Topmødet i Gøteborg den 15.16. juni markerer et vigtigt
skridt hen imod opbygningen af EU som forbundsstat. Efter Nice skal processen
hen imod en forfatningskonference i 2004 med det første topmøde
tage ny fart og nye skridt fremad. Op til mødet har en række nøglefigurer
i den europæiske politik med undtagelse af den engelske Toni Blair,
der både har haft travlt med valget og ikke tør formulere en unionspolitik
travlt med at give deres bud på Unionens fremtid.
Og der er blevet rift om buddene, efter at det tyske socialdemokrati offentliggjorde
Gerhard Schröders plan for en forbundsstat efter tysk forbillede.
I sidste uge holdt den franske premierminister Lionel Jospin en større
tale om det franske syn på EUs fremtid og processen efter Nice-traktaten.
Ikke overraskende foreslog han en stærkere union efter fransk mønster.
Og dagen efter var det så den italienske kommissionsformand Romano Prodis
tur. I en større tale i Paris slog han, heller ikke så overraskende,
til lyd for en union med en stærkere kommission - og for indførelsen
af en direkte EU-skat.
Ifølge Prodi skal kommissionen være en økonomisk regering
for EU og et politisk sidestykke til ECB, Den Europæiske Centralbank.
Den skal bl.a. have kontrol med euroen - og (sjovt nok for en økonomisk
regering, hvad det så er) også have kontrol med EUs udenrigspolitik.
Sagt uden omsvøb slog Prodi til lyd for kommissionens omdannelse til
en egentlig unionsregering.
Blandt hans øvrige forslag er indførelsen af en direkte unionsskat
til afløsning af de nuværende nationale bidrag. Ifølge kommissionsformanden
vil en sådan skat skabe et direkte bånd mellem EU og borgeren
(!) og gøre finansieringen og anvendelsen af pengene mere gennemskuelig.
Med Prodis forslag om en direkte unionsskat fulgte han op på den franske
premierminister Jospins ideer om en skatteharmonisering, der blev fremsat i
hans store tale, der skal ses som et svar på de tyske unionsvisioner.
Jospins tale er i danske medier blevet fremstillet som et udtryk for modstand
mod den tyske plan for en formaliseret forbundsstat år 2004 - men det
er helt urigtigt. Også Jospin vil have et Europas Forenede Stater, selvom
han nok så meget (og ikke mindst af hensyn til den franske opinion) kalder
det et Nationernes Europa eller en Føderation af Nationalstater.
Der er tale om det samme - en forbundsstat, men i Jospins udgave i stærke
franske farver.
Men talen var også et oplæg til forhandling: I sidste ende, sagde
Jospin, skal der findes et kompromis, som er acceptabelt for alle.
Både Schröder, Jospin og Prodi har sat fuld fart på forbundsstaten
med kommissionen som regering, en fælles forfatning og egne skatter. Der
er nuancer, som afspejler forskellige nationale monopolgruppers interesser og
er en del af den evige magtkamp i unionen - men retningen er den samme: forbundsstat
2004.
Som sædvanligt lurepasser den danske regering og oppositionen: den vover
ikke af hensyn til den kraftige unionsmodstand i befolkningen at spille ud med
et dansk bud. Selv et forslag om at lægge sig lidt i ly af Jospins visioner
er blevet overhørt i dødelig tavshed.
En dansk debat herom er uønsket op til et folketingsvalg og i
det hele taget fordi den ikke bare kunne få danskerne på
det rene med, at samtlige modeller for EUs fremtid er forbundsstatsmodeller,
men også at forbundsstaten allerede i dag er en realitet.
At superstaten EU, med alt hvad der hører sig til af mønt, hær,
politi, domstole, efterretningsorganer og øvrige institutioner, allerede
findes, er besluttet eller konkret i støbeskeen.
Forfatningen og den endelige indretning af de politiske strukturer er blot den
sidste del af projektet. Kronen på værket så at sige
med den direkte skatteopkrævning som sit både symbolske og praktiske
udtryk.
Danskerne kunne ved at få besked få den gode idé at ville
stå af i stedet for at blive kørt med.
Redaktionen 5. juni 2001