Det skal ikke længere hedde det multinationale FN men de multinationales
FN:
I takt med styrkelsen af gigantmonopolernes rolle i det nationale og internationale
samfundsliv, som er et vigtigt aspekt ved den såkaldte globalisering (eller
imperialismens udvikling i dag) er deres herredømme over nationalstaterne
og direkte kontrol med regeringer og statsapparat blevet stadig mere udtalt.
Og hvorfor skulle FN holdes uden for denne bølge? I den nuværende
generalsekretær Kofi Annans embedsperiode har FN udviklet et stadig tættere
samarbejde med de førende multinationale selskaber et samarbejde,
der begynder at gribe ind på alle områder af organisationens virksomhed,
og som for nogle underorganisationer har fået afgørende betydning.
På et møde i Davos med nogle af verdens førende forretningsfolk
for to år siden lancerede Kofi Annan det såkaldte Global Compact-initiativ
en officiel alliance mellem FN og de multinationale:
Mine venner, sagde generalsekretæren ved den lejlighed, sagen
er jo ganske enkelt, at hvis vi ikke kan sørge for, at globaliseringen
kommer alle til gavn, vil den i sidste ende ikke gavne nogen af os.
Det er Kofi Annans erklærede mål, at fra år 2002 skal 1.000
af verdens største selskaber have forpligtet sig til at bidrage til af
afhjælpe fattigdommen i verden og opbygge en social infrastruktur i de
fattigste udviklingslande.
Den ny strategiske alliance med de multinationale, der står for hovedparten
af den gigantiske udbytning af jordens arbejdende og dermed bærer et hovedansvar
for den voksende globale massearmod, er ikke mindst af betydning for UNDP (FNs
udviklingsorganisation). Den har gennemført en radikal ændring
af sin profil og prioriteringer gennem de sidste år under englænderen
Mark Malloch Browns ledelse. Partnerskabet med de multinationale, der over for
de fattige i verden nu udstyres med en glorie som socialhjælpere og fattigdomsbekæmpere
af FN, er blevet kernen i denne organisations virksomhed.
- I et partnerskab skal der være et sammenfald af interesser, siger UNDPs
pressetalsmand Jean Favre: - Vi siger til firmaer: I dag lever 1,2 milliarder
mennesker med mindre end 1 dollar per dag, og hver anden lever for mindre end
to dollar om dagen. Tager man ti fattige mennesker, har de tilsammen ikke købekraft
som bare én person, der kan betale for en vare. Derfor er det interessant
at bede virksomheder om at hjælpe verdens tre milliarder fattige mennesker
ud af en situation, hvor de er ikke-forbrugere, til at blive aktive deltagere
i verdens forbrugerøkonomi. (
) Hvad firmaerne bliver bedt om, er
i realiteten at opføre sig i ulande, som de gør i de rige lande,
hvor de overholder lovene. Det er relativt billigt.
De multinationale selskaber betragter hele verden som deres bagland og har
forvandlet kæmpemæssige områder i den tredje verden til ødelagte
udbytningsområder. Ikke mindst Afrika er blevet gjort til en kemisk og
atomar losseplads. Alverdens miljøgifte tages i anvendelse i disse selskabers
produktionsvirksomheder, uden hensyn til arbejderbeskyttelse eller miljøet.
Lavkvalitetsvarer, der er farlige eller usælgelige i de rige lande, dumpes
i den tredje verden samtidig med at rovdriften på dens naturressourcer
og råvarer aldrig har været større og aldrig er foregået
i et hurtigere tempo.
Med sådanne illusoriske argumenter om firmaernes sociale egeninteresse,
der skulle kunne sættes over deres kortsigtede profithensyn, sætter
FN ulvene til at vogte gæs. De multinationale udbyttere forsynes med en
moralsk og social profil og opretter af deres gigantoverskud nogle beskedne
fonde til gaver til de fattige eller bistandsprojekter i firmaernes
navn og under deres ledelse og kontrol. For UNDP har det betydet, at organisationen
ikke længere satser på den direkte støtte til udviklingen
af udviklingslandenes sociale og økonomiske infrastruktur. På linje
med andre internationale imperialistiske organismer som IMF og Verdensbanken
satser organisationen nu på at rådgive regeringerne om reformer,
dvs. privatisering og udlicitering af, hvad der er af statslige virksomheder,
der kan opkøbes af de kapitalstærke multinationale. Desuden vil
UNDP fremme partnerskaber af enhver slags dvs. væve
landenes økonomi sammen med de multinationale og deres interesser
og hjælpe regeringer til at prioritere deres indsats og sætte
disse markedsøkonomiske reformer i højsædet.
Omlægningen af UNDPs virksomhed har ført til store rystelser
i organisationen: Af dens 1.000 medarbejdere er 300 blevet presset ud af deres
stillinger, samtidig med at den rekrutterer økonomiske specialister til
at rådgive de fattige landes regeringer.
FN har netop under Annans forsæde gennemført sin tredje konference
for verdens 49 fattigste nationer i Bruxelles. De to forrige er endt som klare
fiaskoer: Antallet af fattigste lande hvor halvdelen af befolkningen
lever for mindre end 1 dollar om dagen er blevet næsten fordoblet
siden 1971. Og bistandshjælpen er i samme periode faldet med 45 pct. De
49 lande er mest sydøstasiatiske og afrikanske syd for Sahara, men omfatter
også Haiti og nogle Stillehavsnationer.
FNs strategi for partnerskab med de multinationale garanterer,
at også denne spiller fallit.
-ko
KP11, 2001