogle af dens største
uretfærdigheder. 'For en anden verden', 'For en kapitalisme med et
menneskeligt ansigt', 'Human globalisering' eller 'For et andet Europa'
(for at blive i vores egen omegn) er nogle af de generelle paroler, reformisterne
opstiller i mangel på revolutionært perspektiv. Drømmen er
at påvirke imperialismen og dens instrumenter, at sikre 'en bedre handel'
for folkene. Kompromisset og forræderiet er indbygget på forhånd.
Kun de ægte marxistisk-leninistiske kommunistiske partier, som opbygger
sig overalt i verden, og kaster sig ind i forreste række i folkenes sociale
og nationale frigørelseskamp, kan på basis af marxismen-leninismens
standpunkt finde vej i de komplicerede situationer, opstille konkrete kampprogrammer
i overensstemmelse med udviklingen af de konkrete situationer i de enkelte lande
og revolutionens aktuelle opgaver og derigennem lede de stadig større
arbejdermasser og folkelige bevægelser fremad, der går ind i kampen
mod imperialismens og monopolernes 'globalisering' og deres 'ny verdensorden'.
Arbejderklassen og folkene mærker på deres egen krop følgerne
af globaliseringen og det forstærkede imperialistiske herredømme
- i form af øget fattigdom, nød og elendighed, i form af stadig
voksende undertrykkelse på alle felter, på trods af al social demagogi
og snak om menneskerettigheder fra imperialismens og monopolernes side.
Det nationale spørgsmål uden for den tredje verden
Men også i de udviklede kapitalistiske og imperialistiske lande rejser
det nationale spørgsmål sig igen. Med Den europæiske Unions
udvikling til en imperialistisk superstat ønsker forsvarer folkene den
nationale selvstændighed og kræver den tilbage, som i Danmark, Sverige
eller Irland.
USA står som verdens største nykoloniale magt også overfor
en global modstand mod dens herredømme og indflydelse militært,
politisk og økonomisk i en lang række af verdens lande. Ikke mindst
i Latinamerika vokser modstanden mod USA, FTAA og 'Plan Colombia'. Men det er
også helt tæt på: uafhængighedsbevægelserne rejser
sig f.eks. i Puerto Rico og Hawai.
Det samme gælder i forhold til det råkapitalistiske Rusland, som
fører en uretfærdig krig i Tjetjenien, og for det kapitalistiske
Kina, der endnu ikke har taget sin socialistiske maske af.
De sidste 20 års erfaringer har netop i Rusland, Jugoslavien og Kina understreget,
at såfremt revolutionerne ikke føres hele vejen igennem, og det
nationale spørgsmål løses endeligt i sammenhæng med
proletariatets diktatur - men det bremses af en revisionistisk kontrarevolution
- så genskabes alle de nationale undertrykkelses- og udbytningsforhold,
som er karakteristiske for kapitalismen og imperialismen, og fører mere
eller mindre uundgåeligt til blodige eksplosioner - til nationale befrielseskrige,
men også til imperialistisk indblanding, oppustning af national chauvinisme,
etniske forfølgelser og udrensninger.
Imperialistisk manipulation
Netop i de udviklede kapitalistiske lande og føderationer og i de revisionistiske
føderationer er den sociale og nationale revolutions opgaver meget tæt
sammenvævede - og i meget komplicerede forbindelser, med mange aktører
på banen, som alle har deres formål med at rejse den nationale kamps
banner. Som Sovjetunionens sammenbrud, Østeuropas udvikling og opsplitningen
af Jugoslavien viste var det ikke arbejderklassen og kommunisterne, men bourgeosiet
og imperialismen, der kunne manipulere med den nationale kamp til at befæste
deres positioner på folkenes bekostning. I alle disse lande erstattes
et nationalt åg med et nyt; gamle dominerende magter er afløst
af nye. Og de integreres i nye imperialistisk dominerede konstellationer: Som
den amerikanske præsident Bush meddelte i Warschawa ser USA den europæiske
nyordning skabt på basis af alle de europæiske landes (minus Ruslands)
medlemskab af NATO og - for ham gerne - også af EU.
På samme måde manipuleres det nationale spørgsmål på
alle kontinenter. Folkene lider stadig under de gamle imperialistiske og kolonialistiske
grænsedragninger i Afrika, de arabiske lande og Asien - ikke mindst der
- men også på Balkan og andre steder. Og imperialistmagterne vender
tilbage til tiden før Oktoberrevolutionen og 1917 under globaliseringen
og ved opbygningen af 'Den ny verdensorden', suppleret med de nye regionale
og andre undertrykkelsesmekanismer, domineret af stormagterne.
Men alle disse imperialistiske nyordninger kan hverken løse de reelle
nationale spørgsmål eller de sociale, men skærper dem - og
lægger op til nye sociale og nationale slag, til nye runder i kampen for
socialisme og national uafhængighed, som er to sider af samme mønt.
En del af revolutionen
Virkelighedens verden beviser, at det nationale spørgsmål ikke
løses, og ikke er slut, under imperialismen. At det tværtimod skærpes,
fordi imperialisme (uanset hvordan den maskerer sig) forudsætter undertrykkernationer
og undertrykte nationer og fremmer arbejderklassens og folkenes globale elendighed
til fordel for en fåtallig herskerklasse i de imperialistiske lande og
en endnu mindre i de afhængige.
Det har altid været marxismen-leninismens standpunkt. Og det nationale
spørgsmål er aktuelt ikke bare i de afhængige lande, men
også i og for de udviklede kapitalistiske lande. Hitlertysklands forsøg
på underlæggelse af Europa og resten af verden viste det. Og det
er siden demonstreret i udviklingen af alle imperialismens organismer.
Men marxismen-leninismen mener også noget andet: det er den socialistiske
revolutions perspektiv, der må være ledende i forhold til det nationale
spørgsmål. Den nationale frigørelsesrevolution og den socialistiske
revolution sammenvæves kun i én sammenhængende proces, når
det lykkes ægte marxistisk-leninistiske partier (og den kommunistiske
verdensbevægelse) at sætte sig i spidsen for den.
KP14, 2001