Forår i klassekampen

Af Dorte Grenaa, formand for APK

Der er forår i klassekampen. Nye vinde blæser hen over kontinenterne i verden. Klassekampens vinde. Med sig bringer de håbet og signalerne om forandring, om fremskridt, om nye tider for arbejderklassen og de undertrykte. Navnene Seattle, Prag, Bruxelles, Nice, Quebec, Göteborg er blevet symbolet på en omfattende bevægelse mod imperialismens og monopolernes gennemførelse af deres planer om uindskrænket verdensherredømme. Et verdensherredømme i strid med al menneskelig fornuft. Monopolernes paradis. Hvor milliarder af mennesker må sulte og gå til i fattigdom, for at de få kan skabe ufattelige rigdomme til sig. Hvor rovdriften på mennesker, naturen og miljøet er vejen til stadig mere profit. Hvor samfundssystemer og statsmagter indrettes til at beskytte monopolernes bytte.

En ny generation af unge er trådt ind i klassekampen med de store antiglobaliseringsdemonstrationer. Under imperialismens knugende kulde og reaktionens sorte dræbende mørke bryder kampens ungdom igennem. Med den internationale solidaritets kraft breder modstanden og kravet om et bedre liv og fremtid sig fra by til by. Med sig bringer forårets vinde råbet om revolutionær forandring. Når arbejderklassens og befolkningernes dybe rødder rejser sig i opbrud - som vi ser det i Ecuador, i Tyrkiet - er det revolutionernes uovervindelige kræfter, der er på vej. Hvor stærk imperialismen end er - så er det 21. århundrede revolutionernes århundrede.

Herhjemme forsørger socialdemokratiet i regeringen og fagtoppen at gøre 1. maj - arbejderklassens internationale kampdag - til et spørgsmål om den kommende statsminister skal hedde Rasmussen eller Rasmussen. Nyrup eller Fog. Det er helt andre spørgsmål, der står på spil. Sidste år sagde de danske arbejdere nej - og det blev et NEJ til Danmarks deltagelse i euro’en. En handling der gav genlyd overalt - et lille lands arbejderklasse og befolkning gik op imod EU-monopolernes og EU-supermagtens diktat. Regeringen, oppositionen og fagtoppen regerer videre, som om intet var hændt.
De har gjort vores land til en lille delstat i EU. De tror, de en gang for alle kan få knust EU-modstanden i 2004 med den endegyldige realisering af Forbundsstaten med sin selvstændige forfatning. Herefter er der ingen forbehold eller kattelemme tilbage - enhver modstand mod Den Europæiske Union vil være forfatningsstridig. Danmark vil have mistet ethvert skær af et selvstændigt og uafhængigt land. Men de tager fejl. Der er sket noget. Kravet om at komme ud af EU vokser. Den kamp skal arbejderklassen og EU-modstanden vinde.

Regeringen og oppositionen tror, at de med et EU-direktiv i hånden kan udlicitere, privatisere og forære den offentlige sektor til EU-monopoler. Ustraffet og uden modstand. Men tager fejl. De tror, at de med et EU-direktiv i hånden bare kan forlænge overenskomsterne, sætte arbejdstiden og arbejdstempoet fleksibelt op og lønnen fleksibelt ned. Men tager fejl. Den danske klassekamp viser, de tager fejl.
De tror, at de med det 3. arbejdsmarked har fundet svaret på arbejdsgivernes gamle drøm - en arbejderklasse uden rettigheder, overenskomster og organisering. De tror som på Odenses kommunale slavemarked, at aktiverede bare kan gøres retsløse og sælges frit for 10,74 kr. i timen. De klamrer sig til troen på, at mens alt andet er i forandring, vil den danske arbejderklasse trykke sig i påstået slavementalitet. Men de tager fejl.
Arbejdsgiverne måtte gå på kompromis med slagteriarbejderne for at få en overenskomst i hus. 600 ansatte på Nordjysk Sygehus, Thisted, har lige vundet en strejke for at beholde deres fællestillidskvinde. Solidaritetens og klassekampens vinde bæres også i den danske arbejderklasse.