Af Pelle Collin
En topdelegation fra EU-Kommissionen rejste i starten af denne måned
til Nordkoreas hovedstad Pyongyang og førte samtaler med den nordkoreanske
ledelse i to dage. Derefter drog følget til Sydkorea for at mødes
med administrationen der. Delegationen, der foruden EU-ordføreren og
den svenske statsminister Göran Persson bestod af udenrigsminister Javier
Solana og udenrigskommissær Chris Patten, er den vigtigste af sin art,
Nordkorea har modtaget i mange år. Persson er den første regeringsleder
fra den gamle vestblok, der har besøgt den halverede koreanske nationalstat
i nord.
Besøget markerer et vigtigt nyt skridt i den internationale udvikling,
både hvad angår EU's kamp for at styrke sin kommende supermagtsstatus,
og hvad angår den Koreanske Halvøs strategiske placering i forhold
til verdens imperialistiske magter. Således har EU's visit i Nordkorea
en særlig betydning i forhold til europæernes rival USA. Bush-administrationen
har ændret Clinton-administrationens "bløde" taktik for
at overtage hele den Koreanske Halvø, med en voldsomt skærpet agitation
over for Nordkorea og ophør med de diplomatiske følere hertil.
Amerikanerne bruger aktuelt netop bl.a. Nordkoreas "terrortrussel"-spøgelse
som et argument for opbygningen af det frygtede missilskjold, der har til formål
at gøre USA militært overlegent i den kommende runde af imperialistiske
omfordelingskampe.
I dette taktiske kursskifte er USA kommet på kollisionskurs med den sydkoreanske
klientstats præsident Kim Dae Jung, hvis politik for diplomati med Nordkorea
er blevet åbenlyst groft forulempet af præsident Bush jr. Besættelsesmagten
USA's taktstok dikterer nu igen ensidig satsning på de vante krigsophidsende
provokationer mod Nordkorea, til stor uro for det sydkoreanske borgerskab. I
det seneste år er der som følge af den (meget) relative afspænding
opnået langt større og bedre politiske, økonomiske og folkelige
kontakter mellem Nord- og Sydkorea end nogensinde.
Ifølge Perssons presseudtalelser efter EU-delegationens besøg
i Pyongyang, hvorunder den svenske statsminister førte lange samtaler
med Nordkoreas leder Kim Jong Il, er EU tilfreds med udbyttet af mødet
med nordkoreanerne, der er endnu mere historisk end daværende amerikanske
udenrigsminister Madeleine Albrights optræden sammesteds i fjor. EU-delegationen
har i forbindelse med Korea-besøget formuleret en varm støtte
til den koreanske genforeningsproces, der hindres af USA's massive militære
tilstedeværelse i Sydkorea. Ikke kun i Nordkorea, men også på
gaden i Sydkorea er USA-imperialismen dybt forhadt.
Spillet med imperialistmagterne
Inden for få uger skal EU-Kommissionen efter planen etablere direkte diplomatiske
forbindelser til Nordkorea og dermed besegle de mange tosidede forbindelser,
som koreanerne inden for de seneste få år har fået etableret
til EU-landene. EU sender snart to delegationer til Nordkorea for at rådgive
om økonomi og energi, og en nordkoreansk delegation skal til Europa for
at studere den vestlige kapitalisme tæt på.
At iværksættelsen af disse gensidige følere er et udtryk
for en selvstændig europæisk imperialistisk dagsorden ikke blot
ift. Korea, men for hele Østasien, der ellers i vestlig sammenhæng
er "amerikansk domæne", blev kun alt for godt bekræftet,
da EU-delegationen under sit ophold i Korea gentagne gange højtideligt
bekendtgjorde, at EU skam ikke har nogen som helst intentioner om at bryde ind
i det amerikansk-koreanske forhold.
Fra nordkoreansk hold er der udtrykt stor tilfredshed med de opprioriterede
forbindelser til EU. I en tale til europæerne under besøget sagde
det formelle koreanske statsoverhoved Kim Yong Nam, at forbindelserne til EU
skal udvikles på basis af "total lighed, uafhængighed, gensidig
respekt, ikke-indblanding og gensidighed". Pointeringen af uafhængighed
er en hjørnesten i Nordkoreas nationaldemokratiske ideologi, og den er
blevet gentaget flittigt af nordkoreanerne i forbindelse med de nye EU-forbindelser,
der omtales som et skridt, der tjener til at forbedre verdenssituationen. Men
den antiimperialistiske koreanske uafhængighedsideologi i Pyongyang forholder
sig i praksis ikke til andet end Østasien.
Ikke overraskende udtrykker nordkoreanerne nu sympati med det imperialistiske
EU-projekt, hvis "kamp for uafhængighed" sammenlignes med Koreas.
Den officielle nordkoreanske opfattelse af den nuværende verdensorden
siger, at verden nu uundgåeligt bevæger sig hen mod en tid uden
imperialisme, og EU omtales som en positiv kraft for en "multipolær
verden", uden ønske om imperialistisk dominans.
Ligheden med de seneste års cubanske tilnærmelser til EU er slående.
Også dér er det kampen mod USA-imperialismen, der i styrets øjne
retfærdiggør accepten og ligefrem lovprisningen og skønmalingen
af den europæiske imperialisme med de gamle nazimonopoler i spidsen. Både
i Cuba og Korea er antiimperialismen nemlig ideologisk inkonsekvent og afspejler
den konkrete situation for landet i forhold til de konkret truende imperialistmagter.
Dette afspejler igen, at ingen af disse to lande er ægte socialistiske
lande, men uafhængige nationer, der gennem nationaldemokratiske revolutioner
er født i kamp mod imperialisme, og hvis ledere i den daværende
historiske situation valgte at bekende sig til den dengang offensive socialisme
til trods for deres eget klassemæssige ophav i det nationale borgerskab.
De facto har den nordkoreanske relative uafhængighed historisk været
sikret af en centristisk balancegang mellem de omgivende imperialistmagter,
konkret Sovjetunionen og Østblokken på den ene side og Kina på
den anden. I dag har Kim Jong Ils styre andre spillere at forholde sig til,
men strategien er den fundamentalt samme. Pyongyang følger kun sine anti-imperialistiske
principper seriøst i forhold til Korea selv.
Nationaldemokratisk
Både Cuba og Nordkorea har i en række verdenspolitisk reaktionære
årtier vundet forståelig respekt blandt alverdens fattige og undertrykte,
fordi de i deres frigørelse fra imperialistisk jerngreb har haft mulighed
for og vitterlig har realiseret ægte demokratiske fremskridt inden for
folkelig uddannelse, sociale rettigheder og samfundsmæssige investeringer
i øvrigt til gavn for folket. Det er imidlertid lige så uomtvisteligt,
at ingen af disse befrielsesrevolutioner blev videreført i en socialistisk
fase, hvor arbejderklassen i så fald skulle have taget statsmagten i sine
hænder.
I Nordkorea er der i dag ikke langt til, at styret kunne tage det befriende
skridt at ophøre fuldstændigt med at betegne sig som "socialistisk".
Fra at have bekendt sig officielt til marxismen-leninismen i slutningen af 1950'erne
har Nordkorea med tiden helt droppet den "kommunistiske" retorik til
fordel for den nationaldemokratiske og antimarxistiske ideologi "Juche-ideen",
der blev udarbejdet af landets progressive leder fra stiftelsen Kim Il Sung.
Det er således ren antikommunistisk løgnepropaganda, når
Nordkorea betegnes som "stalinistisk" og "kommunistisk".
En mere korrekt og jordnær betegnelse for det nordkoreanske styre er,
at det er stærkt nationalistisk og på en særegen koreansk
måde viderefører feudale østasiatiske træk i kombination
med socialistiske træk, primært den høje grad af lighed og
tryghed, der herskede inden de ødelæggende naturkatastrofer i 1990'erne
(det er disse katastrofer, der har medført den aktuelle hungersnød
i Nordkorea, ikke den økonomiske politik, som propagandaen hævder).
At det desværre er et ekstremt etnocentrisk styre, fremgår af, at
følgende kunne finde sted:
I foråret 1995 blev Nordkorea offer for en usigeligt tåbelig affære,
der i Tyskland endte i mediehetz mod Kim J. I.s styre. Det lykkedes på
det tidspunkt en kreds fra det tyske nazistparti NPD at etablere sig som studiekreds
i "Juche-ideen" og få kontakt til Nordkorea ad denne vej. Betegnelsen
NPD står jo for "nationaldemokratisk" - et tilforladeligt og
positivt ladet ord, ganske som de tyske monopoler i sin tid kaldte deres fascistiske
parti for "nationalsocialistisk" og "arbejderparti". Det
korte af det lange var, at en delegation af tyske nazister rejste til Nordkorea
og blev modtaget på behørig vis af "Juche"-partnerne,
mens NPD i sin nazipresse bekendtgjorde "solidaritet" med Nordkorea
ud fra et forvrænget billede af landet.
NPD-affæren blev den perfekte historie for borgerpressen med Stern i spidsen,
der her liderligt kunne dyrke agitationen om, at "kommunisme og nazisme
er ét fedt". Hvilken effekt historien har haft på tyske og
europæiske progressives lyst til at engagere sig i den nødvendige
antiimperialistiske solidaritet med Nordkorea, er ikke svært at gisne
om. Ej heller behøver vi sige, hvem en sådan episode gavner. Det
tyske kommunistparti KPD har sandsynliggjort, at affæren er et decideret
efterretningsplot, med en navngiven professionel provokatør, Michael
Koth, i hovedrollen.
Uafhængighed i fremtiden?
Lige nu befinder Nordkorea sig i en situation, hvor landet er nødt til
at bero kraftigt på dets enorme imperialistiske nabo og ideologiske storesøster
Kina, hvis form for kapitalistisk økonomi lader til at være en
inspirationskilde for Kim J. I. Som modvægt til denne omfavnelse har nordkoreanerne
for længst etableret varme forbindelser til Putins Rusland, og nu er turen
altså kommet til supermagtsaspiranten EU.
At EU håber på en situation, hvor man kan etablere strategisk kontakt
til eller ligefrem imperialistisk overtagelse af et genforenet Korea, i kamp
mod USA, skal der ikke herske nogen tvivl om. Nordkoreanerne er på deres
side tydeligvis lettede over at finde gehør for diplomati og samspil
i Europa, nu hvor USA ter sig værre end under Reagan.
Det er i de kommende år - i den ændrede imperialistiske rollefordeling
- mere end nogensinde siden frihedskrigen i 1950'erne op til Pyongyang at vise,
at man endnu er i stand til at føre sine egne paroler om Koreas uafhængighed
ud i livet. Fra resten af verden bør attituden ift. Korea også
strammes op. Den koreanske nationalisme af i dag er en nationalisme, alverdens
antiimperialister er nødt til at holde med og støtte solidarisk,
ganske som man støtter Cubas antiimperialistiske sag, foruden alverdens
antiimperialistiske befrielsesbevægelser. For både Cubas og Koreas
vedkommende spænder lederskaberne imidlertid ben for denne solidaritet
ved deres ideologiske inkonsekvens. En konsekvent antiimperialisme derfra kan
kun opnås i kraft af, at de forstår, at enhver indrømmelse
til imperialismen - også den nye samlede europæiske - er et skridt
på vejen til deres egen undergang.
KP10, 2001
Pelle Collin er tilknyttet Internationalt Udvalg i APK og bestyrelsesmedlem i Venskabsforeningen Danmark - Den Demokratiske Folkerepublik Korea.