Verden har været vidne til et forbløffende skuespil op til udleveringen af den tidligere jugoslaviske leder til FNs (læs: imperialistmagternes) krigsforbryderdomstol i Haag. Milosevic blev en handelsvare - og varen blev leveret af den serbiske regering med Djindjic i spidsen til den af USA fastsatte frist. Undervejs begik Djindic og Co. det ene forfatningsbrud efter det andet, foranledigede regeringens sammenbrud og har sat spørgsmålstegn ved det nuværende Rest-Jugoslaviens eksistens. Det blev afsløret for alle, at dets såkaldte præsident Kostunica blot er en gallionsfigur - som efter eget udsagn ikke engang blev informeret om Milosevic' udlevering.
Dramaet forløb over flere etaper: Da det ikke lykkedes at få
et parlamentarisk flertal for en lovændring, der muliggjorde udleveringen,
begik Djindic-regeringen et nyt lovbrud. Den besluttede det pr. dekret. Derefter
kendte Jugoslaviens øverste juridiske myndighed Forfatningsdomstolen
også denne beslutning for ulovlig.
Hvorpå Milosevic alligevel blev overført til Haag - til den fastsatte
tid (omkring den serbiske nationaldag og lige op til den såkaldte donorkonference
i Bruxelles) og den forudaftalte pris.
USA's, NATO og EU's ministre og medier kappedes om at betegne den kyniske menneskehandel
og forfatningsbrudene, som 'historiske' og 'store fremskridt'.
Den tidligere jugoslaviske ministerpræsidents handelsværdi viste
sig at være knap 12 milliarder dollars. Foruden en milliarddollarstrøm
fra USA og EU afskrives knap to trediedele af Jugoslaviens betydelige udlandsgæld.
Uden udlevering = ingen dollars! At de såkaldte 'demokrater' i DOS er
i lommen på udenlandsk kapital og at Djindic har vist sig som en indsat
lakaj, er ubestrideligt.
For Vesten er 'demokrati', hvad der tjener dem. Så simpelt er det. Og 'retfærdighed' en blåstempling af enhver aggression ved at knuse modstanderen. Milosevic burde ikke udleveres - på grund af Krigsforbryderdomstolens karakter af en sejrherredomstol og fordi den er en hån mod jugoslavisk lov og det angivelige demokrati dér, og fordi den er en del af den imperialistiske politiske nyordning.
Der er intet godt at sige om Milosevic, skal det tilføjes. Det er ironisk, at han nu bliver martyr, og at revisionister verden over kan prise ham som 'kommunist', eller i det mindste som 'socialist' og 'antiimperialist'. USA's, NATOs og EU's forbrydelser og sejrherre-retfærdighed kan ikke bortforklare den kendsgerning, at Milosevic' storserbiske nationalisme og nationale undertrykkelsespolitik (indbefattende etniske udrensninger og massakrer på albanere og andre nationaliteter) var en katastrofe for de jugoslaviske folk af alle nationaliteter og har spillet fuldstændig fallit. Milosevic' politik for total storserbisk dominans i Jugoslavien bidrog til at Vesten kunne gennemføre sin plan om dets opsplitning i en række afhængige småstater og protektorater, hvor dollars, D-mark og euro er den reelle valuta. I et endnu længere stræk bagud var Milosevic og hans regime et uhyrligt produkt af den særlige jugoslaviske revisionisme, titoismen.
Grænserne på Balkan er, med en tidligere tysk udenrigsministers
ord, tilbage til tiden før Den første Verdenskrig - hvor imperialistmagterne
fastlagde dem i 1912. Og lagde grunden til 'krudttønden Balkan'. Den
vil fortsat ulme - så længe Balkan-folkene ikke selv afgør
sagerne bl.a. på basis af gensidig anerkendelse af alle legitime nationale
rettigheder.
Den imperialistiske nyordning - eller rettere: genopretningen af den gamle imperialistiske
uorden - vil aldrig kunne holde, uanset hvor mange soldater, våben og
dollars, der postes i den. De nationale og sociale modsætninger er ikke
løst, og en holdbar ordning kan kun skabes uden imperialistisk indblanding.
Imperialismens og den nationale chauvinismes blodtapning i Eks-Jugoslavien i
de sidste 10 år hører til to århundreders store tragedier
- og store forbrydelser.
NATO-Danmark og EU-Danmark har hovmodigt kastet sig ind i det imperialistiske
magtspil på Balkan med soldater og tilmed en tidligere forsvarsminister
som høvding for protektoratet Kosova. Danmark og de danske soldater
har intet at skaffe der - men skal ud!
Redaktionen 2. juli 2001
KP14, 2001