Af Dorte Grenaa
Det er en myte, at man kan skelne mellem civil og militær atomkraft.
En myte skabt af atomindustrien selv.
Alle led i den civile atomenergiproduktion er de samme som i den miltære
atomindustri. Alle led - materialer, teknologi og udstyr - er det samme. Den
eneste forskel er produktionen af selve våbnene. Både civile og
militære produktionssteder af beriget uran kan producere højt beriget
uran. Det er samme teknologi. Såvel civile som militære produktionsanlæg
bruger samme teknologi for at udskille plutonium fra brugt atombrændstof.
Det er ligeledes en myte, at plutonium fra civile anlæg ikke kan bruges
til produktion af atombomber. Hvad enten plutonium kommer fra civile reaktorer
eller er klassificeret til militær brug, kan det bringes til eksplosion
og masseødelæggelse.
Det vil kun tage en statsmagt med atomindustri ét år at kunne producere
atomvåben. Og i langt større mængder end i deres civile atomprogrammer.
Det gælder for EU-lande som Belgien, Sverige, Tyskland. Og lande som Japan,
Sydkorea og øen Taiwan, der alle har stor og avanceret atomenergiinfrastruktur
og avancerede missilprogrammer. Især lande med reprocessing plants og/eller
beriget uranproduktion har kapacitet til at producere atomvåben i store
mængder.
For nylig kom det frem, at også visse isotoper (neptunium 237 og americium 234) der findes i atomaffald kan bruges til atomvåben. En viden, USA har holdt for sig selv i 50 år og først offentliggjorde, da japanske forskere fandt frem til dette i 90erne.
Kontrollerer sig selv
For at bevise sin påstand om den angiveligt ikke-eksisterende sammenhæng
mellem civil og militær atomindustri henvises til internationale aftaler
og beskyttelsesinstitutioner under FN.
FNs vagthund er Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), oprettet af USA
i 1958 for at få sat atomindustrien på skinner. Dets officielle
hovedformål er at fremme kommerciel udnyttelse af atomenergi og sikre
en fredelig udnyttelse af atomenergien. Men det er atomindustrien, der kontrollerer
sig selv.
De sidste 15 år er antallet og kapaciteten af atomkraftværker og materiale steget med over 50%. I samme periode er den del af IAEAs budget, der skal bruges til at overvåge, at atomkraften kun udnyttes fredeligt, steget med 0%.
Atommagterne opruster
De fem officielle atommagter: USA, Rusland, England, Frankrig og Kina er undtaget
FN-kontrol. På trods af at hovedparten af verdens atominstallationer og
atommateriale, der bruges i fissionsprocesserne, findes her. Alle fem atommagter
har konstant moderniseret og opretholdt deres atomvåbenlagre og udviklet
nye typer a-våben.
De alle har underskrevet den internationale aftale om ikke-militær brug
af atomkraft (NPT) fra 1968, hvori de lover en total atomnedrustning så
hurtigt som muligt, men har ingen aktuelle planer om at afskaffe a-våben.
Nedrustningsaftalerne mellem USA og Rusland - de såkaldte START I, II
og III er reelt gået i stå efter den første reduktion af
atomvåben. Efter hvilken de hver især stadig har atomvåben
nok til at sprænge kloden i luften adskillige gange.
USA besluttede for første gang i 50 år officielt at producere tritium
på civile atomkraftværker til militær brug i 1998 under Clintons
bombninger i Irak. Adskillige nye typer a-våben er på tegnebrættet
og planlægges gennemført under George W. Bush.
Og hverken England, Frankrig eller Kina har reduceret deres lagre af atomvåben.
Gigantiske interesser og voksende modstand
Det er lykkedes Israel, Indien og Pakistan gennem illegal og legal import af
civil atomviden og udstyr at producere atomvåben i ly af de
civile atomanlæg.
Det samme skete i Sydafrika, der dog officielt har destrueret deres atomvåben
igen.
Listen over lande - indsamlet af adskillige NGOer (ikke-officielle FN-organisationer)
- der har kørt og/eller stadig kører skjulte og hemmelige atomvåbenprogrammer
er meget lang.
Den indeholder lande som Australien, Tyskland, Rumænien, Sverige, Schweiz,
Sydkorea, Nordkorea, Iran, Irak og Jugoslavien.
Det er således ikke bare meget store økonomiske interesser fra
energimonopolerne og dødens købmand i våbenindustrien, der
står bag og står på spil, når det gælder atomkraft.
Der er store militærstrategiske interesser involveret i at kontrollere
såvel den civile energiproduktion som den militære atomvåbenindustri.
Derfor har modstanden mod A-kraft også en side af modstand mod atomvåben
og omvendt. Det er ikke muligt at skille tingene ad i virkelighedens
verden med de gigantiske magt- og kapitalkoncentrationer.
Over hele verden udfolder der sig en dobbelt bevægelse med den samme
modstander: atomindustrien, civil og militær, og dens regeringer.
Den får et nyt skub fremad med de verdensomspændende protester mod
det amerikanske stjernekrigsprojekt og i EU med modstanden mod både atomkraften,
som er stærk i Tyskland og mange andre lande, og mod atomvåbnene,
som til stadighed på militant måde markerer sig i f.eks. England
og mod EUs generelle oprustningsplaner.
KP12, 2001