Af Dorte Grenaa, formand for Arbejderpartiet Kommunisterne
Dobbeltkronik Kommunistisk Politik 6 og 7, 2001
Næste år begynder overenskomstforhandlingerne for størstedelen
af de offentligt ansatte. Allerede nu forberedes ny alvorlige angreb på
løn, arbejdstid og ikke mindst fælles overenskomstmæssige
rettigheder.
KTO, der er forhandlingsfællesskab for 640.000 ansatte i amter og kommuner,
har udsendt et såkaldt debatoplæg til medlemmerne med forslag om
et nyt liberalt lønsystem. Ifølge forslaget skal de offentlige
ansatte fremover selv bestemme, om de vil have lønstigninger udbetalt
som løn, pension eller ferie. Hver mand sin ordning inden for visse givne
rammer.
Formanden for KTO, Poul Winkler, der samtidig er formand for Danmarks næststørste
fagforbund FOA, udtaler, at han er fascineret af ideen om at give den enkelte
så meget indflydelse på sit arbejdsliv som overhovedet muligt. Det
vil ifølge Poul Winkler give mere motivation i arbejdet og gøre
de offentlige arbejdspladser mere attraktive.
Ved sidste overenskomst fik KTO, der dækker 62 faglige organisationer,
bl.a. ændret lønsystemet til den såkaldte Ny løn.
Det skete ikke uden hård modstand, ikke mindst i hele lærerområdet.
Kun gennem fagtoppens direkte forræderi over for medlemmernes interesser
blev forslaget presset igennem med en meget snæver margen i anden omgang.
Den Ny løn har knap fået lov at bundfælde sig.
Det er ved at gå op for stadigt flere, at den individuelle præstationsløn
betyder lønnedgang samlet set, at det er en ødelæggende
faktor for det nødvendige faglige samarbejde, idet den direkte konkurrence
med ens arbejdskollegaer giver mere til ens egen lønningspose. Samt at
det har ført til almindelig kaos på lønningskontorerne i
forsøget på at administrere det nye lønsystem. Knap er alt
dette sat i værk, før et endnu værre lønsystem sættes
i søen det liberale lønsystem.
Som sædvanlig skrotter det ikke på reklameslogans, når en
fordærvet vare skal sælges. Det er tidens trend for de unge, de
smarte og de fremadstræbende, hedder det. Individuel frihed og hensyntagen
til det enkelte individ. Større valgfrihed. Listen over løfterne
om et bedre liv er lang og lige så luftig og mættende som politikernes
valgflæsk.
Meget kan man sige om fagtoppen i dag. Men de får sjældent deres
nye ideer gennem egen tankevirksomhed. Så hvor stammer ideen om det liberale
lønsystem fra?
Bruttoløn
Allerede for et år siden skrev vi her i Kommunistisk Politik om de nye
lønsystemer i EUs beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik.
I forbindelse med det 6. Internationale Faglige Træf i Odense sidste år
fortalte tyske tillidsfolk, at man der allerede var i fuld gang med tilrettelæggelsen
af, hvad de kaldte en livsløn. Kort fortalt: Et livs arbejdsindsats
beregnes til en fastsat lønsum og antal arbejdstimer, inden for hvis
rammer løn, ferie, pension og arbejdstid kan fordeles individuelt og
forskelligt i forskellige perioder. Blot at facit går op i sidste ende
for arbejdsgiveren.
Herhjemme arbejder multinationale koncerner som SAS med at indføre dette
lønsystem. På Arbejdsministeriets ligestillingskonference i februar
i år undlod SASs personalechef endda ikke at fremhæve det
som en særlig løftestang for kvindernes ligeløn. Alle ville
få frit valg med en livstidssum, hvor man selv kunne vælge, hvor
meget man vil have udbetalt kontant, have til pension, orlov, ferie eller børnepasningsfri.
Her kaldes det liberale lønsystem for bruttoløn.
Kært barn har som bekendt mange navne. Således også lønsystemer.
Dette barns forældre, EU-monopolerne og EURO-LO samt dets
danske papforældre KTO/LO-toppen og dansk Arbejdsgiverforening, har for
at sikre barnets sunde opvækst og udvikling for længst indgået
livsvarigt ægteskab, med løfte om evig troskab.
Afkommet, der er en videreudvikling af tidligere udbytningssystemer kaldet lønsystemer,
er præcis lige så frastødende som forældrene og papforældrene
og må derfor hele tiden skifte forklædning.
Kommunisten og arbejderforfatteren John Max Pedersen skrev i 1972 i artiklen
'Engagement og nye lønsystemer' bl.a.:
Ideen med de nye systemer er, at vi skal motiveres til at producere
mere
for den samme løn. Forsøgene i USA viser det helt
tydeligt: På den stærkt rationaliserede Kodak-fabrik blev arbejdslønnen
pr. enhed reduceret med 25 % uden anskaffelse af nyt udstyr. På Texas
Instruments blev arbejdernes produktivitet øget med 20 %, ligeledes uden
ændring af produktionsprocessen og uden ændring i lønnen.
Større produktion, øget udbytning, forstærkelse af klassesamarbejdet.
Det er indholdet, og metoden er de såkaldte selvstyrende grupper, hvor
arbejderne skal tvinges til at svinge pisken over hinanden
Selv om man giver en ko grønne briller på, kan man ikke få
den til at æde høvlspåner - og i længden vil ingen
arbejder finde sig i at blive behandlet som et trækdyr, der bliver viftet
om næsen med gulerødder, sukkerknalder og hvad dherrer kapitalister
og fagpampere ellers kan udspekulere for at få os til at knokle endnu
mere.
(John Max Pedersen: Den røde tråd)
Lønsystem i yderste potens
Siden da og ikke mindst i det sidste årti er det gået stærkt
med at få lagt EU-monopolernes direktiver i et jerngreb på det danske
arbejdsmarked gennem overenskomstændringer og lovændringer. Bag
det står EU-monopolernes dødbringende konkurrence med især
monopolerne i USA om at blive den nye økonomiske supermagt. Skal dette
lykkes, skal prisen pr. arbejder offentlig som privatansat ned
under stykprisen i USA, der i dag forsat ligger lavere. Det liberale lønsystem
eller bruttolønnen er det fleksible arbejdsmarkeds selvstyrende grupper
i yderste potens. Det enkelte individ, der svinger pisken over sig selv, på
bekostning af de andre. Får du for lidt i løn, kan du bare skære
ned på ferie og pension. Arbejder du for meget, kan du bare skære
ned på løn og pension. Får du til sin tid for lidt i pension,
kunne du bare have valgt anderledes i tide og ikke været så grådig
med løn og fritid. Du har selv solgt din arbejdskraft under denne frivillige
aftales betingelser. Intet mindre end genialt ud fra et arbejdsgiversynspunkt.
De unge ønsker ikke at være omfattet af så mange bestemmelser
og forordninger, siger KTO-formanden Poul Winkler til sit forsvar for
det liberale lønsystem.
For at sælge myten om, at vi får større valgfrihed og bedre
vilkår, er det afgørende for arbejdsgiverne og fagtoppen at bygge
på de unge og vende den historieløshed, de er vokset op med, mod
dem selv og resten af arbejderklassen. Vi vil derfor i denne spalte vende tilbage
til bl.a. følgende spørgsmål: Hvad bestemmer vores løn?
Hvor mange gange skal vi betale vores ferie og pension? Tilsløring af
udbytningen.
Hvad bestemmer din løn?
Hvem bestemmer vores løn? Ja, skal man tro arbejdsgiverne og fagtoppen,
så er det lige før, vi selv kan bestemme vores egen løn
med de nye individuelle lønsystemer. Lige nu vejer de måske ikke
så meget i forhold til den kollektive grundløn, men i løbet
af få år skal de op og udgøre omkring halvdelen af lønnen.
Alt, hvad vi skal gøre, er altså bare at være dygtige nok,
hurtige nok, fleksible nok, veluddannede nok, stærke nok og synlige nok
for at få den løn, vi egentlig er værd!
Nu skal man imidlertid ikke tro på hverken arbejdsgiverne eller fagtoppen.
Ifølge den borgerlige og socialdemokratiske økonomi betaler arbejdsgiveren
os løn, for det arbejde vi har lavet. Lønnens størrelse
skulle afhænge af, hvor meget vi har lavet, hvor lang arbejdstiden er,
og af kvaliteten af arbejdet.
Overenskomstforhandlingerne og medarbejdersamtalerne om løn fremstilles
som forhandlinger mellem ligeberettigede handelspartnere. Hvad vil arbejdsgiveren
give? Vil arbejderne sælge deres arbejde til den pris?
Skal man have ordentlig besked om løn og arbejde, må man imidlertid
til marxismens politiske økonomi - fordi den som den eneste går
bag om skønmalerierne og afslører udbytteforholdet og dermed den
materiale årsag til klassemodsætningerne under kapitalismen. Det
var Karl Marx, der første gang klarlagde dette på det økonomiske
område.
Arbejdsgiverne betaler ikke arbejderne for deres arbejde, men for
deres arbejdskraft, dvs. de køber retten til at slide på en levende
organisme efter visse fastlagte regler i et bestemt tidsrum - og efter varesamfundets
spilleregler betaler de kun for sliddet på denne organisme, denne arbejdskraft,
der er i stand til at producere langt større værdier, end det den
selv forbruger på produktion.
Og så holder arbejdsværdiloven stik: Arbejdslønnen
er ikke prisen på arbejdet, men på arbejdskraften, og denne pris
svinger omkring arbejdskraftens værdi.
(Fra John Max Pedersen: Marxisme og leninisme - for begyndere, s. 75)
Merværdi og profit
Forskellen på arbejdskraftens værdi og arbejdets værdi
kalder vi merværdien.
Dette forhold, som kamufleres af, at arbejdslønnen udbetales, som om
den var betaling for arbejdet (timeløn og endnu værre akkordløn),
adskiller sig altså i virkeligheden ikke principielt fra middelalderens
hoveri-arbejde.
Hovbonden var bundet til jorden, til én godsejer. Arbejderen er ikke
bundet til én kapitalist, det er forskellen: Ligheden består i,
at hovbonden arbejdede halvdelen af ugen på sin egen jord for at tilfredsstille
sine egne fornødenheder, mens han så måtte arbejde gratis
for godsejeren resten af ugen. Arbejderen sælger sin arbejdskraft for
f.eks. otte timer ad gangen, producerer sine egne livsnødvendigheder
i løbet af måske tre timer og arbejder derefter i virkeligheden
gratis for kapitalisten de resterende fem. (Fra John Max Pedersen:
Marxisme og leninisme - for begyndere, s. 78)
Alt det gratis arbejde, vi udfører, er udbytning. Kapitalismens og
arbejdsgivernes udbytning af arbejdskraften og arbejderne. Der står jo
ikke i overenskomsten, at vi frivilligt tager betaling for at stille vores arbejdskraft
til rådighed i tre timer, for derefter at arbejde fem timer udelukkende
for at berige arbejdsgiverne. Men det er rent faktisk, hvad der sker. Hvor meget
gratis arbejdskraft vi tvinges til at levere og under hvilke forhold, kaldes
i den politiske økonomi for udbytningsgraden.
Og det er klart, at arbejdsgivernes interesse er at øge udbytningsgraden
så meget som muligt. Jo mere arbejde, jo mere værdi skabes der.
Og da kapitalismen jo bygger på privatejendom, tilfalder den stadige ophobning
af værdi de private ejere. Jo mere merværdi, jo mere profit kan
der trækkes hjem. Omvendt er det lige så klart, at arbejderklassen
har den modsatte interesse. At få udbytningsgraden ned og helt afskaffet
sammen med de private ejendomsforhold og kapitalismen.
Lønkage og lønrammer
Tidligere fik vi at vide, at lønforhøjelser kun kunne ske ved
at dele en ganske bestemt sum penge, som arbejdsgiverne havde afsat på
forhånd til det formål. Den skulle fordeles mellem faglærte
og ufaglærte, mellem forskellige brancher, grupper og virksomheder. De
kunne så indbyrdes slås om krummerne, ligesom duerne på Rådhuspladsen
omkring pølsevognen. Den samlede størrelse på lønsummen
måtte der ikke røres ved, det ville gøre indhug i arbejdsgivernes
hellige profit.
Men det er nøjagtig, hvad vi ser i dag. Selvom lønsummen er
splittet op i procenter til centrale krav og decentrale krav, splittet op i
procenter til generelle, specielle og lokale lønstigninger, rammeaftaler
og særlige puljemidler: Arbejdsgiverne og fagtoppen opererer forsat med
en given lønsum, der skal fordeles i de mange kasser, der kan skifte
prioritering og størrelse. Systemet er blot blevet mere uoverskueligt
for arbejderne. Med Ny Løn er der lagt nye lag på.
En klar succes for arbejdsgiverne og lønnedgang for mange af de grupper,
der må sælge deres arbejdskraft uden den kollektive kampkraft. Et
lønsystem, hvis yderste potens vi ser med bruttolønnen eller livslønnen,
som KTO nu også bringer på banen til den offentlige sektors overenskomst
2002. Jo mere det ser nu til, at vi selv får indflydelse på, hvad
vores løn skal være, jo mere tilsløres udbytningen, og jo
større bliver den.
De seneste undersøgelser viser, at vi arbejder længere og længere
tid. Fem timer mere om ugen er arbejdstiden steget med i gennemsnit i EU. Længere
arbejdstid betyder flere timer med gratis arbejdskraft for arbejdsgiverne. Når
arbejdstiden så oven i købet er fleksibel, så sliddet på
arbejdskraften kan ske, når som helst arbejdsgiverne finder det mest profitabelt,
er det klart, at udbytningen stiger. Det viser sig også i sliddet på
arbejdskraften - vi bliver mere stressede og syge af arbejdsbetingende sygdomme
end nogen sinde før.
ABB Motors
Kodeordet til mere udbytning er derfor ikke bare fleksibilitet, men også motivation og frygt. Hvad det skal bruges til økonomisk set, illustrerer følge aktuelle begivenhed fra ABB Motors i Odense:
Sidst i marts i år fik de 230 ansatte, der er tilbage, besked om, at
virksomheden lukker til maj og flytter produktionen til udlandet.
Var det virkelig takken for at have gjort en ekstra indsats for den
virksomhed, som mange af kollegaerne har været på et helt arbejdsliv?
lød det fra en af tillidsfolkene.
Ja, det var takken. Forud for beskeden havde de timelønnede arbejdet
over både i januar og februar for at bevise, det godt kunne lade sig gøre
at tjene penge på ABB Motors i Odense. Samtidig var det betydningsfylde
tid pr. stk. bragt ned på det hidtil laveste tal. De ansatte
knoklede som besatte - til et solidt stødpudelager, der kan sælges,
mens maskiner og produktionsudstyr flyttes til Spanien og Italien.
Det er ikke, fordi arbejdskraften er mindre værd i lavtlønslandene
som Spanien og Italien. Men med til arbejdskraftens værdi hører
ikke kun, hvad der er nødvendigt for, at arbejdskraften kan møde
op dag efter dag, og hvad der skal til for, at den samtidig sikrer den fremtidige
arbejdskraft i form af at opfostre børn. Med til arbejdskraftens værdi
hører også den historiske og traditionelle levestandard. Det er
arbejdskraftens værdi, der skal harmoniseres i EUs indre marked
- vel og mærke harmoniseres nedad af hensyn til den frie konkurrence.
Således bestemmes lønnen efter den borgerlige og socialdemokratiske
økonomi. Men den opererer heller ikke med klassekampen.
KP6 og 7, 2001